Mit første maraton

Torsdag. I dag lukker loggen. Målet er nået, det lykkedes mig som begynder at gennemføre mit første maratonløb. Copenhagen Marathon d. 22. maj 2005. Alle træningspas blev beskrevet, glæder såvel som bekymringer. Nu skal jeg til at sætte nye mål for min løbetræning.
Det sidste jeg skriver er en slags status over hele træningsforløbet, der startede d. 10. november 2004.
Inden jeg startede træningsforløbet løb jeg mellem 20 og 25 k om ugen. En uge bestod typisk af tre træningspas på henholdsvis 5k, 5k og 10k eller 10k, 5k og 10k.
Det var anden gang jeg startede på træningsprogrammet. Første gang jeg prøvede det, blev jeg skadet og måtte stoppe forsøget. Programmet hedder "Run4fun marathonprogram nr 1" og kan findes på løbersitet DoUrun.dk på adressen: www.dourun.dk/mar1.asp
Beskrivelserne af træningsturene er skrevet hurtigt og jeg har prioriteret, at de blev skrevet frem for, at de var veldisponerede og fejlfri. Indlæggene er dog ikke altid skrevet lige efter jeg kom hjem fra turen. Ind imellem er de skrevet dagen efter, fordi de fleste af mine ture er løbet om aftenen. Ofte sent.
Min løbefilosofi har været at løbe stille og roligt, så jeg også havde lyst til at løbe den næste tur. Det betyder, at jeg som sagt ikke har presset mig selv voldsomt meget. Til gengæld er programmet næsten overholdt til punkt og prikke.
Når jeg læser om træningen dag for dag, ligner det ind imellem en mellemting mellem en sygejournal og "En hypokonders erindringer". Det er der ikke noget at gøre ved, for hele projektet har været præget at mange tanker og bekymringer om ondt det ene eller det andet sted. Det har simpelthen været et vilkår. En ringe trøst, er det vel, at jeg sagtens kunne have skrevet langt mere om skader og smerter end jeg rent faktisk skrev. Flere gange holdt jeg igen med at skrive om det, fordi jeg selv var så dødtræt af at høre på det.
Væsentlig indflydelse på, at det lykkedes mig at gennemføre løbeprogrammet og dermed selve løbet var, at jeg erkendte, at man ikke både kan øge distance og hastighed. Jeg havde læst denne "hovedregel" masser af gange, men tog det ikke alvorligt under første træningsforsøg, da formen blev bedre og jeg blev i stand til at løbe hurtigere. Men det skal man simpelthen overholde.
Hvad skal der så ske nu? De første par dage efter løbet var jeg meget i tvivl om hvordan jeg fremover vil gribe løbetræningen an. Havde jeg i det hele taget lyst til at løbe mere, tænkte jeg. Og hvad med flere maratonløb? Tirsdag aften, to dage efter løbet sad jeg og læste lidt i nogle løbeblade, jeg havde fået i forbindelse med maratonløbet. Benene var stadig godt ømme og jeg kunne kun gå op og ned af trapper, hvis jeg løftede mig selv v.hj.a. et gelænder. Det var ikke et kønt syn;-) Men jeg kunne mærke, at artiklerne i bladene inspirerede mig og at jeg fik lyst til at prøve endnu et maraton. I én af artiklerne skriver Allan Zahcariassen, at lige meget hvordan maratonløbet er gået, så har man lært noget. Det vil jeg gerne skrive under på. Jeg lærte rigtig meget den søndag og det kan være det ender med at jeg gør endnu et maratonforsøg.
En anden ting der fik mig til at genoverveje min "maratonkarriere" er den oplevelse det er at være ude på det totale overdrev. Selvom det ikke var ubetinget behageligt var det samtidig en overordentlig inspirerende oplevelse som er forskellig fra alt mulig andet jeg har oplevet. Det var på mange måder en mental rejse, hvor jeg var 100% tilstede. Fri for andre tanker.
Men lad os nu se hvad der sker. Det kræver meget tid at træne til et maratonløb. Måske vil jeg udnytte min form til endnu et maraton i september eller i november. I givet fald tror jeg dog jeg vil benytte et 12 ugers program med. Den næste uge vil jeg løbe når og hvor jeg har lyst. Herefter vil jeg igen systematisere træningen. I løbet af sommeren vil jeg måske løbe et halvmaraton.
I aften løb jeg den første tur siden maratonløbet. 10 kilometer. Jeg fornemmede at benene var blevet friske igen. Derfor stak jeg af sted i godt tempo og satte en fart, der var klart højere end under maratontræningen. Der var skud i benene, men efter 5k kunne jeg alligevel mærke, at der stadig var en regning der skulle betales. Det gør jeg så.....

Søndag. Det lykkedes! Men du godeste hvor var det hårdt. Meget hårdere end jeg havde regnet med og faktisk gik jeg i en periode, helt ned med flaget. Én af mine få ambitioner var at jeg ville prøve ikke at gå undervejs. Det lykkedes ikke. Jeg var nede at gå flere gange.
Men lad mig starte med begyndelsen.
Lørdag aften kom jeg jo lidt sent i seng, men til gengæld faldt jeg i søvn lige med det samme. Da jeg jo havde fyldt mig med vand hele dagen, var jeg oppe og på toilet en enkelt gang. Men jeg sov faktisk rigtig godt og om morgenen kunne jeg mærke jeg var klar.
Til morgenmad lavede jeg en ordentlig skudefuld havregrød, med bananer og rosiner. Det er ærlig talt ikke særlig lækker morgenmad og jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg også ville have spist nogle franskbrødsmadder med pålægschokolade. Men det glemte jeg. Det kommer jeg i tanke om lige i dette øjeblik, mens jeg skriver.
Det var til gengæld rart at sidde i ro og fred og drikke en kop kaffe med min kone. Vi talte ikke så meget, men hun mindede mig om hvordan man spiser en elefant. I små bidder.
Faktisk var jeg en anelse forvirret. Det var som om jeg havde glemt et eller andet, det kunne ligne mig at køre ind til byen og finde ud af at jeg havde glemt skoene. Der skete nu ikke noget i den retning, men jeg kom en anelse for sent af sted, men det skulle nok gå tænkte jeg. Ved RUC stod en mand i træningsdragt og sportstaske han lignede én, der også skulle til CPHM. I radioen blev Lis Sørensen interviewet, hvorefter de spillede "Her er så stille nu" Det kunne jeg sku' ærlig talt ikke holde ud at høre på og slukkede. Jeg kunne mærke at jeg var ved at blive lidt spændt. Turen til København gik fint og jeg havde besluttet, at jeg ville parkere ved Fisketorvet, der skulle nok være en ledig plads, tænkte jeg. Da jeg drejede ind på parkeringspladsen, var der imidlertid bekymrende mange ledige pladser. Der var faktisk ikke andet! Der var tidsbestemt parkering overalt, så der kunne jeg ikke holde. "Ok", tænkte jeg, "Fisketorvet ligger jo også ret langt væk fra startstedet, så jeg finder en plads lidt tættere på" Det var jeg ret sikker på jeg skulle finde. Omkring Fisketorvet så jeg de første afspærringer til løbet, fortsatte forbi dem for at komme af med bilen. Men her stoppede trafikken og nu kunne jeg mærke at panikken lå latent. For satan hvis jeg kommer for sent til starten, jeg var jo lidt forsinket i forvejen. Jeg kørte lidt rundt i kvarteret ved politigården og her fandt jeg heldigvis en ledig plads relativt hurtigt. Men jeg havde lidt travlt og jeg havde aftalt med Filip at jeg skulle ringe til ham når jeg havde fået parkeret bilen. Men nu skulle jeg tisse og det skulle bare være nu. I forvirringen fik jeg ringet ham op inden jeg havde fået ladet vandet. Samtidig spænede jeg rundt og ledte efter et træ.  Men nu skulle det gå stærkt. Jeg afbrød telefonen og styrtede ind gennem en port for nu var det altså lige op over. Der holdt et par biler inde i gården så kunne jeg tisse bag én af dem. Men der hang også nogle skilte på væggen. Der stod: Politi. Nå, så kunne jeg godt lige finde et andet sted alligevel. Lidt længere nede af vejen stod der et nådigt træ.
Filip og hans familie fandt jeg med det samme, de stod ved starten og ved den fartholder jeg skulle følge. Kurt, svigerfaren, var der ikke. Han gik rundt for sig selv ét eller andet sted og koncentrerede sig. Sådan havde jeg det slet ikke, men måske burde jeg prøve at koncentrere mig tænkte jeg.
Det regnede lidt og det styrtregnede skiftevis. Det skal nok ændre sig tænkte jeg, så jeg skulle ikke nyde noget af paniktøjskifte i sidste øjeblik. Jeg havde besluttet mig for at løbe i en svedtrøje med den nye DoUrun løbetrøje udenpå og de 15 år gamle shorts som jeg er sikker på ikke gnaver, når blot jeg har underbukser på.
Nu var der kun 12 minutter tilbage og vi stod alle sammen ganske hyggeligt under Filips kones paraply. Kurt var kommet tilbage og han var også ved at være klar.
Fartholderne jeg skulle følge stod ganske tæt på. Det var to små, sporty kvinder lidt ældre end jeg selv. Jeg gik hen til dem for at spørge om de holdt pause ved vanddepoterne. Det gjorde fartholderen nemlig ved halvmaraton testen og da løb jeg med fartholdere, der var en anelse hurtigere. Inden jeg kunne nå at spørge, var en anden løber dog kommet mig i forkøbet og stillede det samme spørgsmål. Svaret var en anelse uvenligt tænkte jeg. "Nej det har vi sandelig ikke tid til, så kan vi ikke holde tiden" Det var ikke fordi jeg havde behov for at stå stille mens jeg drak vand, men jeg forstod det ikke rigtigt.
Jeg gik tilbage til de andre for at sige farvel. Kurt og jeg gav hinanden hånden og sagde "Viel Glück" og så bevægede jeg mig lige hen til målstregen.
Speakeren gav de sidste beskeder. Husk at drikke vædske ved de første depoter. Umiddelbart før start kom der et kæmpe tordenskrald og folk jokede nervøst med de fine forbindelser arrangørerne havde.
Kort efter kom så pistolskuddet, der skulle sætte de næste timers udfordring i gang.
Hele vejen opad Vester Voldgade stod der mennesker og klappede og smilede. Det var en rar fornemmelse, men jeg forsøgte at holde koncentrationen og holde mig tæt på fartholderne. Men det VAR rart med opbakningen.
For enden af Vester Voldgade og ned ad Nørre Voldgade fik jeg en lidt ubehagelig fornemmelse af tempoet. Det gik lidt for stærkt tænkte jeg og igen tænkte jeg på halvmaratontesten, da husker jeg at jeg tænkte på at det var et rigtig behageligt starttempo. Et tempo, jeg fornemmede jeg kunne holde lang tid. Det var som sagt blot en fornemmelse og jeg slog det ud af hovedet igen for alt var spændende og jeg var ovenpå. Åndedrættet var fint og jeg løb med gode kraftfulde skridt. Omkring hjørnet til Sct Hans Torv efter 5,5k, blev vi igen overvældet af masser af glade mennesker, der klappede og bakkede op. Det gav ekstra fart i benene. Ned langs Sortedams Søen og op mod Trianglen. Her blev vi mødt af dagens største mur af bifald og det gav endnu et ordentligt boost. På Trianglen spillede et sambaorkester og smukke piger dansede inciterende. Noget der fik ryggen til at rankes og skridtlængden til at øges.
På vejen ned ad Blegdamsvej fik jeg igen den der fornemmelse af at det godt nok gik hurtigt. Efter vanddepotet på Borgmester Jensens Alle, efter ca. 8k, var det imidlertid som om tempoet gik ned og jeg hørte to andre løbere tale om at de også fornemmede, at vi havde løbet lidt for hurtigt i starten. Et eller andet sted kunne jeg godt mærke en smule irritation, men det var sikkert fordi jeg begyndte at kunne mærke løbet og nu var vi efterhånden ved at runde de første 10k. Bare 3 "runder" mere af slagsen plus et lille nøk så ville den være der. Ved 10k skiltet løb vi på samme rute som jeg havde løbet sammen med drengene i går. Jeg tænkte på dem, smilede ved mig selv og fik ekstra kræfter.
Da tempoet blev sat ned var det som om mine ben var i fartoverskud og uden at ville det, var jeg kommet lidt foran fartholderne og det var faktisk rigtig rart for der var langt mere plads. Det er faktisk et mindre under, at man ikke kommer til at løbe hælen mere af hinanden end tilfældet er. Foran var der altså bedre plads og derfor tog jeg plads deroppe. Men jeg skulle ikke nyde noget af at løbe fra gruppen, jeg havde fuld focus på hvor den var. Det var som at blive skubbet i stedet for at blive trukket. Det virkede også som om jeg var blevet udstyret med et pulsur, der bippede hvis farten blev for lav. Dvs når fartholderne kom op på siden af mig satte jeg igen lidt tempo på. Det virkede rigtig godt.
Ved Nyhavn, 15k, stod Filip og hans familie. Filip nåede at stikke mig en gel og hans kone, Sabine forsøgte at tage et billede af mig.
Ved første sløjfes afslutning stod der igen et sambaorkester og de komplekse rytmer virker altså helt rigtig på mig.
Forbi startstedet, - vandoptankning. Videre, videre, videre. Det går en anelse opad ad Kalvebod Brygge, forbi Fisketorvet og op over Dybbølsbro. Pulsen begyndte at køre lidt op kunne jeg mærke, men jeg vidste fra mine træningsture, at den nok skulle gå ned igen. Det gjorden den dog ikke så hurtigt som jeg håbede og når jeg kikkede mig omkring kunne se andre løbere der også havde det varmt, som jeg selv. Der var heller ikke nogen der snakkede sammen mere. Jo det passer ikke, jeg hørte én, der alvorligt bemærkede at Ingerslevgade faktisk går lidt opad. Jeg lod mærke til at det nu var blevet solskin. Ned ad Enghave Vej og tæt på 20 kilometer. Så skulle vi opad Sjælør Boulevard og hvis der havde været en passage jeg havde frygtet lidt var det denne, fordi den virker så lang. Ved starten af Boulevarden krydsede vi 21,1. Samtidig kom der friske fartholdere. Halvvejs,- det hjalp lidt på moralen. Men nu startede stigningen. Den var nu ikke helt så slem som jeg havde frygtet. Til gengæld kom broen over til Ny Carlsbergvej umiddelbart herefter og hele dette område kender jeg faktisk ikke særlig godt. Umærkeligt tror jeg det var her det begyndte at blive hårdt. Sådan tænkte jeg ikke, men der skete et eller andet. Varmen, den lange stigning og det ukendte område. Jeg var irriteret, over at jeg ikke vidste hvor jeg var og hvornår jeg kom hen til Enghave Station igen. Ved vanddepotet på Ingerslevsgade hældte jeg to kopper kold vand i håret. Men jeg ved ikke rigtig hvor smart det egentlig var. Eller om jeg hældte vandet i håret fordi jeg var oppe i det røde felt. Det var ikke rart at løbe med det hår og jeg fornemmede igen en irritation.
Nu begyndte jeg at glæde mig til at løbe nedad Kalvebod Brygge. Samtidig begyndte jeg at tænke på, at det måske ville være rart at løbe efter fartholderne så jeg lod mig falde tilbage. Pludselig følte jeg at de løb hurtigt, men kunne det virkelig passe at jeg ikke kunne følge med dem længere? Nej og jeg ville da slet ikke smides af nu når vi løb ned forbi startstedet igen. Så jeg hang på. Opad Vester Voldgade og ind mod Chistiansborg og op mod Nørreport Station. Dette stykke husker jeg ikke meget fra, for her startede krisen rigtigt! Jeg tror det var omkring 28k, ved Nytorv, hvis jeg tænker mig rigtig godt om. Det var noget lort! Jeg kunne bare se gruppen med fartholderne fortone sig. Umiddelbart efter blev jeg råbt an af vores store pige som stod og vinkede og kaldte på mig. Det gav lidt ekstra kræfter, sådan skulle hun ikke se mig. Rundt om hjørnet, pyha det gik godt, men der stod Gud hjælpe mig, hendes kæreste og han skulle også helst se den pæne side af mig, så jeg kunne lige give den én tand ekstra. Men jeg var slidt kunne jeg mærke. Kort efter måtte jeg ned at gå, - og det havde jeg jo lovet mig selv ikke skulle ske. I hele træningsperioden har jeg aldrig gået. Faktisk er det vist kun sket een gang før. Benene sagde bare stop og det var uvirkeligt og tomt. Shit!
På mine træningsture spiser jeg altid en gel hver10. kilometer og husker altid at drikke rigeligt med vand til ellers virker det ikke. I dag ligger vanddepoterne med 4 kilometers intervaller og derfor var jeg startet tidligere med at spise det. Nu var jeg løbet fuldstændig sur i hvor meget jeg havde spist af stadset, men det var vidst rigeligt, for jeg fik helt kvalme af at tænke på at spise mere af det. Derfor drak jeg kun ulækkert, lunkent syntetisk vand ved depotet på Nørre-/Øster Farimagsgade. Men jeg havde det slemt og måtte igen ned at gå, men jeg var ikke den eneste der havde det sådan. Andre var også nede. En ringe trøst, men dog en trøst. Nu begyndte jeg at tænke på den næste fartholdergruppe, hvor Kurt sikkert sad i. Gad vide hvornår den kom. Hvis den kom ville jeg gøre alt for at hænge på den. Men jeg ville til gengæld også gøre alt for at holde mig foran den. Så meget var sikkert.
Lidt senere overvejede ganske kort om det her egentlig var umagen værd, at løbe så langt, men blev enig med mig selv om, at jeg aldrig ville kunne se nogen i øjnene mere, hvis jeg stod af. Så af sted igen. Omkring Sct Hans Torv og 32k, tog jeg mig voldsomt sammen og kom op i fart igen. Måske ikke rigtig fart, men jeg begyndte at løbe længere igen. Men jeg måtte alligevel ned at gå ind imellem. Langs søerne slæbte jeg og de andre løbere os af sted. Det var tydeligt at der var krise over hele linien og vi skiftedes til overhale hinanden. Totalt uorganiset. Det var ren overlevelse. Sambapigerne på Trianglen stod der stadig og de hjalp lidt på humøret, men de kunne dog ikke få mig rigtig op i omdrejninger. På Blegdamsvej stod 34k skiltet og et par meter efter stod en mand, der spurgte: "Hvor langt har I løbet, 35kilometer?" Og jeg og 2 andre løbere svarede som med én mund: "Nej 34". Måske var han læge i civil, der skulle checke om vi var ved vores fulde fem. Vi så sikkert forfærdelige ud.
På vej op ad Borgmester Jensens Alle lå det næste vanddepot og jeg tvang mig selv til at spise en gel for at få bare lidt energi. Samtidig drak jeg to krus vand. Efter vanddepotet havde vi i gruppetoen, som jeg deltog i, lidt svært ved at komme i gang igen. Vi gik lidt længere med vore vandkrus og kom forbi en official, der var i gang med at feje krus og bananskræller op. Han kikkede op og sagde: "Nå, jeg troede man skulle løbe" Jeg var rasende, men kom i gang igen. Om det var den kommentar eller den gel jeg spiste finder jeg aldrig ud af, men faktum er at det herefter gik lidt bedre. Faktisk kom der lidt væddeløb i gang. Ja vi løb lidt om kap. Jeg ved selvfølgelig ikke om de andre gjorde, men jeg gjorde i hvert fald. Vi skiftede til at overhale hinanden, så på den måde hjalp vi hinanden.
Efter på den måde at fået lidt kræfter igen, gik det nu ned mod Østerport. Faktisk begyndte jeg at tro på det igen og kilometermærket sagde 37k. Jeg var løbende igen! I min knæhasen begyndte jeg at mærke lidt til den lille dimmer som jeg har nævnt jeg havde på en træningstur. Blot kunne jeg nu pludselig mærke det meget mere. Der var ved at være lidt længere mellem tilskuerne nu. Faktisk stod folk med nogen afstand fra Trianglen og ned mod Østerport. Men nøjagtig ud for en lille familie, satte mit baglår sig fast i krampe. Jeg stønnede selvfølgelig, "Av!" og faren i familien så bekymret på mig og spurgte deltagende: "Det gjorde vist ondt?"
Ærgerligt, for jeg fornemmede faktisk at den værste krise var overstået og nu turde jeg så alligevel ikke rigtig løbe til igen af angst for at krampen skulle komme igen. Specielt når jeg løb hen over brosten kunne jeg mærke, at den lå på lur og nu var det begge ben. Jeg blev helt desperat over det. Tænk hvis jeg ville få så meget krampe at jeg ikke engang ville kunne gå i mål, med 5 kilometer tilbage! Men jeg kunne dog løbe og hvis bare jeg satte fødderne lige ned i asfalten gik det.
39k, Kastellet, Amalienborg 40k og 2,2k tilbage og jeg løb stadig. Nu løb jeg igen væddeløb, prøvede hele tiden lige at overhale én til.
Den sidste kilometer var lang og de sidste 200 meter var nærmest lige så lange. Men endelig var jeg der og der stod Filip, Sabine og Sabines mor. De vinkede og smilede. Jeg ved ikke om jeg var i stand til at smile. Fik en medalje om halsen og en official kom med et plastictæppe til mig. Men jeg kunne ikke finde ud af at tage det på, så hun hjalp mig det på skuldrene. Herefter gik jeg i gang med at fylde indenbords. Energibars, vand, yoghurt, boller. Jeg prøvede også energidrikken, men det kunne jeg ikke lide. Godt jeg ikke forsøgte mig med den under løbet.
Jeg gik blot rundt i området og turde ikke sætte mig ned fordi jeg var bange for at få krampe og derfor ikke kunne komme op at stå igen.
Da jeg havde sundet mig lidt kæmpede jeg mig hen til Filips familie og blev lykønsket.
Kurt var kommet ind 3 minutter efter mig, til trods for at han fulgte en fartholdergruppegruppe, der skulle være inde 30 minutter efter mig, Han var dog også løbet fra sin gruppe og var derfor inde nogle minutter før gruppen.
Filip var der ikke for han var gået for at lede efter mig. Kort efter kom han med et stort grin og gav mig et anerkendende dunk i ryggen. Nu sad jeg ned og nu kunne jeg begynde at nyde min præstation.
Jeg ringede hjem og fortalte, at alt var godt og fik endnu flere anerkendelser og rosende ord.
Efter en stund bevægede vi os over til Christiansborg og fik en omgang velsignet massage. DET var skønt. Jeg troede at massørerne kun kunne tilbyde en overfladisk omgang, når der var så mange deltagere, men det var det langt fra. Der blev taget grundigt fat og det var et af dagens højdepunkter at ligge der og bare lade sig forkæle, tænke dagens strabadser igennem og nyde sig selv.
Herefter kørte Filip mig hjem

Lørdag. 1 kilometer. Ja det blev ikke til mere i dag. Programmet dikterede en tur på 3k, men den tur droppede jeg. I stedet tog mine to drenge og jeg sammen ind til sportsudstillingen i Østerbro Skøjtehal og hentede mit nummer, t-shirt og min chip. Men drengene skulle også løbe Mini Maraton i Fælledparken og jeg løb sammen med den mindste. 1 kilometer. Den store løb 2 k. Rigtig dejlig dag. Der var masser af børn og alle var i højt humør.
På udstillingen kunne man bl.a. købe forskelligt løbeudstyr, tale med fartholdere og spise pasta. Vi fik en god portion sammen med alle de andre løbere. Jeg tænkte på at tale lidt med fartholderne, men jeg vidste egentlig ikke hvad jeg skulle spørge dem om, for jeg har jo besluttet mig for hvilken af tidsholderne jeg vil følge.
Min meget korte tur løb jeg med årgang 6 år og kilometertiden blev næsten hurtigere end jeg plejer at løbe mine ture;-)
Benene blev selvfølgelig ikke varmet ordentlig op, så jeg har ikke rigtig noget indtryk af hvordan de har det.
På en måde har de sidste par uger været lidt rodet rent løbemæssigt. Sidste uge sprang jeg en 5k tur over og i denne uge sprang jeg en 3k tur over. Overspringene foretog jeg for at blive helt frisk i benene og jeg fornemmer at det var gode beslutninger. På den anden side har jeg haft det godt med at følge løbeprogrammet slavisk. Det har givet en sikkerhed, jeg håber jeg kan bruge i morgen. Derfor har jeg det lidt ambivalent med de sidste uger. Men for fanden. En droppet tur på 5k og en 3k tur der blev til en 1k tur, det kan jo ikke vælte noget;-)
Det virker også lidt som om der er et eller andet jeg har glemt at checke eller kontrollere. Men det er forhåbentlig indbildning. Jeg har købt vaseline til skridtet og brystvorterne. En ny negleklipper så neglene kan blive klippet ordentlig. Gel er på plads, jeg tager 5 små poser med.
Min kammerat, Filip, ringede i øvrigt i går og tilbød sin assistance, hvis han kunne hjælpe med noget. Han skal følge sin tyske svigerfar ind til løbet. Det var svigerfaren jeg talte med ved konfirmationen for nogle uger siden. Jeg har aftalt med Filip at han vil køre mig og min bil hjem, hvis jeg ikke selv kan.
På en måde er jeg ikke helt oppe på mærkerne endnu. Det er i morgen! Jeg er heller ikke rigtig nervøs endnu. Det er selvfølgelig godt, at jeg ikke er nervøs, men der skal jo også gerne være lidt ekstraordinært krudt i benene.
Gennem dagen er jeg blevet fyldt op med flere portioner pasta og jeg har drukket masser af vand, uden at overdrive. Hvis jeg drikker for meget vand skal jeg bare op flere gange i nat. Jeg håber selvfølgelig på en rolig nat og at jeg kan falde i søvn.
Nu mangler jeg blot at uploade denne log, lægge mit løbetøj frem og pakke min taske, så er jeg lige ved at være der.......!

Onsdag. Inden løbet i aften var jeg egentlig lidt i tvivl om hvad en 3k tur skulle gøre godt for. Selvfølgelig kunne jeg godt forstå at man skal holde fødderne i gang. Men 3 kilometer!
Da jeg så var kommet af sted fandt jeg næsten med det samme ud af hvad det drejer sig om, for det var en pragtfuld aften, uden vind. Det handler selvfølgelig om løbelyst. Det var ikke svært at komme af sted fordi turen var så kort og da jeg så var kommet af sted havde jeg bare lyst til at tage 5k mere. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men det var meget motiverende.
På turen mødte jeg ikke et øje og godt for det for det var vigtigt, at det blev en helt rolig joggetur. Det var godt jeg ikke mødte nogen, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være med at sætte farten lidt op når jeg møder nogen. Det er dog min hemmelighed og det er der aldrig nogen, der skal få mig til at indrømme;-)
Der var en anelse murren i benene på de første kilometer, men jeg tror det har noget at gøre med at benene knap nåede at blive varme.
Om eftermiddagen kørte min søn og jeg til Høje Tåstrup og købte gel til søndagens løb. I sportsbutikkerne i Roskilde havde de udsolgt i det mærke jeg hidtil har brugt og jeg ville ikke begynde at eksperimentere med andre fabrikater på søndag.

Mandag. Sidste uge. Nu skal jeg simpelthen ikke have en skade! Jeg er faktisk ved at være igennem træningsprogrammet som har varet over et halvt år. Det er fanme lang tid! Trætheden og småirritationerne i benene er pr nedadgående, men jeg har valgt ikke at løbe mig helt ud i dag, selvom programmet dikterer "at". Anvisningerne om at løbe "at" eller "it" har jeg ikke været så god til at overholde, bortset fra de dage hvor ånden har været over mig, - så har jeg løbet "at".
Men eftermiddagens tur blev som sagt løbet i pænt tempo, som medførte en udmærket tid. Benene spænede endog helt uden mislyde. Med de resterende to ultrakorte 3k ture, tror jeg faktisk det ender med, at benene er helt i top på søndag.
Allerede da jeg løb hjemmefra havde jeg besluttet at lægge godt fra land i et nogenlunde højt tempo. Det gik fint og jeg løb og tænkte på nogle af mine oplevelser i starten af mine lange ture. På disse lange ture er jeg i sagens natur altid startet meget langsomt, men det er også på netop disse ture jeg har oplevet en følelse af at mine skinneben syrede til. Det lyder sindsygt, men sådan føltes det nogle gange;-) Måske det uvante, langsomme løb bruger musklerne på en anden måde end mit mere almindelige løb. Det er ikke til at vide, men sådan er én af teorierne der har kørt rundt i hovedet på mig. Sådan er det jo. Folk der har løber kender sikkert denne ekstremt høje intelligens man pludselig kan få mens man løber? ;-)
Snart skal jeg til at tænke på at få spist ordentligt. Jeg har hørt om folk der spekulerer i deres kulhydrat indtag og næsten ikke spiser kulhydrater de første dage af den sidste uge, for så at voldæde kulhydrater dagene op til løbet. Det har jeg nu ikke tænkt mig. Jeg spiser helt almindeligt de første dage, selvfølgelig uden at spise til jeg revner. De sidste par dage følger jeg så én eller anden spisevejledning jeg finder i en bog eller på nettet.
Som tidligere beskrevet kredser mine tanker om de praktiske forhold omkring løbet. Noget af det værste jeg kan forestille mig, der kan ske og som jeg virkelig kan blive helt svedt over at tænke på er, at jeg skal på lokum umiddelbart før løbet skydes af. Hvad gør jeg så? Under mine træningsture har jeg været af flere gange, med alvorlige ærinder. Men da har jeg heldigvis løbet på landet, hvor jeg altid har haft mulighed for at løbe ind i en skov eller ned i en grøft. Tænk hvis det sker på søndag! Før mit første halvmaraton, i sommer sad jeg formålsløst på tønden næsten en time. Der skete intet andet end at jeg efter løbet kom ud med en kodyl hæmoride.
Nej det er virkelig vigtig at toiletbesøget times perfekt på søndag. Hvis det lykkedes tror jeg til gengæld, at alt kan lade sig gøre ;-)

Søndag. Dagen kommer nærmere og nærmere. Jeg kan tydelig mærke at det fylder meget i hovedet på mig. I starten af løbeprogrammet for snart ½ år siden lå målet uvirkeligt og abstrakt langt ude i fremtiden. Men i bittesmå ryk er det altså kommet dertil, at alvoren kun ligger én uge fremme. Igen og igen sidder jeg om aftenen med kortet af løbsruten, løbeprogrammet og mine tider og bare kikker. Jeg kan bruge rigtig lang tid på at visualisere løbet. Hvor jeg skal parkere, hvordan jeg ankommer til startstedet, hvordan løbet skydes af, hvordan jeg har det ved 5k osv osv. Pludselig virker det hele ikke så uvirkeligt og abstrakt længere. Hvornår ændringen er indtruffet, har jeg ikke nogen fornemmelse af. Men jeg mærker i høj grad, at nu ER det snart alvor.
Benene var lidt friskere i dag, men jeg skal allerede i morgen ud at løbe 10k. Så er træningen imidlertid også så småt ved at være slut, for så resterer der blot to joggeture på hver 3k. Det er stort set det samme som at holde pause og jeg satser derfor på at være topfit til søndagens strabadser. Et sted læste jeg en træner sige, at det gælder om at have en hel juleaften i maven, når man begiver sig ud på en maraton. Den følelse tror jeg godt jeg kender og den satser jeg på at have på næste søndag.
Langtidsprognosen for vejret, er efterhånden nået frem til næste fredag. Den siger overskyet med nogen sol. Det lover godt, men jeg tør ikke rigtig tro på det endnu. Overskyet vil være super! På dagens tur var der masser af sol og jeg svedte igen som et svin. Ret tidlig i træningsforløbet, for flere måneder siden, spekulerede jeg i hvordan jeg skulle bære mig ad med at forberede mig på et maratonløb i høj solskin. Grunden til spekulationerne var at jeg jo på langt de fleste træningsture har løbet sent om aftenen, hvor det er køligt. Jeg bestemte mig på daværende tidspunkt for, at når jeg kom hen på foråret, ville jeg tvinge mig selv til at tage nogle træningsture i høj solskin og på den måde vænne mig til varmen. Det er dog blevet til alt alt for få "hedeture". Så hvis det er banke solskin den 22. maj, ja så har vi en ny situation, som jeg ikke rigtig ved hvordan jeg vil reagere på.

Fredag. Meningen med de sidste uger her, var jo at jeg skulle trappe ned og blive helt frisk. Derfor skippede jeg undtagelsesvis en 5 k. tur i mandags. Det var godt jeg gjorde det, for benene værker både her og der. Det er en smule alarmerende. Det er både ankel, knæ og lysken der murrer. Ikke meget, men dog på en måde som gerne skulle være helt væk den 22. maj.
Træningsturen i dag kom først i gang halv sent i aften, selvom jeg havde planlagt en løbetur på landet. Jeg havde imidlertid ikke tid før. Turen blev stykket sammen af 10k turen langs havnen og 5k aftenturen. Det gik fint.
Det er blevet rigtig dejligt løbevejr, også om aftenen. Der var mange feststemte mennesker på gaderne. For snart mange år siden var det mig selv, der gik der. Bytur stort set hver week-end, både fredag og lørdag. Nu foregår byturene iført korte bukser og løbetøj  og  det er også skønt, men på en helt anden måde;-)
Som det er fremgået har jeg de sidste dage tænkt lidt over hvordan jeg skulle gribe maratonløbet an rent hastighedsmæssigt og det skal ikke være en hemmelighed at jeg efter onsdagens succesfulde 10k tur, har flirtet lidt med tanken om at følge en "fartholderballon", der er 15 minutter hurtigere end den jeg oprindelig havde forestillet mig. Efter aftenens tur tror jeg nu nok, jeg alligevel holder mig til netop den oprindelige hastighed. Ikke fordi jeg i aften løb langsomt eller, at jeg var speciel træt, nej mere fordi aftenens hastighed på de 15k var passende og det indikerer altså et forsigtigt udlæg.

Onsdag. I går, tirsdag, sprang jeg en 5k tur over. Benene var trætte og brugte og jeg har flere aftener før, siddet og arbejdet. Så helt ekstraordinært prioriterede jeg altså sengen frem for løbeskoene. Faktisk har jeg været lidt demotiveret siden den lange tur i søndags. Efter de mange velgennemførte lange løb har jeg været helt lettet. Jeg gjorde det sku'! Sådan har jeg haft det. Lettelsen har næsten været så stor, at jeg nærmest følte det som om projektet allerede var overstået. Det er det selvfølgelig slet ikke. Jeg mangler stadig den sværeste del.
Nedtrapningen er i gang. Søndagsturen løb jeg søndag morgen, det betyder at jeg faktisk ikke har løbet i 2 ½ dag og det er næsten 2 måneder siden jeg har haft så lang en løbepause. Meningen med nedtrapningen er jo at kroppen skal hvile og reagere på de mange træningsture med en bedre form. Så jeg har altså haft 2 ½ dag til at kommen ovenpå. Motivationen i aften var imidlertid alligevel ikke overvældende, men jeg var dog ikke i tvivl om jeg nok skulle komme af sted.
Kl 22:00 kom jeg ud af startblokken og jeg havde ikke løbet mange skridt før jeg kunne mærke at der var sket noget. Jeg kunne med det samme mærke, at det ville blive en bemærkelsesværdig tur. Hvilepausen havde haft sin indflydelse og jeg havde masser af kraft. Jeg løb og tænkte på, at det virkede som om kroppen havde brugt hvilepausen til at gå i forsvarsposition til den næste tur. Som om den tænkte: "Gad vide hvornår og hvad han kan finde på at byde mig næste gang"
Det blev fantastiske 10 kilometer! Når jeg ind imellem blev lidt træt, satte jeg farten op, hvor jeg normalt , naturligt sætter farten ned for at holde hjem. Tiden blev ikke PR, men blandt de tre hurtigste 10k ture jeg nogensinde har løbet.
Det virker som perfekt timing, at formen er der 11 dage før løbet.

Søndag. Ok tur. Jeg tog den med ro. Tog mig god når jeg skulle drikke vand. Stod af og tissede. Ikke desto mindre blev tiden faktisk ganske god.
Desværre havde jeg glemt at købe gel til at spise, det var en klar fejl, for jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke energien når jeg har spist det. I stedet medbragte jeg en pære og det var ikke nogen ubetinget succes og jeg fik lidt ondt i maven af den.
Da jeg løb af sted hjemmefra, hørte jeg mig selv give følgende besked til familien: "Det er bare 21 kilometer" Det fortrød jeg efter få kilometer. Det er skrevet før i denne log. De første kilometer er ofte besværlige og stridsomme at komme igennem og det var de også i dag. På de første 5 kilometer løb jeg og spekulerede på hele projektet. Hvordan jeg dog kunne kaste mig ud i det, når det var SÅ hårdt bare at løbe 3, 4 og 5 kilometer. Så fik jeg en tår vand efter 5k og vips var de gode ben der. Det er utroligt. Herefter kunne jeg løbe til verdens ende. Selvfølgelig var jeg træt da jeg kom hjem, men slet ikke på nogen alarmerende måde.
Søndag, der er to uger tilbage! ;-)

Fredag. Hidsig og hurtig tur. Jeg ved ikke hvor meget disse korte ture giver i forbindelse med maratontræningen. Men sammen med de andre ture, specielt når de ligger dagen efter et andet løb, er det vel ok. Måske bevarer jeg på den måde en vis belastning af organismen, der gør at formen bliver bedre.
Turen gik godt, men jeg kan mærke jeg ser frem til nogle kortere uger, som forhåbentlig giver mig ro til at blive mere løbesulten. Som det er nu er jeg træt. Når jeg ser på alle fluebenene på mit udprintede løbeprogram, kan jeg næsten ikke fatte at jeg har løbet alle de lange ture. Specielt de sidste par stykker på 32k er helt uvirkelige. Tænk hvis jeg skulle til at løbe dem nu. Jeg orkede det næsten ikke! Derfor glæder jeg mig rigtig meget over at det er overstået og samtidig glæder jeg mig til at trappe ned. Det er jo også rigtig mange uger jeg har kørt på uden nogen form for restitutionsuge. Oven i købet lagde jeg jo en ekstra uge ind, hvor jeg løb Sparta halvmaratonløbet. Så der er ikke noget mærkeligt i at jeg er træt og jeg er samtidig fuld af fortrøstning over at løbene er vel overstået. Nu mangler jeg blot de 21,1k på søndag så kan jeg ikke gøre så meget mere.

Torsdag. Langsom tur, mest for at spare på kræfterne til på søndag.
I går, onsdag havde jeg en rigtig god oplevelse, til gentagelse. Mit arbejde har stillet en massør til rådighed for os, én gang om måneden og i går havde jeg fået en tid. Massøren fandt en irriterende myose under mit skulderblad. Den blev grundig behandlet. Men jeg har jo også gennem den sidste tid haft ondt i lænden p.gr.a. en masse arbejde, hvor jeg har været nødt til at sidde ned rigtig længe. Lænden masserede hun også. I dag torsdag, er lændesmerterne væk og myosen er mindre irriterende. Det er skønt! Mens jeg lå på briksen fortalte jeg hende om maratonprojektet. Næste massage d. 25. maj og da vil hun gerne give benene en omgang. Det er helt perfekt.
De sidste nætter er jeg i øvrigt vågnet nogle gange med urolige ben. Jeg ligger og strækker benene kan jeg mærke. Det er egentlig ikke ubehageligt, bortset fra at jeg vågner af det.

Tirsdag. Solskin i mere end én forstand! Det var årets første tur i sommervejr og det var en rigtig, rigtig god tur. Benene havde det godt og farten var høj. Det var også godt at mærke at jeg kunne svede igennem. Indimellem har jeg på løbeturene haft en fornemmelse af at jeg ikke rigtig kunne komme af med varmen. Det kunne jeg i hvert fald i dag! Specielt efter turen, da jeg drak 1 liter vand. Det var som at åbne en vandhane. Sveden lavede en lille sø under mig.
Det var en klog beslutning jeg tog i søndags at afbryde løbet efter 4k. Det var bedøvende ligegyldigt om jeg løb 4 eller 5k, men det var ikke ligegyldigt om jeg var løbet videre med ondt i achillessenen. Jeg var lidt spændt på hvordan benene ville have det i dag. Men de havde det som sagt fint, hele vejen.
Min plan er i øvrigt at løbe 10k, 10k, 5k og 21,1k denne uge. Altså konvertere en 8k tur om til en 10k. Ugebelastningen er klart på vej ned og det er sjovt at mærke at 21,1k nu føles som en "kortere" tur. Ja alt er relativt. 
Når jeg mærker overordnet efter, hvordan jeg har det, kan jeg godt mærke jeg er lidt træt. Men så længe jeg kan løbe med en pausedag mellem hvert løb så går det. Om morgenen når jeg vågner mærker jeg lige efter hvordan benene har det og det er tydeligt, at hvis jeg har løbet dagen før, ja så er der en vis stivhed. Hvis jeg imidlertid mærker dagen efter en pausedag, så er benene bløde og klar til endnu en løbetur.
Mit navn er kommet på deltagerlisten, det giver lidt kriller i maven.

Søndag. I dag skulle jeg hjælpe min gode ven Peter med at flytte. Han skulle flytte ned fra 2. sal og igen op på 2. Indflytningen dog med elevator. Benene var imidlertid stive som træpæle da jeg stod op, så jeg var lidt i tvivl om hvordan den flytning ville spænde af for mit vedkommende. Det viste sig imidlertid, at benene havde meget godt af at blive bevæget lidt. Efter får ture op og ned glemte jeg alt om ømhed og fik flyttet masser af kasser, potteplanter og møbler, mens sveden sprang fra panden.
Det gik faktiske så godt at jeg bestemte mig for en kort løbetur om aftenen, da jeg var kommet hjem. Jeg tænkte 5k er sikkert fint. Bare for lige at få benene op på mærkerne igen. Helt roligt tænkte jeg. Jeg joggede uden ur og det var en pragtfuld og behagelig fornemmelse blot at løbe for "fornøjelsens" skyld. Jeg nød det virkelig. På den måde fik jeg så også den lidt dårlige oplevelse fra i går, lørdag, på afstand.
Halvvejs fik jeg dog lidt ondt i den højre achillessene og stoppede derfor løbet efter 4k. Nu skal jeg ikke have en skade når jeg nu er så tæt på målet. Alt for mange gange har jeg været så dum at tro, at man kan løbe smerten væk.

Lørdag. 32 kilometer, det var uhyggelig hårdt! Jeg løb den samme tur som i søndags, blot den modsatte vej rundt. I forbindelse med den anden tur, skrev jeg noget forbandet sludder om, at hvis jeg måske løb rundstrækningen som i dag, så kunne det være at ruten føltes mindre kuperet. Vel var den ej, det var uhyggeligt! Ganske vist løb jeg 2 minutter hurtigere end i søndags, men jeg var markant mere træt. Faktisk tror jeg ikke, at jeg var helt restitueret fra turen i søndags. Benene virkede slidte. Allerede efter få kilometer havde jeg ondt overalt i benene. Knæskal, på siden af knæet, hofte, skinneben. You name it. Smerterne forsvandt imidlertid efter ca. 20k. Samtidig kom jeg ind i en ok periode og i den periode husker jeg, at jeg overvejede lidt om ikke jeg bare skulle løbe et par ekstra kilometer når jeg kom hjem. Det skulle vise sig at være helt til grin;-) De gode ben holdt ikke ret lang tid for jeg blev forfærdelig træt. Fra 28k og hjem kæmpede jeg og det bedste jeg kan sige om afslutningen er, at jeg kom løbende i mål. Jeg har endnu ikke været nede at gå.
Som på turen i søndags havde jeg ekstra vand med, men det sidste vand drak jeg efter 25k og jeg var tørstig til sidst, så jeg tror jeg drikker en anelse for lidt vand. I ekstraflasken har jeg 25 centiliter, mens de 4 små flasker jeg har med i mavebæltet er noget mindre. På turen i dag var det ret lummert, på den måde at jeg fornemmede at insekterne fløj lavt og at det måske kunne begynde at regne når det skulle være. Det gjorde det nu ikke, men ind imellem håbede jeg faktisk på, at det ville begynde.
En anden ting der gjorde at turen ikke var helt optimal forberedt var, at jeg efter arbejdet fredag holdt afsked med en god kollega og her drak jeg 5 øl. Jeg kunne godt mærke det i hovedet da jeg stod op. Derfor ventede jeg med at løbe til kl 16:00. Da var jeg helt frisk, men jeg ved ikke om vædskebalancen var helt i top.
Mens jeg sad og fik pusten efter løbet drak jeg mere end en hel liter vand og ½ liter æblejuice. Det var dagens højdepunkt;-) og om aftenen havde jeg ikke ondt i hovedet som jeg nogen gange har haft efter de lange ture.
Men nu er jeg færdig med de rigtig lange ture. Jeg har løbet to ture på 25k, en tur på 28k og to ture på 32k. Det har været meget lærerigt og jeg tror jeg har en fornemmelse af hvad der venter mig. Nu håber jeg kroppen begynder at forberede sig på det store løb og reagerer med en bedre form. Det var jo sådan set det, der var hensigten med alle strabadserne. Næste uge begynder nedrapningen og det glæder jeg mig til, jeg har før oplevet pludselige positive formændringer når jeg har nedsat anstrengelserne. Så må jeg blot håbe, at kulminationen indtræffer d. 22. maj;-)

Torsdag. Jeg var lige ved at omstemme mig og bare køre løs med kilometerne denne uge og løbe nogle flere kilometer i dag. På den måde kunne jeg have oparbejdet det "rigtige" antal kilometer i denne uge. På trods af mine overvejelser i det forrige indlæg. I sidste øjeblik besindede jeg mig dog og holdt fast i en kort tur i dag. Den beslutning tror jeg, jeg bliver glad for på lørdag;-)
De 5k løb jeg i formiddag og om eftermiddagen gik jeg så på posthuset og tilmeldte mig Copenhagen Marathon 2005.
Tilmeldingen er blevet udskudt fordi jeg ville være helt sikker på jeg kunne gennemføre løbet. Jeg har også spekuleret på om jeg har gået og udskudt tilmeldingen netop fordi jeg var i tvivl om jeg kunne gennemføre det. Derfor mærkede jeg lige efter da jeg gik ud fra posthuset, med postkvitteringen i lommen. Var det så en stor begivenhed? Var der sommerfugle i maven p.gr.a. at nu var det alvor? Til begge spørgsmål kan jeg svare et højt og rungende: "Næ" ;-) - og det er jeg godt tilfreds med.
Jeg er klar til løbet og det har jeg været længe!

Tirsdag. Ben, knæ og lår er stadig lidt ømme, men faktisk har jeg det forbavsende godt.
Ifølge løbeprogrammet skal jeg i denne uge løbe 7k, 10k, 5k og 32k. Søndag skal jeg imidlertid hjælpe en god ven med at flytte og derfor rokerer jeg lidt om på dagene og distancerne og løber i stedet den lange tur lørdag. Det samlede antal kilometer skulle gerne ende i nærheden af 54k. Det er ikke sikkert jeg når helt derop, det vil vise sig. I starten af programmet var jeg helt hysterisk med at ramme anvisningerne præcist og det har jeg også næsten gjort gennem alle ugerne. Jeg er imidlertid ikke længere helt så bekymret for at gøre noget andet end løbeprogrammet siger. Det skyldes sikkert at jeg er ved at være godt igennem programmet og på den måde bevist over for mig selv at jeg rent faktisk var i stand til at følge det.
Der er forskellige grunde til at det har været så vigtigt for mig at holde mig præcist til løbeprogrammet. Jeg løber jo ikke så fantastisk hurtigt og er på mange måder på Herrens Mark i forhold til hele det her projekt. Men én ting jeg i hvert fald kunne gøre var at følge programmet til punkt og prikke. Denne uge kan jeg imidlertid mærke at det vil være ok måske at skære ned på det ugentlige antal kilometer. Hellere det end at forcere programmet igennem med en skade til følge. Jeg skal jo snart tilmelde mig løbet! Løbepasset på 7k lader jeg hænge lidt i luften, forstået på den måde, at jeg på søndag aften, altså dagen efter de 32k, tager stilling til hvor langt jeg er i stand til at løbe.
På dagens tur løb jeg ud på landet og jeg synes selv jeg løb godt til, god kadence og gode kræfter. Tiden var imidlertid til min overraskelse ikke bedre end så mange gange før. En ok tid, men ikke supergod. Mærkeligt, men nu gælder det om at komme til kræfter til den sidste alvorlige tur på lørdag.

Søndag. 32 kilometer er fanme langt, men det gik godt! Ryggen havde det fint, kun midt i løbet mærkede jeg lidt til den over 4 - 5 kilometer.
På de første 8 - 10 kilometer tegnede det ellers ikke til at turen skulle komme til at fungere. Jeg var tung og skinnebenene virkede "syrede", men det har de nu før gjort i starten af en lang tur. På denne tur var jeg dog langt mere opmærksom på at starte langsomt ud og det fik jeg gavn af til sidst.
Ruten havde jeg igen lavet ud fra 25 og 28k turene. Jeg havde klippet lidt her og tilføjet lidt der, så ruten flere steder var helt ny. De nye passager viste sig dog at være frygtelig kuperede og jeg overvejer at løbe den anden vej rundt næste uge, hvor jeg igen skal løbe 32. På dagens tur rundt virkede bakkerne, der går opad, virkelig lange mens turene nedad korte og stejle. Tidligere har jeg omtalt denne problematik og den bliver ikke mindre af at benene sejler under én efter 24k skulle jeg hilse at sige;-)  Problemet er, at de lange sejge opløb er så fantastisk anstrengende, mens jeg ikke føler jeg kan udnytte det korte stejle nedløb. Faktisk føles det som om jeg skal bruge en masse energi på at holde igen og ikke løbe for stærkt ned ad de korte stejle. Men måske er min topografiske opfattelse indbildning, det vil vise sig når/hvis jeg løber den anden vej rundt næste gang.
På turen havde jeg skiftet bananen ud med rosiner og det virkede faktisk rigtig godt. Faktisk følger jeg mig ofte på de lange ture direkte sulten og jeg ser virkelig frem til at spise frugt eller spise gel under turene. Jeg indtager vand og forplejning hver halve time, det er et passende interval. Det bliver imidlertid rart at slippe for selv at skulle slæbe al den forplejningen til maratonløbet. Vanddunke, mavebælte, vandflaske.
Som sagt gik denne tur bedre end den sidste 28k tur, det kan skyldes at jeg ikke havde vand nok med på 28k turen. På dagens 32k, havde jeg derfor taget en relativ stor flaske vand ekstra med. Den løb jeg med i hånden, den første halve time. Da jeg havde drukket den smed jeg den i skralderen. Det virkede fint, man kan faktisk godt løbe med en flaske i hånden, i hvert fald et stykke tid.
Da jeg kom ind på de sidste 7k troede jeg at jeg kunne gentage succesen fra halvmaratonløbet sidste søndag. Jeg troede jeg kunne sætte farten op og vinde lidt tid. Det lykkedes kun momentvis for jeg var virkelig træt, dog ikke mere træt end jeg fornemmede at jeg kunne have taget et par kilometer mere. Jeg følte jeg kom i land på værdig vis i dag, altså ikke mere træt end man kunne forvente efter så lang en tur.
Da jeg kom hjem så jeg imidlertid ikke, at der holdt en fremmed bil foran vores hus, så lidt forstyrret har jeg været. Gerda og Yngve var på besøg. De sad i haven og drak kaffe med min familie. Jeg forsøgte at hilse på dem uden at lade dem mærke hvor udaset jeg var. Fik mig stablet ned på en børneskammel, med risiko for at jeg aldrig ville kunne rejse mig igen. Her opdagede jeg så to kæmpe slidmærker på inderlårene. Da jeg løb af sted havde jeg nemlig ladet mine underbukser blive hjemme og de plejer at sørge for at shortsene ikke skraber frem og tilbage på lårene. Det husker jeg lige næste gang.
Det lykkedes mig selvfølgelig at komme op at stå igen, for faktisk havde jeg det rigtig godt. Glædeligt og jeg tager det som et godt tegn.

Fredag. Jogge tur, - dvs meget langsom tur.  Jeg er meget spændt på turen på søndag og hvordan den vil spænde af. På den sidste 28k tur havde jeg det jo lidt hårdt, det skulle ikke gerne gentage sig.
Ryggen teer sig stadig lidt, men det er blevet meget bedre.
Rygirritationen går ned i benene og gør dem lidt tunge og det ærlig talt ikke de bedste startbetingelser når jeg skal ud på den lange tur søndag.
Hvad skal der ske efter maratonløbet? Tanken trænger sig mere og mere på. Jeg har været så focuseret på hvordan løbet d. 22. maj vil forløbe, at den efterfølgende tid har været nærmest ikke eksisterende i løbesammenhæng. Har jeg lyst til at løbe mere efter et forhåbentlig veloverstået projekt? Hvor langt har jeg i givet fald lyst til at løbe? Hvilke nye mål skal jeg sætte mig? Osv.
Måske vil jeg løbe et halvmaraton kort tid efter maratonløbet for at udnytte den gode form og så vente med at tage stilling til hvad der skal ske.

Onsdag. Det er godt nok længe siden jeg har løbet en 5k tur. Flere måneder.
Det var sjovt, tiderne ligger stadig i ryggraden på mig. Jeg ved præcis hvor jeg skal ligge tidsmæssigt når jeg befinder mig ved en bestemt sidevej og ved en ensom lygtepæl, osv. Samtidig har jeg også en klar fornemmelse af hvor anstrengt jeg plejer at være på de pågældende fixpunkter. Da det som sagt er længe siden jeg løb 5k ruten var det rart at mærke at jeg tydeligvis var langt bedre løbende end jeg var sidst jeg løb turen. Det manglede også bare med den træningsmængde jeg har fyldt på siden da.
Så dagens tur var hurtig, uden jeg løb mig ud. Jeg skal løbe endnu en 5k denne uge, men den bliver langsommere for at være helt klar til søndag.

Tirsdag. Stadig lidt ondt i halsen, nu også lidt ondt i ryggen. På arbejdet har jeg siddet på en stol 2 dage i træk og det er ikke godt.
Det var heller ikke så godt at løbe med den ryg, - jeg kunne mærke det helt ned i benene. Håbede det ville hjælpe på ryggen når jeg blev varmet op. Det gjorde det egentlig ikke, på den anden siden, blev det heller ikke værre. Så resultatet af turen var tilfredstillende.
Nogen gange virker denne blog som én lang sygejournal, men der ikke noget at gøre ved det. Projektet handler om min fysiske formåen og derfor handler mine notater også om hvordan jeg har det. Faktisk har jeg haft rigtig mange spekulationer om alverdens irriterende skavanker, som det er fremgået. Jeg har egentlig ikke været i tvivl om jeg konditionsmæssigt ville kunne gennemføre mit maraton, tvivlen har snarere drejet sig om skader og frygten for at der skulle opstå en sådan.
Løbeturen blev gennemført i et adstadigt tempo. Jeg skal ikke nyde noget at bruge for mange kræfter så jeg har ømme ben til søndagens 32k.

Søndag. Solen skinnede i morges, men samtidig virkede det en anelse koldt og blæsende. Jeg var spændt da jeg stod op kl 6:00. Jeg skulle op og køre min ældste søn på fodbold træningslejr og jeg skulle op og spise en ordentlig skudefuld havregrød med bananskiver. Det var nemlig i dag der var Sparta maratontest. Halvmaraton.
Løbet startede kl 9.30 og til det sidste var jeg i tvivl om, hvor meget tøj jeg skulle have på. Når jeg kikkede på de andre løber var alle påklædninger repræsenteret, lige fra korte bukser og løbertrikot til fuld træningsdragt. Jeg havde også lange træningsbukser på indtil 5 minutter før løbet gik i gang. Det er typisk, jeg kan altid lige nå at lave panik for mig selv i sidste øjeblik. Men jeg nåede at smide bukserne og godt for det, for selvfølgelig blev det drønvarmt. De løbere, der var kommet af sted i træningsdragt havde det rigtig varmt kunne man se.
Et irritationsmoment var, at det tog ulidelig lang tid at nå frem til startstregen efter at starten var gået. Det føltes som minutter, men det var sikkert indbildning. Godt der bruges chip til Copenhagen Marathon.
Der var vist omkring 1400 løbere til start og det var godt for mig at mærke spændingen før et løb, for faktisk har jeg ikke deltaget i så mange. Jeg blev også pludselig lidt i tvivl om hvilken fartholder jeg skulle følge, men besluttede mig for en langsom én af slagsen. Måske blev jeg lidt nervøs lige før jeg skulle af sted. Meningen var jo bl.a. at jeg skulle prøve at løbe med en fartholder for at mærke hvordan det var. Det virkede udmærket, farten VAR langsom, men det var godt for mig. Det var godt at starte løbet i overskud og mærke at jeg sagtens kunne følge med og at åndedrættet var langsomt. Jeg tog mig i at prøve at løbe et langt stykke, hvor jeg kun trak vejret med næsen.
Det var en rart at opleve, hvordan løbere passer på hinanden med tegn når der kommer forhindringer. Cykler, glasskår, skilte, stativer osv. Samtidig var det også en ny fornemmelse for mig at løbe så tæt på andre løbere i så lang tid. Faktisk var det lidt vanskeligt at komme ind i en ensartet kadence, hvor benene går af sig selv. Opmærksomheden skulle i den grad være focuseret på de andre løbere, så jeg ikke kom til at løbe op i hælen på en anden eller selv blive løbet over ende. Ikke at det var et stort problem, men jeg fornemmede dog, at der pludselig kunne ske noget.
Efter få kilometer sprang den ene af fartholdernes ballon og jeg løb og håbede på at den anden holdt, for jeg kunne mærke, at jeg følte det var vigtigt at følges med dem.
Den ene af fartholderne var virkelig i overskud, kunne man mærke. Han kunne, mens han løb, med lethed råbe gruppen op. Ved første vanddepot proklamerede han til min overraskelse 30 sekunders pause. Da vi kom til Assistensen begyndte han at fortælle om kirkegården og hvem der ligger begravet derinde! ;-) Det var egentlig rigtig hyggeligt og jeg løb og følte mig godt tilpas i feltet.
Kort efter ad Stengade, jeg tror det er efter 13 - 14k, kom jeg op på siden af fartholderne og jeg var som sagt godt tilpas og jeg var på nippet af at begynde at snakke med dem, selvom jeg plejer at hade at tale når jeg løber. Men så tænkte jeg alligevel, at jeg da også kunne løbe lidt længere frem foran gruppen for at fornemme hvordan det var. Det viste sig at være en rigtig god ide, for pludselig kunne jeg mærke at jeg havde rigtig gode ben og at det egentlig føltes bedre at løbe lidt hurtigere. Også fordi der pludselig var plads rundt om mig. Kunne det virkelig passe, at jeg kunne løbe så hurtigt? Jeg undrede mig. Det kunne passe. Jeg løb i det opskruede tempo resten af turen. Det var helt perfekt og en rigtig god lektie tror jeg. Hellere lægge helt roligt ud og så give den gas til sidst, hvis det er muligt.
Faktisk løb jeg så godt, at jeg håbede at jeg kunne fange den fartholder gruppe der lå 10 minutter foran os. Det lykkedes dog ikke, men jeg kom i mål med fanen højt og med flere kilometer i benene, hvis det skulle være.
Det var en rigtig godt dag, hvor jeg fik mange gode erfaringer jeg kan bruge når det går løs den 22. maj.
Resten af dagen havde jeg lidt ondt i hovedet, sikkert p.gr.a. vædskemangel, så det skal jeg også lige huske at gøre noget ved næste lange løb.

Fredag. Startede ud i et almindelig godt friskt tempo og havde besluttet mig for ikke at presse mig selv for meget. Det gjorde jeg heller ikke. Tempoet holdt imidlertid helt hjem og jeg løb ny personlig rekord på 8k turen. Forbløffende. Måske giver den lange 28k tur bonus nu? Jeg var ikke særlig træt og glæder mig nu til søndagens test.
En anden positiv detalje på turen. I et sving kom jeg lidt ud i rabatten, hvor der var hårdt og ujævnt. Jeg vrikkede lidt om på den dårlige ankel, men det gjorde næsten ikke ondt. Det kunne virkelig være rart at slippe for at tænke på det.
Halsen har det ikke så godt, men det betyder tilsyneladende ikke noget for mit løb. Jeg vil forsøge at komme tidlig i seng, lørdag og være så udhvilet som muligt søndag.

Onsdag. Hurtig aftentur langs havnen. Gode ben og tiden blev udmærket.
Jeg er blevet lidt influid, - ondt i halsen og hoster lidt. Det vil imidlertid være fatalt at blive forkølet nu, så jeg lader som ingenting. Badam, badam badam badam ;-)
Denne uges ture, denne ekstrauges ture, skal lægge op til halvmaratonløbet på søndag. Jeg vil prøve at løbe efter en fartholder i en god tid. Måske en tid, der ligger lige i overkanten af hvad jeg kan præstere, men alligevel en tid jeg tidligere har løbet i under min maratontræning. Men jeg vil prøve denne tid for at mærke efter HVOR smadret jeg er, når jeg kommer i mål. Så kan det være jeg er lidt klogere til løbet d. 22. maj.
I øvrigt tænker jeg stadig lidt på 28k turen i søndags og hvorfor den føltes så hård. Måske kan det være fordi det var varmere end det plejer at være på mine ture. Mine ture ligger som bekendt oftest om aftenen og da er der jo altid rimelig tempereret. Jeg håber ikke d. 22. maj bliver vindstille og med høj sol, det vil gøre det endnu sværere for mig.
Til konfirmationen i søndags mødte jeg i øvrigt en anden løber, der skal debutere i Copenhagen Marathon. Han er fra Tyskland og han overværede tilfældigt løbet sidste år. Samme dag tog han beslutningen om at han ville komme tilbage i år og løbe. Det var sjovt og hyggeligt at tale med ham og der var masser af ting vi kunne nikke genkendende til hos hinanden. Han har trænet målrettet et helt år. Men hvor jeg har løbet distancer har han løbet på tid og med pulsur.

Mandag. Jeg havde jo indkalkuleret to ekstra løbeuger i løbeprogrammet. Den ene uge brugte jeg da jeg blev forkølet i januar. I denne uge bruger jeg den sidste uge. Jeg er ikke helt sikker på endnu hvordan jeg vil lægge turene og hvor langt jeg vil løbe. Det kommer lidt an på hvordan benene har det. De er stadig lidt stive efter lørdagens tur og en anelse ømme i achillessenerne. Det indikerer at jeg skal tage den med ro, på den anden side skal jeg jo helst fortsætte opbygningen af formen. Hvis alt går vel løber jeg 5k, 10k, 8k og 21,1k.
I går søndag var vi til konfirmation og det var en rigtig dejlig dag. Der var masser at glade mennesker og masser af god mad. Jeg drak både øl og vin.
Vi var dog tidligt hjemme og kom i seng i ordentlig tid.
I morges løb jeg en kort 5k tur, på de stive ben. Det gjorde godt og stivheden blev mindre i løbet af turen.
Efter de 5k kørte jeg i Marathon Sport og købte mit nummer til testløbet på søndag.

Lørdag. Føj for den lede hvor var det hårdt i dag! Kilometertiden var en anelse langsommere end på de to sidste lange ture på 25k, det var sådan set i orden. Efter turen var jeg imidlertid helt færdig. Jeg smed mig ned på gulvet da jeg kom hjem og lå længe med benene oppe. Det var næsten umuligt at drikke noget fordi jeg havde kvalme. På turen spiste jeg nogenlunde det samme som på de andre ture, gel, banan og vand, men jeg blev aldrig rigtig tilpas i maven. Det kan vel ikke passe, at det var de ekstra 3 kilometer der gjorde forskellen? Det kan jeg ikke tro, for på de to 25k ture fornemmede jeg, at jeg stadig havde overskud. DET havde jeg IKKE i dag og det til trods for at jeg netop er kommet ud af en restitutionsuge, hvor jeg har fået hvilet godt ud. Det er meget mærkeligt. Det var selvfølgelig ikke hele turen der var noget møg. Fra 8k - 20 gik det ok, men herefter var det virkelig op ad bakke selvom asfalten var flad som en pandekage. Benene ville bare ikke som jeg ville. Det eneste positive jeg kan skrive om turen er, at jeg måske fik en lille forsmag på hvad det vil sige at ryge i muren. De sidste par kilometer føltes nemlig som om al energi var væk og jeg kunne faktisk ikke løbe længere. Det er selvfølgelig lidt skræmmende, da der jo gerne lige skulle hives 14,2 kilometer mere ud af benene, men jeg vælger at se på det som om det blot var en dårlig dag. Så dårligt kan jeg ikke løbe igen, det er jeg ret sikker på.
Der var nogen modvind i starten og det kan godt være jeg løb lidt for hurtigt for at holde mine kilometertider og det hævnede sig så til sidst. Det er ikke til at vide. Jeg kan jo ikke rigtig gøre mere end jeg gør. Der ligger jo som bekendt 2 x 32 og venter på mig og så vil det vise sig hvordan det står til. Men jeg har fået noget at tænke på. Næste søndag gælder det Spartas Halvmararaton. Det skal nok gå og jeg har besluttet at prøve at følge én af fartholderne og så sætter jeg igen tempoet helt ned på de to 32k ture. Helt ned ;-)

Torsdag. Da jeg skulle lægge min mindste søn i seng i aften, skulle vi lige snakke lidt sammen inden han faldt i søvn. Jeg havde puttet mig under dynen hos ham og faldt selvfølgelig også selv i søvn. Vågnede ved 22:30 tiden og så var lysten til at løbetræne ærlig talt ikke overvældende stor. Heldigvis var det kun en 6k tur, så jeg fik mig stablet sammen og kom af sted. Stille og roligt, alt ok. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til at træne, men min focus er i høj grad rettet mod de rigtig lange ture, i øjeblikket. Alle de andre ture virker som mellemture, som blot skal overstås.

Tirsdag. Turen i aften gik lige efter bogen. Jeg var godt tilpas og benene fungerede også fint. Det blæste lidt og midt under turen kom der et overraskende kæmpe regnskyl. Nu troede jeg ellers, det nærmest var blevet sommer.
Jeg er blevet lidt mere usikker på benene, kunne jeg mærke på aftenens tur. Styrtet jeg havde i vinter og den ømme ankel gør mig klart mere usikker på benene. Tidligere havde jeg en usårlighedsfølelse. Dengang var jeg stålsat sikker på, at jeg altid ville kunne glide af, hvis jeg snublede. Sådan har jeg det bestemt ikke længere, - jeg er blevet bange for at vrikke om på foden igen. Når det så begynder at regne og udsynet dermed er nedsat som på aftenens tur, så bliver mit løb endnu mere forsigtigt. Men det gør så solskinsturene så meget desto skønnere.
Mht den lange 28k tur på lørdag har jeg fundet en ekstra sløjfe jeg kan lægge på 25k turen. Sidste gang jeg var ude i det område gik det jo meget godt, så det forventer jeg at det gør igen.

Mandag. Det er faktisk sjældent jeg er rigtig demotiveret for at løbe, men i aften var jeg faktisk lidt træt af at skulle af sted. Hele projektet virkede en anelse ensformigt. I den sidste tid har jeg haft flere og flere solskinsture og det er sku ærlig talt sjovere at løbe i dagslys, iført korte bukser, end det er at løbe de evindelige aftenture, hvor jeg skal holde ekstra øje med mørke kantsten og huller i fortovet.
Det er imidlertid lidt svært at beskrive den demotiverede følelse når jeg HAR løbet, for som jeg tidligere har skrevet, så har jeg aldrig nogensinde fortrudt en løbetur ;-) Heller ikke i aften. For det endte selvfølgelig med at blive en dejlig tur. Det bedste jeg kunne gøre for at bryde ensformigheden på aftenturen var, at løbe den modsatte vej rundt. Som jeg i øvrigt kun har gjort en enkelt gang før. Jeg ved ikke om det var den detalje der gjorde udslaget, det tror jeg såmænd ikke, men efter få kilometer var al demotivation glemt. Oven i købet med en flot tid.
I morgen skal jeg af sted igen, for at få ugeprogrammet til at hænge sammen. Den lange tur denne uge er på 28k, det bliver lørdag da jeg skal til konfirmation søndag. Derfor skal jeg have nogle ture overstået tidligt for at nå det. Det går også nok. Så tager jeg den lidt mere med ro i morgen og torsdag er kun på 6 k.

Lørdag. Endnu en dag på kontoret, 10k. Den gamle tur på landet. God fart, ok form, men jeg havde dog lidt besvær med at komme op i gear. Det hænger sikkert sammen med min nye erkendelse, at jeg først kommer op i omdrejninger efter 6k. Det skal jeg nok få brug for til maratonløbet. Tung start giver ikke nødvendigvis et dårligt løb.
Spekulerer lidt på om der er for lang tid mellem de lange løb. Nu går der eksempelvis 14 dage fra den sidste 25k tur til den næste på 28k på lørdag. På den anden side kommer tanker som disse selvfølgelig fordi jeg allerede har glemt HVOR træt jeg var sidste uge. Så måske er det godt nok alt sammen. Den næste periode bliver til gengæld lang og hård. Altså næste lørdag 28k, ugen efter Sparta halvmaraton, ugen efter 32k og endnu en 32k ugen efter igen. Så skulle den gerne være der. Jeg trapper ned med en sidste halv lang tur på 21.1 to uger før løbet.
Hvis benene holder, så holder jeg også!

Torsdag. Rolig, rolig tur. Det gjorde godt med en langsom fornøjelsestur. Mine ben har brug for det og det er jo restitutionsuge. Det er sjovt at tænke på at jeg løber 28 kilometer på en restitutionsuge. Sidste sommer løb jeg 25k de uger hvor jeg løb mest. Der ER sket noget siden da, hvis jeg skulle være i tvivl.
Under løbet i aften begyndte jeg at spekulere på fartholderne til maratonløbet d. 22., - hvordan skal jeg forholde mig til dem? Jeg er helt med på at min egen sluttid ikke betyder noget, men derfor kan det godt blive svært at abstrahere fra fartholderne. Når de kommer løbende vil jeg så ikke uvilkårligt prøve at følge dem? Ligegyldigt hvilken sluttid de løber efter. Måske med fatale følger. Men måske handler det lige så meget om hvilken taktik jeg skal løbe efter? HVOR langsomt skal jeg starte ud med? Der er jo heller ingen grund til at hænge ude på ruten længere end nødvendigt. Men jeg mangler jo en 28k tur og to 32k ture. Disse ture gør mig forhåbentlig klogere. Sparta halvmaratontesten kan så forhåbentlig lære mig lidt om hvordan jeg skal forholde mig til fartholderne.

Tirsdag. Tilbage i Roskilde. I aften løb jeg 8k og jeg tror jeg er ovenpå igen. De 25 k i søndags har ikke sat nævneværdige spor og aftenens tur blev løbet i højt tempo.
I nogen tid har jeg ind imellem, i begge mine knæhaser haft en hård "dimmer", der hopper rundt. Det har egentlig ikke gjort ondt, men det har irriteret lidt. Derfor har jeg heller ikke spekuleret så meget på det. I badekarret efter turen i aften kom jeg imidlertid til at kikke og mærke på mine lægge. De var stenhårde og store som svineskinker. Jeg kom til at tænke på om man egentlig ikke selv kunne massere dem, for det tror jeg de ville have rigtig godt af. Det kunne jo være at irritationen i knæhaserne skyldes, at der rives dygtigt i senens vedhæftning på knoglen. Eller hvad ved jeg;-) Jeg forsøgte efter bedste evne og faktisk lykkedes det at gøre læggene meget blødere. Så får vi se om det har nogen effekt.
På de næste ture sætter jeg tempoet ned, jeg fornemmer, at jeg løber lige på kanten af hvad benene kan klare.
I øvrigt vil jeg forsøge at tabe mig lidt. Mit ugentlige antal løbekilometer er oppe på omkring 50kilometer og jeg vejer det samme som da jeg startede på maratontræningen for mange uger siden. 84 - 85 kilo. Nu er der er 7 uger tilbage til løbet. Selvfølgelig skal jeg ikke til at sulte mig, for jeg har brug for energi. Efter de lange løb spiser jeg som en hest. Men der er masser af andre gode ting jeg kan skære fra. Chokolade, slik, sodavand og den dur. Det kunne være rart at have nogle færre kilo at slæbe på. Men lad os nu se. Mht at tabe sig, er min erfaring, at de første dage vigtige for den videre motivation.

Søndag. Godt jeg har ferie! Både fredag og lørdag var jeg stadig dødtræt. De to nætter vågnede jeg flere gange med urolige ben. Jeg var ikke klar til at løbe, det var tydeligt. Derfor var jeg naturligvis lidt bekymret for den lange 25k tur i dag søndag. Men da jeg vågnede søndag kunne jeg mærke at kræfterne var ved at vende tilbage.
Jeg havde fundet en god og afvekslende rute ude på landet. Dvs afvekslende i højdeforskel kan man ikke sige den var, for derude vestpå er der fladt, helt fladt. Det er faktisk rart at løbe uden alt for mange op- og nedløb. Men der var stor forskel i omgivelserne. Skov, strand, småbyer, vindmøllepark, bondegårde, masser af mennesker, havn, sommerhuse, og meget mere. Solen skinnede, men det blæste en anelse og det kunne mærkes ude på de træløse områder. Heldigvis var modvinden værst på udturen, så da jeg havde brug for lidt støtte på hjemvejen fik jeg et venligt puf i ryggen.
Tiden var ikke helt så god som sidste søndag, men den var helt ok.
Det flydende løb var tilbage.
På turen spiste jeg en banan og en energigel. Jeg havde mavebælte og fire små flasker vand med. Efter hver 5. kilometer drak jeg en flaske og efter 10k spiste jeg gelen. Efter 15 røg bananen ned. Det føles ligesom en luftballon der smider sin dødvægt, når man indtager et eller andet. Gelen er ellers rigtig god og jeg eksperimenterer lidt med nogle forskellige typer. Denne gang indeholdt den caffein(kofein?), det var ikke en succes, det var bittert og smagte ad Pommern til.

Torsdag. Pay back day! Hold da kæft hvor var jeg træt i dag. Det føles som om søndagens 25k og de mange hurtige ture jeg har løbet den sidste tid, nu skal betales tilbage. Det hænger ikke sammen med at jeg har slået 9k og 6k turen sammen. Det er jeg sikker på, for trætheden meldte sig efter de allerførste skridt jeg tog. Jeg var bare træt og så kan en 15k tur altså være lang. Turen var langt mere anstrengende end de 25k jeg løb i søndags. På intet tidspunkt kom jeg op i det flydende løb, hvor det går helt af sig selv. Jeg talte bare ned 12k tilbage, 11 tilbage, 10.... Men jeg ved jo godt hvorfor. Dels har jeg løbet hurtigt på de sidste ture og dels er distancerne øget. Og det er jo ellers forbudt, som jeg tidligere har skrevet en hel masse om her i loggen. Til gengæld tror jeg det er godt for mit løbeprojekt. Jeg skal jo op på de lange distancer for at det skal lykkedes d. 22. maj. NU har jeg 2 dages restitution inden jeg skal ud og løbe 25k igen på søndag. Tidligere proklamerede jeg jo højt og flot at jeg kunne klare hvad som helst hvis jeg holdt pause 2 dage. Det skal vise sig om det er rigtigt. Dagens tur var ikke den optimale opladning til så lang en tur på søndag. En god ting er imidlertid at jeg nu har påskeferie så jeg kan sove lidt længere og hvile lidt mere. En anden god ting er, at jeg og drengene efter formiddagens 15k tur kører til mine forældre i Jylland. Her vil jeg v.hj.a map24.com finde en 25k tur til på søndag. Jeg har virkelig fået smag for at løbe forskellige ture. Oplevelsen er anderledes spændende når man ikke præcist ved hvad der venter efter den næste bakke eller sving. De mere rutineprægede ruter er sådan set også gode, men på en lidt anden måde. De skal bruges på løbsdagen d. 22. maj, på den måde at jeg kan visualisere distancerne. F.eks når der er 15 k tilbage så ved jeg at nu mangler jeg en tur langs havnen + en tur rundt om Ruc.
Men i dag er glansen altså gået af Sct Gertrud, jeg sjoskede de sidste kilometer på den der måde jeg ellers har lovet mig selv aldrig at løbe på. Men jeg kunne desværre ikke andet ;-)

Tirsdag. 10 kilometer AT! Det går stadig stærkt! Rigtig stærkt.
Jeg har besluttet at slå 9k og 6k turen sammen til en 15 kilometer tur i denne uge. Dels fordi jeg har det svært med at løbe to dage i træk og dels fordi jeg derved får to restitutionsdage inden ugens 25k tur. Det er ikke sikkert det er optimalt. Jeg er godt klar over der er lagt 4 løbedage i løbeprogrammet for at belaste kroppen yderligere og på den måde optimere formen. Der er imidlertid også tydeligt for mig, at jeg er belastet mere end jeg nogensinde har været før. Om aftenen når jeg kommer i seng kan jeg mærke mine ben og de er trætte. Det kan selvfølgelig skyldes at jeg også er begyndt at løbe hurtigere. Men det er svært ikke at gøre det når man kan. Aftenens tur var i hvert fald en rigtig god og hurtig tur, som giver tro på projektet.

Søndag. Lad mig sige det med det samme, det var en fantastisk løbetur! Solskin, forår, fart og overskud. Det gik langt over forventning.
Jeg løb faktisk en hurtigere kilometertid på dagens 25k end jeg gennem flere måneder løb 10k, (bortset fra de sidste par uger) jeg aner simpelthen ikke hvordan det kan lade sig gøre.
I starten af turen var der ellers ikke noget, der indikerede at det skulle blive sådan en jubeltur. Benene var tunge og skinnebenene var en anelse ømme. Men jeg har efterhånden fået så meget erfaring med de lange ture at jeg ved at alt bliver bedre efter 5 -7 kilometer. Jeg tog det derfor roligt og gik ikke i panik. Løbet udformede sig præcist sådan. Det var en stor tilfredsstillelse. Pludselig efter 5k hvor jeg havde drukket en tår vand, gik alt op i en højere enhed og jeg var klar over at nu kunne jeg blot blive ved med at løbe.
Det var som tidligere omtalt en ny rute ud på landet i den anden ende af byen og det var også en rigtig god ide. I starten af turen var jeg spændt, kunne jeg mærke. Jeg skulle ud på nogle steder jeg aldrig havde løbet før, så min afstandsbedømmelse var ikke helt på plads. Der er forskel på at sidde i en bil og så selv stå ude i vegetationen. Egentlig føltes afstandene alligevel kortere da jeg stod midt i dem, kortere end jeg havde frygtet. Det hjalp også på min mentale tilgang til den resterende del.
Sneen er nu helt væk og det er selvfølgelig hovedårsagen til at jeg løber hurtigere, men det hjælper altså også at komme ud på landet, hvor jeg ikke skal op og ned af et hav af kantsten. Ikke bare det at jeg skal op og ned af dem, jeg kan mærke at jeg er begyndt at løbe meget mere forsigtigt. Specielt om aftenen når det er mørkt skal jeg holde godt øje. Men i dag i solskin kunne jeg focusere helt anderledes.
I torsdags smed jeg for første gang i lang tid hue og handsker. Det en god ting. I dag løb jeg årets første tur i korte bukser, det var perfekt!
På den første del af turen blev jeg på et tidspunkt overhalet af 6 - 7 cykelryttere i nøjagtig det samme cykeltøj. Som et firmahold. De havde lange tights og store handsker på. Inde under hjelmene bar de ørevarmere kunne jeg se.
Jeg havde set dem komme og et stykke før de kørte forbi mig, kunne jeg høre den forreste rytter råbe til sine holdkammerater: "Hey se ham der!" Hvorefter en anden råbte tilbage: "Det er sku' da meget friskt".
Jeg er ret sikker på at de fyre ville ønske, de havde taget lidt mindre tøj på når de havde siddet en time længere i sadlen.
Det er svært at sige hvor meget længere jeg kunne have løbet i dag, for jeg satte tempoet voldsomt op de sidste 5k. Det kunne jeg jo have ladet være med, men det føltes godt og jeg var ikke ødelagt resten af dagen.
Det var en rigtig god dag.

Torsdag. Det er rigtig længe siden jeg har løbet aftenturen langs havnen og den var rigtig god i aften. Ømheden fra tirsdagsturen var væk og til trods for en heftig trafik, at lyssignalerne var mod mig og jeg blev stoppet af to afrikanske mænd i bil, der spurgte om vej til Tune Parkvej, ;-) - ja så kom jeg hjem i en forbavsende god tid. Træningen går faktisk rigtig godt.
Min eneste bekymring er faktisk at ankelskaden ikke er helt væk endnu. Bedst havde det været at holde en uges pause eller pause til smerten er væk. Det kan jeg imidlertid godt glemme, jeg har besluttet at køre på indtil det ikke er muligt at løbe på benet. Så galt tror jeg nu ikke det går. Faktisk tror jeg snart at benet er helt i orden.
Pause i morgen og så skal jeg ud at løbe 25k på søndag. Jeg glæder mig! Med vilje har jeg lavet en helt ny rute. Gennem byen og ud på landet i et område hvor jeg aldrig har løbet før. Selvom det er en lang tur, 25 k, er jeg ret sikker på at det nok skal gå godt. Jeg har jo tidligere løbet 21,1k og da var jeg jo ikke totalsmadret. Samtidig har jeg sat en del kilometer ind på kontoen siden. Så det skal nok gå. Som sagt, jeg glæder mig!

Tirsdag. Som jeg skrev i går havde jeg fart på i aftes og det kan jeg godt mærke i benene. Jeg er øm flere steder. Samtidig er det ikke godt for mig at løbe to dage i træk. Til gengæld kan jeg næsten, næsten klare hvad der skal være hvis jeg har en hviledag mellem løbedagen. Derfor overvejer jeg kraftigt at skære ned på antal løbedage og samtidig lægge nogle ture sammen så det ugentlige totale antal kilometer stadig passer. Måske er det en dårlig ide og måske gør jeg det ikke. De sidste par dage har i hvert fald ikke været gode. Det hænger selvfølgelig også sammen med den højere hastighed jeg er begyndt at løbe med. Når jeg kommer i gang kan jeg mærke at jeg har lyst til at løbe lidt hurtigere end jeg gjorde for tre uger siden. Én af grundene til det er selvfølgelig at sneen er fuldstændig væk, det er rigtig skønt og jeg føler mig som en forårskåd hest der er sat ud på marken. En anden grund til, at det går lidt hurtigere er også flere artikler og indlæg jeg har læst forskellige steder om kvalitetstræning vs kvantitetstræning. Jeg har tidligere skrevet om det. Det provokerer mig kan jeg mærke og det kan godt være at det er godt for min træning. Nu har jeg en hviledag inden jeg skal ud at løbe 10k. Så er ømheden forhåbentlig væk til den tid.

Mandag. Iaften var jeg ærlig talt demotiveret. Jeg skulle virkelig tage mig sammen til at komme af sted. Det var blevet lidt halv sent og det blæste en anelse. Men jeg kom da af sted. Udgangsfarten var temmelig høj for jeg kunne mærke at jeg gerne ville have turen overstået. Puls og åndedræt kom godt op. Men da jeg kun skulle løbe 8k tænkte jeg, at det går nok. Det gjorde det også og faktisk blev det til den hurtigste 8k tur nogensinde. Men jeg kan mærke, at det at jeg de sidste 8 -10 dage har presset farten op, gør min motivation mindre. Det er blevet klart hårdere og derfor er det ikke længere helt så sjovt eller måske rettere behageligt. Jeg er lidt i vildrede med om jeg skal blive ved med at presse farten op, for jeg kan mærke at jeg kan, eller om jeg bare skal tage den med ro.
Måske giver det sig selv nu når jeg begiver mig ind i løbeprogrammets sidste tredjedel og skal til at løbe de rigtig lange ture. Altså i løbeland, hvor jeg aldrig har været før.
Overvejelserne om den sidste ekstra træningsuge jeg skal have puttet ind, er jo også interessante og i øjeblikket overvejer jeg at lægge den ind ugen efter 28k turen. Måske vil jeg i ekstraugen kun løbe tre ture 10k, 10k og 21k. Min ide er at lægge den ind dels som en slags ekstra restitutionsuge fordi jeg kun vil løbe tre gange, lige før de to uger hvor jeg skal løbe 32k og dels med et testløb hvor jeg vænner mig lidt til at løbe et "rigtigt" løb. Dem har jeg ikke så mange af. Planen er nemlig at jeg vil melde mig til Sparta testløbet d. 17. april. Men lad os nu se, der kan nå at ske mange ting inden da. Gennem hele dette projekt har jeg, blandt mange ting, også lært at tingene hurtigt kan ændre sig.

Lørdag. Én af de første løbedage i programmet, for snart flere måneder siden, skrev jeg lidt om mine forskellige ruter. Jeg bruger dem stadig, men jeg kan mærke at jeg er ved at være godt træt af nogle af dem, for jeg har løbet de samme ture rigtig mange gange. Jeg kan mærke at det er tid til noget afveksling. I eftermiddag fandt jeg derfor en ny 15k rute på map24.com. Det er hurtigt og nemt gjort og det var en dejlig tur ud på landet, hvor store dele af ruten blev løbet på steder jeg aldrig har løbet før. Det gik over forventning, syntes jeg. God steady fart, hvor jeg kunne mærke at jeg flyttede mig. Faktisk troede jeg at jeg havde løbet ny pr. da jeg kom hjem, men det havde jeg nu langtfra. Men som sagt en ok tur.
Det er sikkert også en god ide at udfordre mig selv med nye ruter. Selve løbet den 22. maj bliver jo løbet på en rute som er helt ukendt for mig. Jeg har ganske vist lært den udenad og kender den til punkt og prikke, men jeg har aldrig løbet i København. Derfor tror jeg det vil være fint hvis jeg begynder at finde nogle nye ruter. Lidt for længe har jeg vist løbet på rundbaner som jeg kender til bevidstløshed. Hovedet på sømmet blev slået med 2k ruten som jeg brugte da sneen lå dybest. F.eks da jeg skulle løbe den 6 gange, det var virkelig slemt.

Torsdag. Efter sidste tur, i tirsdags, proklamerede jeg at torsdagsturen skulle løbes langsomt. Det gjorde jeg ikke. Det går simpelthen så godt, at det er svært at holde farten nede. Ikke at det var en superhurtig tur, men dog i et godt højt tempo. Det lover godt.
Der kører på Dourun.dk en diskussion om kvalitetsløb kontra kvantitetsløb og det er lidt svært at finde ud af hvad der er den rigtige måde. Er det bedst at løbe korte ture i højt tempo eller lange ture i langsomt tempo? Jeg må indrømme at jeg hælder til det sidste. Måske er svaret, at kvalitetstræning, altså kort/hurtigt mest er til eliteløbere der skal optimere fart? Jeg ved det ikke. Men hvad er det i øvrigt også for et navn "kvalitetstræning" som om det at løbe lang/langsomt ikke indeholder kvalitet. Det er noget vrøvl.
Mens jeg løber, tænker jeg meget på det og jeg kan i hvert fald sige at jeg ikke ville have "lært" at løbe så langt som jeg gør nu, hvis ikke jeg havde sat tempoet ned. Min træning går i bund og grund ud på at kunne løbe 42,195 km. Farten er underordnet. Jeg vil gerne kunne løbe gennem hele maratonløbet uden gåpauser, selvom gåpauser nu også er blevet genstand for diskussioner på Dourun.dk.
Hvis jeg skal ned og gå d. 22. maj er det selvfølgelig også i orden, men det er nok der min ambition ligger, - at kunne løbe et maraton. Men lad os nu se. Næste uges lange tur er på 25k, så langt har jeg aldrig løbet før. Så får jeg måske en indikation på hvordan det står til. Selvom 17 kilometer oveni er frygtelig at tænke på;-)

Tirsdag. Fire ture skal jeg løbe denne uge. Jeg løber 2. tur tirsdag for at forberede mig optimalt til næste uges 25k. Forklaringen er at jeg kan løbe denne uges sidste og lange tur lørdag og derfor komme godt i gang med næste uges program allerede mandag. Det passer mig ikke så godt at løbe hver dag kan jeg mærke. Det er bedst med en hviledag imellem turene. Mandagens fine tur kan jeg eksempelvis stadig mærke, men den løb jeg selvfølgelig også i højt tempo. Derfor havde jeg også besluttet mig for at tage den med ro i aften. Det lykkedes også fint, indtil jeg hørte en lyd bag mig. Dunk ------- dunk -------- dunk -------- dunk i en statisk rytme. Da jeg vendte mig om for at se hvad det var, blev jeg overrasket over en løber lige bag mig. Han løb med utrolig langsomme, men ufattelig lange skridt. Han fortsatte, forbi mig og jeg spænede efter så godt jeg kunne. Klask - klask - klask sagde mine fødder. Samtidig tænkte jeg: "Det skal fanme være løgn!" og gik efter ham. En gang hørte jeg én fortælle, at to mænd ikke kan stå ved siden af hinanden på et pissoir uden at kæmpe om at tisse længst tid. Sådan er det;-) Løberen jeg løb efter drejede heldigvis kort tid efter op ad en sidevej og så kunne jeg sætte farten ned igen. Det var godt at få pusten lidt op igen, men som sagt ikke meningen. Benene brokkede sig lidt da jeg kom hjem og jeg besluttede at næste tur helt sikkert bliver langsom

Mandag. Ja! Ja! Ja! Den gode form fortsætter. Da jeg kom hjem fra dagens løb og satte en flueben i det program jeg har printet ud, kunne jeg se at dagens tur skulle være en AT tur. Det var et AT løb! Men det var ikke fordi jeg havde besluttet mig for det, det virkede bare helt rigtigt i dag. Jeg har ikke været så meget for at følge anvisningerne om AT og IT ture, men det gjorde jeg i dag, skal jeg love for. Der var fuld fart på fra start til slut. Måske er det solskinnet og foråret, måske de gode bulletiner fra min ankel, hvad ved jeg, det går forbløffende godt. Jeg har tidligere været ude for lignende "kvantespring" hvor løbet pludselig har forbedret sig markant. Ofte har det været lige efter en pause eller en restitutionsuge. Godt føles det.
Der er stadig ømhed ovenpå foden når jeg masserer den, men det er klart pr nedadgående og jeg har en positiv forventning om, at skaden snart er helt væk.
Der er 10 uger tilbage inden maratonløbet og hvis det fortsætter sådan her skal det nok gå. Jeg er godt klart over min tilgang til løbet hele tiden skifter, snart er jeg fortrøstningsfuld og snart er jeg fuld af bekymring for projektet. Sådan skal det sikkert være, det er i hvert fald spændende og ind imellem får jeg en snurren i maven når jeg tænker på den store dag.
Jeg skal jo også snart til at tilmelde mig løbet. Så fanger bordet rigtigt, for stadig virker det ret uvirkeligt, at jeg har kastet mig ud i det her. Men jeg kan jo mærke at der er sket noget. For det første kan jeg nu holde til at løbe 40 - 50 k om ugen uden at gå i stykker (7-9-13) og for det andet har jeg det fint med at komme af sted på de lange ture. Det bekymrer mig overhovedet ikke, hvor jeg for 4 måneder siden ville være blevet træt, hvis jeg i flere uger i træk kun skulle løbe ture på 10 og 15 kilometer. Der er sket noget og hvorfor skulle den gode linie ikke fortsætte de næste 10 uger? ;-)

Lørdag. Mit lidt mislykkedes forsøg med crosstræning gav også nogle positive sidegevinster. Min motivation til at komme ud at løbe igen steg med adskillige grader. Jeg glædede mig i dag virkelig til at komme af sted igen og for at kompensere lidt for ugens pauvre kilometerantal, løb jeg en 15 k tur. Det blev 10k på landet inden det blev mørkt og herefter fortsatte jeg i skumringen 5kilometer ind gennem byen.
De sidste 10 - 12 dage har løbehumøret været lidt nede, men jeg kan mærke det er på vej op igen.
De ugentlige kilometerantal er ved at være oppe omkring max, altså lige omkring de 50k. De længste træningsuger kommer ifølge løbeprogrammet til at ligge på 52 - 54 kilometer og der er jeg lige ved at være. Derfor kan jeg godt begynde at øge hastigheden igen. En sen aften lå jeg og lovede mig selv, at hvis ankelskaden jeg fik da jeg faldt i sneen går væk, så vil jeg begynde at gøre en alvorlig indsats for at øge hastigheden på de kortere ture. Måske var det p.gr.a dette løfte, at jeg rent faktisk forsøgte at flytte fødderne lidt kvikkere i aften. I hvert fald var der momentvis meget mere kraft og fart på. Jeg resonerede, at jeg jo altid kunne sætte farten ned igen når jeg blev for forpustet. Det lyder meget logisk, men det har ikke desto mindre været en overvindelse at gøre det. Min form har gjort, at jeg faktisk ret hurtigt får pusten igen. Det er jo bare en slags fartleg som jeg har læst om masser af gange.
En rigtig god tur blev det og en rigtig god lørdag aften ligeså!
Det blev til 23k og en badmintonkamp i restitutionsugen. Jeg skulle have løbet 30k, men jeg er godt tilfreds alligevel.

Torsdag. I aften ringede Filip og spurgte om jeg kunne spille badminton med ham, da Erik skulle på arbejde. Sidst Filip og jeg spillede var før jul, så jeg sagde straks ja. Det blev en god kamp, men mht. min skadede ankel og løbetræningen i det hele taget, var det ikke den mest intelligente beslutning jeg har taget. Crosstræning skulle gerne aflaste led og muskler og det er ikke just hvad der sker når man spiller badminton. Jeg fik lidt ondt i anklen, hvad jeg egentlig ikke gør når jeg løber.
Da jeg måtte holde igen på badmintonbanen, fik jeg heller ikke så meget sved på panden som jeg plejer. Godt det er restitutionsuge.
Og ja, jeg tabte kampen;-)

Tirsdag. Så vælter sneen ned igen og jeg kan godt mærke at lysten til at løbe i den hvide, lumske sne ikke tiltaler mig mere. Men jeg skal løbe 8k og jeg skal af sted.
Jeg løb på den nye 2k rute, altså 4 X 2k. Meget langsomt. Sneen lå i 10cm højde og det var umuligt at se hvad der gemmer sige under driverne. 2 gange vred jeg om og det gør simpelthen bare skide ondt!
Turen skulle bare overstås.
Efter den sidste periodes mange kilometer har jeg nu også fået ret ømme brystvorter. Når svedtrøjen kører op og ned ad dem, bliver de helt hudløse. Da jeg fik trøjen af efter turen i aften, var der så oven i købet gået hul. Trøjen var smurt ind i blod omkring brystvorten.  Måske skulle jeg overveje at løbe med plaster på. Det er ikke helt unormalt, jeg troede bare ikke det skulle være nødvendigt på de helt korte distancer.

Søndag. Er netop vendt hjem fra mine forældres guldbryllup i Jylland. Det var en dejlig fest med mange festlige og rare mennesker. Vi fik masser af god mad og vin og hvad der ellers hører til. Det var skønt at slappe af. Det trængte jeg til. Jeg fik også talt med min gode ven Jacob, som i øvrigt også er min nevø. Han fortalte, at han følger med i loggen her. Det var godt at høre, at der er nogen derude der læser med.
I torsdags var jeg lidt slap i koderne og luftede tanken om at aflyse én af de to 8k ture. Det var bl.a. fordi jeg ikke helt kunne se, hvordan jeg skulle få tid til at komme af sted to gange. Hjemvendt besluttede jeg mig imidlertid for at slå de to ture sammen og løbe 16k. Min trætte achillessene var frisk igen og turen gik fint. Måske følte jeg mig nok lidt træt efter fest og køretur, men træningen de sidste 9 dage har også slidt lidt på silken. 74,1 kilometer er det blevet til og det er jo tal jeg slet ikke er vant til. Næste uge er det restitutionuge og jeg skal kun løbe 30 kilometer.
Min skadede ankel har det lidt bedre. Jeg løber meget forsigtigt for ikke at vrikke over igen. Forhåbentlig er det snart væk. Det er irriterende ikke at kunne løbe igennem, når vejen drejer.

Torsdag. Så kom den første alvorlige tur. Og den blev god! Jeg havde tre små flasker vand med, en banan og en energigel med i lommerne. Det var perfekt. Farten var ok, langsom, men ikke slæbetempo.
Jeg har ikke løbet distancen siden sidste sommers North Sea Beach Marathon. Det gik noget hurtigere i dag.
I det meste at Danmark har der været snestorm og masser af fygning, men vi er mirakuløst sluppet for de større snemængder. Det var rigtig godt.
Halvmaraton turen stykkede jeg sammen af to 10k ture på landet kædet sammen af en lille løkke på 1,1k i midten. Egentlig ville jeg gerne have været ude på en færdig rute som jeg fandt frem til for lang tide siden, men foden er ikke i orden endnu, så jeg turde ikke begive mig så langt væk hjemmefra.
Vejene var snefri og på et sted skulle jeg krydse en midterrabat som også lå grøn og fristende. Jeg kunne se at den var blød, da den var fuld af alle mulige spor fra cykler og mennesker. Derfor spurtede jeg hurtigt henover den. Den var imidlertid overhovedet ikke blød, men stenhård af frosten. Derfor vippede anklen over i et af sporene og jeg kunne slet ikke styre den. Det gjorde djævelsk ondt. Belært at turen i søndags vidste jeg dog, at det nok skulle gå over igen. Det gjorde det også, men det skal ikke ske for mange gange på en tur.
Samtidig kan jeg godt mærke på min højre achillessene, at jeg har drevet lidt rovdrift på benene de sidste dage. 15k søndag, 12k tirsdag og 21,1 i dag torsdag. Det er lidt i overkanten. Jeg løb i morges og jeg sidder og skriver sent aften og jeg har gået og humpet lidt hele dagen.
Forhåbentlig er jeg kvik i morgen og faktisk skal jeg allerede på den i morgen, da jeg mangler 2 x 8k i denne uge. Hvis det er helt galt tror jeg at jeg undtagelsesvis måske aflyser én af de to ture. Det er ikke noget jeg bryder mig om, men det kan blive for presset.
Lad os nu se hvad der sker.
Turen i dag var god og jeg er godt tilfreds med formen.

Tirsdag. Det er begyndt at sne og blæse igen og jeg kan mærke, at jeg ikke er helt vild med de sneture længere. Anklen er stadig rigtig dårlig, men når jeg løber ligeud på plant underlag er det som tidligere ok.
Vejene var så småt ved at sne til i aften, hvor jeg skulle ud at løbe. Derfor fandt jeg hurtigt en 2k rute jeg ville løbe 6 runder på. Ruten ligger tæt på vores hus og hvis der skulle ske nogen forværring kunne jeg hurtigt komme hjem igen. Det kunne også være sjovt at løbe på rundbane, tænkte jeg. Det sjove gik imidlertid hurtigt fløjten. Allerede på 2. og 3. runde blev det lidt kedeligt. På 5. oh 6. tur begyndte det så småt at blive lidt sjovere igen;-) Ruten var sådan set ok med nogle gode stigninger, men det er altså sjovere at løbe en længere rute.

Søndag. Status quo. Skaden er ikke blevet værre, om end jeg stadig er rigtig øm, hvis foden kommer til at stå det mindste skråt. Også når jeg går rundt derhjemme skal jeg være uhyre opmærksom på, at jeg ikke kommer til at jokke på et eller andet.
Men jeg havde altså mod på at løbe de 15k som står i programmet. Der er ingen smerter, når blot jeg løber ligeud.
Det er lidt uheldigt, at jeg kommer til at løbe to dage i træk, men det kommer jeg til, fordi jeg ville have en pausedag mellem torsdag og lørdag.
Turen i dag var en kombination af 10k turen ude på landet og så 5k turen gennem byen. Jeg kunne lige akkurat nå landturen inden det blev mørkt. 17:45 kom jeg ind under gadelyset, som netop blev tændt på det tidspunkt. Det er godt at mærke, hvordan dagene bliver længere.
Grunden til at jeg valgte netop denne kombination var naturligvis også at jeg, hvis det skulle blive nødvendigt, kunne "stå af" hvis foden var for dårlig. Men også fordi der ude på landet  ikke er kantsten, jeg hele tiden skal op og nedad.
På den 9. kilometer var jeg igen ved at være inde i byen og var i gang med at forberede jeg mig på de sidste 5k. Jeg skulle lige ind gennem en gangtunnel og herefter løbe til venstre, men så skete det igen. Der var en anelse mørkt i tunnellen og da jeg hoppede ned fra fortovet var jeg ikke opmærksom på kantstenen! Jeg trådte lige oven på kanten og snublede. Det var den slags snublen som man normalt kommer ud for på hver anden tur og som man ikke plejer at tage notits af. Men i dag, da det var den dårlige fod, der rutchede ned at kantstenen, gjorde det bare rigtig nas. Jeg gav det brøl fra mig dels i smerte og dels af ærgrelse, tror jeg. Stoppede op og måtte læne mig op af muren i tunnellen. Fandens også. Nu er det slut tænkte jeg. Det går bare ikke. Jeg var jo ikke så langt hjemmefra så jeg begyndte at gå til højre, hjemad. Jeg gik 20 meter, 30meter og smerten var faktisk allerede væk. Samtidig vidste jeg, at hvis jeg gik hjem nu, så ville projektet være slut. JEG VIL LØBE MARATON D. 22. MAJ!
Derfor vendte jeg om og fortsatte løbeturen og foden var faktisk ok igen. Pyha, det var en forskrækkelse.
Det endte med at være en rigtig god tur. Tiden endte oveni købet med at blive ok. Ikke hurtig, men lige så hurtig som en normal tur før skaden. På 6. - 7. kilometer og fremefter, oplevede jeg igen den der gode følelse af, at turen ændrede karakter og blev lettere.
Sammenlagt har jeg kun mistet 4 kilometer i denne skæbneuge. Rigtig godt! Jeg tror på det.

Lørdag. Foden så fin ud igår. Stadig i alle regnbuens farver. Men der var ingen forværring eller reaktion på torsdagens løbetur. Om morgen var jeg ganske vidst lidt øm, men den ømhed fortog sig i løbet af dagen. Det samme skete faktisk i dag lørdag. Morgenømhed, der fortager i løbet af dagen. Derfor følte jeg mig klar til at prøve at løbe 10k. Måske lidt for langt, når man tænker på hvad foden har været igennem. Men jeg er vildt i tvivl om, hvilken status denne uges skal have. Jeg ville jo gerne have at mit løbeprogram blot kunne fortsætte som om intet var sket og på den anden side skulle det helst ikke gå sådan, at jeg forlænger skaden, fordi jeg ikke giver den ro. Men jeg løb altså 10k. Og det gik rigtig godt.
Hvis jeg skal være helt ærlig havde jeg en ide om at løbe 20k for at indhente de kilometer jeg allerede havde mistet i løbet af ugen. Mens jeg løb indså jeg dog, at det ville være helt sindssygt. De 10k var rigeligt. Egentlig følte jeg mig lidt tung tilpas konditionsmæssigt, men det er det mindste problem.

Torsdag. Mit løbehumør har været temmelig langt nede de sidste dage. De første par dage efter styrtet, kunne jeg næsten ikke gå. Op ad trapper måtte jeg hive mig op ved gelænderet. Det var en ynk.
Foden havde det ikke godt. Der er blå og gule blodudtrækninger på begge sider af foden og en et langt blåt mærke op langs ydersiden af achillessenen. Det gør også ondt ovenpå foden lige i "bøjningen".
I dag torsdag, er det imidlertid som om det føles en anelse bedre. Mærkerne er der stadig, men jeg er knap så øm. Derfor besluttede jeg  mig for at prøve at tage løbetøj og sko på og komme ud og mærke hvordan det føltes. Hvis det føltes slemt ville jeg blot vende om og gå hjem.
Det gik sådan set ok. Når jeg løb langsomt og løb på 100% plant underlag, kunne det faktisk godt lade sig gøre at løbe. Det gik faktisk forbavsende godt. Når jeg skulle dreje på et hjørne måtte jeg gå, specielt højresving var slemme. Men når jeg løb ligeud kunne jeg næsten ikke mærke noget til skaden. Det var opløftende.
Hvis underlaget imidlertid var det mindste ujævn, f.eks. sne eller is, der ikke var skrabet helt væk, var det som at få stød op gennem benet. Det skete 2 gange. Det var et par lærerige lærestreger.
Distancen holdt jeg på 6k.
Humøret fik en lille tand opad, men jeg ved jo ikke noget endnu. Hvis foden fortsætter med at arte sig som den gør nu, bliver der ikke noget maraton. Men turen i dag giver trods alt lidt optimisme.
Det er også vigtigt, at se hvordan foden reagerer i morgen.

Mandag. Satan og helvede! Jeg vred om på foden og styrtede. På en behagelig aftentur i sneen, hvor jeg løb ganske forsigtigt, styrtede jeg og kom galt af sted med fod og ankel! Det er noget rigtig rigtig møj! Rundt om gadehjørnerne gik jeg med små skridt og på kritiske steder satte jeg farten helt ned. Alligevel gik det galt.
Umiddelbart efter jeg havde krydset et gadekryds og skulle op på fortovet på den anden side igen, sprang jeg op over kantstenen. Eller det troede jeg ihverttilfælde, at jeg gjorde. Jeg var langt væk i en tankerække og opfattede ikke rigtig hvad der egentlig skete. Måske landede jeg med foden lige ovenpå kantstenen, som var skjult af en snedrive. Foden vred over, som man indimellem ser i håndboldkampe på tv. Der kom et grynt ud af munden på mig, hørte jeg, og så lå jeg og rullede rundt i en snedrive. Hurtigt var jeg oppe igen. Der kom en cyklist forbi som spurgte om jeg var ok. "Ja det er ok" svarede jeg forvirret og vidste samtidig at det IKKE var ok. Anklen gjorde afsindig ondt og jeg kunne ikke støtte på den.
Turen skulle have været på 8k og jeg manglede 2 kilometer. Heldigvis kunne jeg skyde genvej hjem, så hjemturen ikke blev helt så lang. Jeg humpede langsomt hjem og var mere end betænkelig over hvor slemt det var.
Jeg tænkte på RICE. Hvordan var det nu det var? Rest, Ice, C - hvad var det nu det var, og elevation. Compression kom jeg i tanke om. Og sådan blev det da jeg kom irriteret hjem.
Løbeturene de næstkommende dage må aflyses, måske ugen ud. Længere tør jeg næsten ikke tænke. Fandens også, det hele!!!!

Lørdag. Så kom sneen for alvor! Det blæste samtidig voldsomt, men jeg var ikke i tvivl om jeg skulle af sted. Det passer nemlig perfekt hvis jeg kommer af sted i dag lørdag. I forhold til næste uges program.
Jeg kom af sted midt på eftermiddagen og da havde snevejret været i gang 2 - 3 timer og sneen lå i 10 - 15 centimeters højde, nogle steder højere. På de første 4k havde jeg stiv modvind og nogle steder var jeg nødt til at se direkte ned på skosnuderne, mens jeg løb fordi snefnuggene prikkede og stak mig i øjnene. Efter disse 4 k. hvor jeg følte det som om jeg løb 45 grader foroverbøjet, var jeg så forpustet at jeg var lige ved at komme op i det røde felt. Men så vendte ruten og jeg blev nærmest kastet hjemad af vinden. Vinden trykkede mig så hårdt i ryggen, at jeg havde lyst til at råbe efter den: "JA, JA, JA, JA jeg KAN ikke løbe hurtigere!" Der var virkelig tryk på og samtidig var det totalt glat og jeg skulle finde et spor at løbe i, eller løfte fødderne ekstra højt for at komme gennem driverne. Det var ret sindsoprivende og samtidig skønt!
Tøjet doserede jeg perfekt om end jeg nogle steder på turen var nødt til at løbe og dække ansigtet med hænderne p.gr.a. af sneen.
På turen mødte jeg ikke mange mennesker og biler. Sneen gjorde det dejligt lyst, men himlen var mørk p.gr.a. uvejret.
På et stisystem mødte jeg to ældre kvinder, der var ude at gå. Den ene med skistave og da jeg løb forbi hende kunne jeg se hun var lykkelig.
Da jeg selv kom hjem var jeg også rigtig godt tilfreds med mig selv;-)

Torsdag. Måske har jeg løbet aftenturen langs havnen 30 gange måske 40 gange. Hver eneste gang har jeg løbet den "med uret". I aften fik jeg imidlertid lyst til at løbe turen, den anden vej. Én af grundene til jeg altid har løbet "med uret" er bakkernes beskaffenhed. Måske har jeg snydt mig selv en smule, - det ville aftenens tur måske kunne svare på. Det forholder sig nemlig sådan, at når jeg løber turen "med uret", så løber jeg på den første del, ca. fra 3. kilometer til 7. kilometer, hele tiden nedad. Nogle gange mere andre gange mindre. Men konstant nedad. På den sidste del skal jeg så naturligvis opad igen, men stigningen er relativ kort og selvfølgelig meget stejlere. Af én eller anden grund føles det bedre at løbe turen på den måde. Ihverttilfælde har jeg ikke haft så meget lyst til at løbe den anden vej rundt. Altså før i aften. En grund til ulysten til at løbe "mod uret" kan være, at jeg ikke helt kan udnytte det stejle "nedløb". Jeg skal hele tiden holde igen for ikke at komme til at løbe for stærkt. Jeg kan også mærke i knæene, at det er hårdt for dem at gungre nedad, med så høj hastighed. Jeg skal bruge kræfter på at holde farten nede. Det er alt sammen fornemmelser, men i aften skulle jeg få syn for sagen.
Selvfølgelig blev det en god tur. Men jeg foretrækker stadig turen "med uret".
Det viste sig, at det 4 kilometer lange seje træk opad var hårdt, dog ikke helt så slemt som jeg frygtede. Jeg var godt brugt da jeg kom op og havde 3k tilbage. Tiden var jeg holdt op med at spekulere på, fordi den var helt håbløs. Men kræfterne og pusten var forbavsende hurtigt tilbage og jeg kunne skrue voldsomt op for farten, så jeg kom hjem i en helt ok tid.

Tirsdag. Valgaften, resultatet har indfundet sig. Herefter tog jeg min løbetur. Det virkede som om det var rigtig koldt derude, men jeg kunne sagtens holde varmen da jeg var kommet af sted.
Jeg var lidt spændt på om de 20k stadig sad i benene, men det gjorde de ikke. Eller jo det gjorde de måske alligevel, men det var som overskud og kraft. Turen forløb i højt tempo og jeg kunne mærke jeg er i overskud. Det var i orden at skrue tempoet op for det er en kort restitutionsuge og jeg skal kun løbe 8, 10 og 10k.
Når jeg kommer hjem fra turene sætter jeg et flueben ved den tur jeg har overstået og det er efterhånden blevet til mange. Faktisk nærmer jeg mig halvdelen af løbeprogrammet og jeg føler mig klar til at gå ind i den alvorligere 2. halvdel. Programmet har jeg  undersøgt utallige gange og jeg kan bedre og bedre forstå overvejelserne bag turenes placering og længde. I øvrigt skal jeg huske at jeg har en "ekstra" uge jeg skal have puttet ind. Grunden til at jeg har kalkuleret med ekstra uger var jo, at jeg ville have et par bufferuger, hvis et eller andet skulle gå galt. Som bekendt har jeg brugt den ene af ugerne, da jeg blev forkølet. Forhåbentlig sker der ikke "et eller andet" så jeg får jeg brug for den. I givet fald skal selv finde et hensigtsmæssigt sted at lægge den.
Det er et positivt problem. Jeg skal finde ud af om den skal ligge som en ekstra restitutionsuge, endnu en hård uge eller en mellemting.

Søndag. Det blev også sent i aften, men i modsætning til de sidste ture var motivationen ved at være der igen. Grunden til at jeg kom lidt sent af sted var at jeg ikke havde tid før. Jeg var både spændt og lidt ængstelig for den lange tur. For et par uger siden kunne jeg sagtens have løbet den, men efter de sidste dages ture var jeg lidt i tvivl om hvorvidt formen var til stede. Turen lå som sagt om aftenen og jeg spiste godt til, til aftensmaden. Lidt senere fik jeg også et par flødeskumskager. Det lyder lidt vildt, det er jeg godt klar over ;-) Jeg løb dog ikke før 2 ½ time efter jeg havde spist. Men helt optimalt var det ikke.
Turen blev god. Jeg kunne mærke at jeg nu er helt rask. Udgangstempoet var godt, ikke for langsomt og ikke for hurtigt. Måske en anelse tungt de første 10k. Herefter skete der igen noget rigtig godt som jeg tidligere har oplevet, nemlig at jeg begyndte at løbe lettere og fik mere overskud. Det er en god fornemmelse og det lover godt, tror jeg.
Lyskurvene var med mig og jeg havde grøn bølge ved alle kryds. Jeg havde vandflaskerne med og det lykkedes mig at drikke dem løbende uden at tabe væsentlig fart. Ved 5, 10 og 15k. Så jeg havde ingen tørst på noget tidspunkt og slet ingen sult! ;-)
Ved 17. og 18. kilometer fik jeg en lille hilsen fra mine achillessener og satte derfor tempoet lidt ned. Det var ikke nogen rigtig smerte, men irriterende var det.
Alt i alt var det en rigtig godt tur og jeg var mægtig opstemt da jeg kom hjem i en ok tid. Motivationen er kommet igen og jeg er fuld af fortrøstning. Jeg fornemmede, at jeg nok kunne have løbet 5k mere med værdigheden i behold, - så tror jeg til gengæld også, at der ville være lukket for det varme vand. På de sidste par kilometer på aftenens tur kunne jeg nemlig godt mærke jeg var ved at være træt. Jeg havde sådan set masser af luft, men benene var trætte og stive og mindede om to træstammer.

Lørdag. Jeg kom ikke af sted fredag som jeg ellers havde planlagt. Det var ikke godt. Jeg blev ved og ved med at udsætte det og til sidst var klokken blevet 23 og så aflyste jeg turen. Noget rigtig møj for så kommer jeg til at løbe både lørdag og søndag og søndagsturen er på 20k. Det er sku' ikke særlig smart, men jeg har jo selv rodet mig ud i det. På aftenens tur havde jeg igen de der ulækre hosteanfald, men de var klart sjældnere og ikke nær så kraftige som tidligere, så jeg har en god fornemmelse af, at jeg er ved at være frisk igen.
Løbeturen forløb stille og roligt og jeg var som altid rigtig godt tilpas da jeg kom hjem.

Torsdag. Motivationen til at løbe er lidt nede. Jeg kan mærke jeg har lidt sværere ved at komme af sted på turene og sådan har det været siden forkølelsen. Når jeg løber, hoster jeg stadig store klamme snotklumper op. Så jeg er ikke helt oppe i omdrejninger endnu. Det er som om jeg ikke helt har kræfterne og når jeg sætter af sted på løbeturen og starter stopuret er det en overvindelse. Samtidig har jeg det også sådan, at alt nok skal blive godt igen. Det er allerede ved at være mere lyst om aftenen når jeg skal af sted og jeg glæder mig rigtig meget til sommerlige aftenture på landet.
Afviklingen af ugens ture ligger fast. De to ture jeg skal løbe lige efter hinanden, skal ligge i dag og i morgen for at få en "fridag" inden den lange 20k tur på søndag.
Aftenens tur var langsom, vejret var koldt, men mild og behagelig.

Tirsdag. Første tur uden snot siden forkølelsen, det var rart.
8k ruten fungerer rigtig godt. Den er formet som et ottetal og den kan derfor kombineres på flere forskellige måder. Den kan startes den ene eller den anden vej og der hvor ruten krydser kan jeg igen løbe i forskellige retninger. Det giver en god afveksling.
15k turen fra i søndags sidder stadig lidt i benene på mig og jeg sætter farten lidt ned på turen i morgen onsdag. I aften havde jeg god fart på og faktisk er jeg landet på den samme tid de sidste fire gange jeg har løbet 8k. +/- 20 sekunder.
Fandt i øvrigt i går et nyt fint maratonwebsted med mange gode artikler. Det hedder http://www.marathonguide.com . Jeg printede alle artiklerne ud, samlede dem i en lille bog og læste den i aften inden jeg løb. Det var meget inspirerende. Indholdet i løbebøger og artikler minder ofte om hinanden, men der er næsten altid nogle nye og interessante vinkler. Bl.a. beskrives på maratonguide.com diskussionen om lange løb kontra kortere kvalitetsløb. Gennem de sidste år er det som om sidstnævnte metode har været foretrukket blandt løbere. Forfatteren, Mindy Solkin på sitet, plæderer dog for det lange, langsomme løb. Først når det er på plads kan man begynde at optimere hastighed, siger hun. Det synes jeg jo lyder rigtig fornuftigt, for det er jo egentlig også min filosofi. Så må vi jo se om jeg nogensinde kommer til at løbe hurtigere, for øjeblikket har jeg nok at gøre med at følge med på de lange ture ;-)

Søndag. Stod op kl 8:30. Spiste et halvt stykke rugbrød med honning og to glas vand. Kom af sted kl 9:00.
De første 5 - 6 k var tunge og jeg følte jeg manglede energi, men på 6. - 15. kilometer blev det en anelse bedre selvom det aldrig blev rigtig godt. Jeg trøstede mig med at det jo var en LSD-tur. Long Slow Distance. Det var virkelig LSSSD!
Tænkte lidt på om det alligevel var for dumt at lægge ud med denne lange uge, men nu er jeg igennem og dejligt var det at mærke at benene var helt ok. Alt var i orden.
Faktisk føler jeg også lidt, at nu skal det være, jeg SKAL til at løbe længere og denne uge blev det da også til 41k. Næsten den magiske distance. Nogen gange tænker jeg: "Hold da kæft hvor er det godt nok langt", Mens jeg andre gange blot ser det som 4 10k ture + en anelse og som en distance der nok skal være overkommelig. Eet er sikkert, jeg kan ikke løbe et maratonløb, hvis det lå i næste uge. Jeg må tro på at den mand, der har udfærdiget løbeprogrammet ved hvad han taler om. Og så selvfølgelig selv tro på at det lykkedes.
Det var irriterende med forrige uges aflysninger og jeg peb lidt over at jeg kom til at mangle nogle kilometer. Nu har jeg talt efter i min "unplugged" løbedagbog og det er i denne måned blevet til 13 løbeture i alt. Nøjagtig det samme antal som sidste måned og måneden før. Så det går nok alt sammen;-)

Fredag. Det var solskin i dag eller noget der ligner. Faktisk er det længe siden jeg har løbet mens det var lyst og det var selvfølgelig dejligt. Den sidste tid har jeg jo spekuleret lidt på at komme ud på nogle nye og anderledes ture i stedet for at tonse rundt på de samme igen og igen. Derfor forlængede jeg min 6k tur, som er en ud hjem tur, med en enkelt kilometer. Den ekstra kilometer bragte mig ned langs fjorden. Bagefter måtte jeg se i øjnene at jeg egentlig ikke når at se så meget af den smukke udsigt , da jeg har alt for travlt med mit løb.
De sidste kilometer inden jeg vender går nedad, i særdeleshed den sidste kilometer jeg tilføjede idag. Det betød at jeg på tilbagevejen løb næsten 3 kilometer opad. Hold kæft, hvor var det hårdt, for jeg løb godt til. Tiden blev faktisk helt ok. Jeg kom til at tænke på en artikel, der blev refereret til på DoURun ang. det at løbe opad. Der blev skrevet at man skulle lade være med at udsætte sig selv for bakker, fordi man snyder sig selv derved???? Et andet sted har jeg læst at det er fint at løbe bakketræning fordi man løfter benene en anelse mere, hvorved man får trænet hastighed. Gad vide hvad der er rigtigt?

Torsdag. Almindelig god aftentur. Det var af én eller anden grund en anelse sværere at komme af sted i aften. Jeg plejer aldrig at tvivle på om jeg skal tage af sted. Men det gjorde jeg et nanosekund i aften. Selvfølgelig kom jeg af sted, men det er irriterende at spilde tid på at tænke sådan. Måske har det noget at gøre med min ufrivillige pause i sidste uge. Jeg var inde i den gode rutine og den er jeg kommet lidt ud af. Den skal nok vende tilbage.
Der må ikke komme noget i vejen de næste dage. Det er nu der skal 4 dage ind på kontoen og jeg er spændt på hvordan benene reagerer i morgen hvor jeg allerede skal ud igen.  I morgen 8.k.

Tirsdag. Nu har jeg gennem længere tid forberedt mig på at skulle løbe fire gange om ugen. Overvejelserne har været mange og jeg har faktisk glædet mig til det, fordi jeg følte mig klar. Måske også en lille smule spændt på, hvordan kroppen ville reagere på det. Ikke fordi jeg var i tvivl om jeg kunne klare distancerne, for de skulle jo egentlig ikke øges i første omgang, nej mere fordi jeg fik mindre tid til restitution.
De fire løbedage skulle starte i den 11. løbeuge. Men hvad skete der så? Jeg blev svine syg! Torsdag d. 20 01 skulle jeg om aftenen løbe den 3. af de fire ture. Jeg var på seminar med mit arbejde om dagen og jeg kunne mærke at jeg sad og fik kulderystninger. Tog ikke rigtig notits af det og huskede egentlig først på det om aftenen, da jeg også havde fået ondt i hovedet. Udsatte turen til næste dag.
Næste dag var det dog ikke bedre. Tværtimod. Det endte med en ordentlig forkølelse og hele week-enden lå jeg i min seng og stirrede ind i en væg med snotten tapløbende fra næsen. Lysten til at komme ud at løbe manglede ikke, jeg følte mig sikker på at jeg nok skulle komme afsted "i morgen".
Jeg kom imidlertid først af sted i aften, hvor det er tirsdag og jeg har altså ligget underdrejet i en uge. Noget rigtig møj! Aftenens tur var i starten egentlig heller ikke nogen ubetinget succes for jeg har stadig hele hovedet fyldt op af snot og havde også lidt hovedpine. Men jeg havde rigtig meget lyst til at komme af sted. Med det samme kunne jeg også mærke at det føltes helt rigtigt. Benene var gode og havde faktisk haft godt af en lille pause. Konditionsmæssigt var der måske en anelse, men det er næsten ikke værd at tale om. Den kommer hurtigt igen. Så turen blev god og ikke mindst hurtig. Jeg endte på samme gode 8k tid som ugen før jeg blev syg. Det var meget opløftende!
Gennem hele ugen mens jeg har været syg har jeg egentlig ikke være voldsomt bekymret for pausen. Dels fordi jeg har passet træningen præcist de første 10 uger og dels fordi jeg faktisk har kalkuleret med at der kunne ske et eller andet. I løbeprogrammet har jeg indlagt to buffer uger, dvs jeg er startet to uger for tidligt i forhold til Copenhagen Marathon d. 22 maj. Løbeprogrammet løber over 26 uger, jeg startede altså på det 28 uger før selve løbet.
Der kunne jo, som sagt ske et eller andet, som jeg snusfornuftigt resonerede og det er altså sket nu. Jeg er kommet en uge bagud og jeg ved godt man normalt siger, at når man aflyser en uges træning, så skal man gå en uge tilbage i programmet. Imidlertid tror jeg at min form er så god, at det nok skal gå, hvis jeg starter den uge jeg var gået i gang med igen. Dvs jeg starter med løbeuge 11 igen.
Godt at jeg havde de 2 ekstra uger og nu har jeg altså stadig én uge at gøre godt med.
Min mening var ellers, hvis jeg var kommet igennem programmet uden aflysninger, at jeg ville have lagt de to bufferuger ind mellem de 2 32k ture i løbeuge 22 og 23. Det ser lidt voldsom ud med mine øjne. Men jeg har som sagt endnu en bufferuge som jeg måske kan lægge ind imellem de to 32k ture, så belastningen bliver knap så strabadserende. Men lad os se hvad der sker.
En anden god ting ved at jeg nu har haft en uge med forkølelse er at den kom så relativt tidligt og ikke henne i programmet med de rigtig lange ture. Nu har jeg forhåbentlig haft min forkølelsestur for i år. Når jeg kikker i min "unplugged" løbedagbog kan jeg se at jeg ikke har været forkølet i snart 18 måneder.
Der er kommet lidt sne, temperaturerne er lave, men der er ingen vind. Dejligt løbevejr og engang kommer foråret vel igen;-)

Onsdag. Hele dagen har jeg været træt. Efter arbejde, måtte jeg lige ned at ligge i 10 minutter. Ingen løbetur i dag, iaften skulle jeg bare tidligt i seng, besluttede jeg mig for. Kl 22 ville jeg gå til køjs for jeg ville lige se Thomas Gravesen blive interviewet i "Ugens profil". Jeg var stadig træt træt træt.
Da jeg havde set interviewet var jeg egentlig blevet ganske frisk, måske var det Gravesen, der smittede. Ihverttilfælde tænkte jeg at det egentlig ville være ok at løbe endnu en lille 8k tur for så ville ugens to ture uden pausedag være overstået. Jeg kunne jo altid tage den med ro. Belært af week-endens strabadser ved jeg jo at der hurtigt kan ske et eller andet.
Derfor tog jeg en stille og rolig tur. Alt var i orden, sko, knæ, achillessene, snøring, samvittighed.

Tirsdag. Nu starter jeg så med at løbe 4 gange om ugen. Der kommer ganske vist i første omgang kun to uger af slagsen, men alligevel. Jeg har overvejet mange kombinationer af turene og er stadig ikke helt sikker på hvordan jeg skal lægge dem her i den første uge. Week-endens mavevrøvl gjorde jo at jeg var nødt til at løbe to 10k ture, to dage i træk, for at få programmet til at hænge sammen. P.gr.a. den lille detalje besluttede jeg mig for at starte med en lille 8k tur i aften.
Rigtig god tur, selvom jeg havde fået snøret skoene forkert. De var alt for stramme begge to, så jeg havde ondt i svangen på begge fødder det meste af tiden. DET skal jeg have en ordning på så hurtigt som muligt.
På den sidste kilometer af turen gjorde jeg så noget jeg ellers havde lovet mig selv ikke at gøre. Jeg spurtede max og sikken en overraskelse. Det er simpelthen så længe siden jeg har gjort det og farten var markant højere end jeg husker det. Det var som om jeg havde fået monteret en spritny, større motor! En rigtig god fornemmelse. Der er kommet flere kræfter kan jeg mærke.

Det gik godt. Jeg er lidt øm i knæene, men det var en rigtig god tur. Der stod igen lidt om Copenhagen Marathon i Politiken i dag og jeg kan mærke jeg begynder at visualisere om maratonløbet på min tur. Det kommer nærmere!
I dag skrev Politiken at man kan nå det endnu, altså gøre sig klar til løbet. Der er ca. 16 uger tilbage. I de opstartslignende forslag de har med i artiklen skriver de, at man godt kan nå det hvis man kan løbe 2k! Pyha så skulle man da tro der er håb for mig;-) Jeg kan mærke jeg også blev lidt lettet over at læse det, min egen form in mente. De mange langsomme ture begynder at gøre sig gældende på en god måde. Det er et godt kraftfuldt løb jeg har uden at jeg anstrenger mig synderligt.
Jeg løber de 10k som programmet foreskriver så jeg er stadig med. Stadig en anelse ømhed i knæene, men det er en rigtig god tur med mange positive tanker.

Balladen startede egentlig torsdag aften. Jeg havde planlagt ugens træning sådan at jeg havde den 3. og sidste tur lørdag for at kunne starte den følgende uges træning mandag. Dette fordi jeg nu begynder at løbe 4 gange om ugen. Ved at starte allerede mandag ville jeg kunne få en hviledag mellem hver tur. Ihverttilfælde den første uge.
Men sådan gik det ikke. Torsdag aften satte jeg mig til at se en dum og ligegyldig film i tv og udskød min tur til om fredagen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Da jeg kom hjem fredag eftermiddag tog jeg løbetøjet på og skulle som sædvanlig lige overstå det obligatoriske toiletbesøg. Skoene havde jeg med på toilettet, så jeg havde egentlig det ene ben ude af døren. Men så fik jeg en ordentlig omgang mavepine. Det blev bare ved og ved. Tiden gik og jeg kunne ikke andet end blive siddende på tønden. Til sidst måtte jeg gå i seng hvor jeg heldigvis faldt i søvn og sov en times tid. Da jeg vågnede var det dog ikke meget bedre. Puha det var rigtig slemt. Jeg håbede at det kunne gå over og så tage løbeturen om aftenen. Det lykkedes dog ikke og jeg gik i stedet i seng kl 21. Sov til kl 10 om lørdagen hvor det var lidt bedre, men jeg var dog ikke klar til at løbe nogen steder.
Først om aftenen kom jeg af sted, men hele min tidsplan var røget. Noget rigtig møg, og så lige i den uge hvor jeg endelig skal til at øge intensiteten. Men altså af sted lørdag aften, jeg ville prøve om jeg ikke kunne løbe 5k af de oprindelige 10, for jeg kunne stadig mærke en murren i maven. På vej ud af døren spørger min søn hvor langt jeg skal løbe og jeg hører mig selv sige 5 måske 10k ;-) Ok så bliver jeg næsten nødt til det og det var faktisk heller ikke noget problem, maven var i orden igen.
Så jeg er glad da jeg kommer hjem efter de 10k måske kan jeg alligevel nå ugens program, jeg prøver at mærke efter på stængerne imorgen

Det er sidste gang i lang tid jeg skal løbe en så kort distance som 6k. Derfor gav jeg ekstra gas i aften. Det er godt nok lang tid siden jeg har løbet til, men jeg lød til gengæld som en punkteret blæsebælg hele vejen. 6k ruten går nordpå gennem et villakvarter og jeg ved ikke om det var p.gr.a stormen, der ikke var gade lys tændt. Men der var fuldstændig mørkt. De eneste lys der var, kom inde fra husene. Derfor måtte jeg løbe meget opmærksomt og forsigtigt. Tænk hvis jeg var skvattet over en kantsten og havde forstuvet anklen. Sluttiden kunne derfor godt have været endnu bedre.
Copenhagen Marathon kommer hele tiden nærmere og alvoren kommer sporadisk frem. Jeg overvejer lidt om det kunne være en ide at finde på nogle nye ruter i stedet for igen og igen at løbe de samme. Nogle af mine mere ukendte ture har jeg lidt sværere ved at komme af sted på, jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor. På løbsdagen skal jeg jo løbe en "ukendt" rute. Måske finder jeg et par nye en af de førstkommende dage.
Det gode ved de kendte ruter er selvfølgelig, at jeg ved hvornår jeg skal accelerere, hvis tempoet er gået alt for langt ned.

Der er nok at gøre med at arrangere fødseldagsfesten, så det var en klog beslutning at få overstået de 14k i fredags. Stod op kl 6:30 og var ude af døren kl 7:00. Endnu engang glæder jeg mig over hvordan det er lykkedes mig at blive morgenløber. Det var jeg absolut ikke for 3 måneder siden.
Det var ikke helt uden betænkeligheder at jeg tog af sted for i går var der orkan og politiet advarede nogle steder mod at gå ud mens de andre steder ligefrem forbød udgang. Meteorologerne lovede dog af blæsten ville være næsten væk i dag. Kl 6:30 lå jeg i min seng og lyttede til vinden og den var ikke væk kunne jeg høre, men dog langt svagere end i går. Et ganske kort sekund overvejede jeg at udskyde turen til om aftenen, men var med det samme klar over at da ville motivationen nok være endnu mindre. Så derfor, - op, løbetøj på og ud af vagten. Det skulle nok gå, blot jeg klædte mig godt på.
Da jeg så kom af sted havde jeg, som sædvanlig fristes jeg til at sige, taget for meget tøj på, for der var ikke så meget vind. Det regnede en anelse. Glædede mig over at jeg "kun" skulle løbe 10.
Kikker lidt tilbage i min løbedagbog og kan se at det var præcis i denne periode jeg måtte stoppe sidst jeg løb efter dette program. Det virker som om det nok skal gå denne gang. Næste uge er restitutions uge med 6k, 10k og 10k. Herefter kommer der to uger med 4 løbedage i hver. Det har jeg aldrig prøvet, men jeg er sikker på det nok skal give mit løb et løft. Nu begynder der at ske noget ift selve løbet kan jeg mærke. I Politiken i dag var trykt den første tilmeldingskupon sammen med et tilbud om 3 testløb hos Sparta og et foredrag med Allan Zachariassen. Ham kunne jeg godt tænke mig at høre. Jeg har læst begge hans bøger: "Løberens ABZ" og "Mit løberliv". De var både lærerige og underholdende.

Det regner stadig, men det foretrækker jeg klart frem for sne og glatte veje. Jeg løb den gode tur ud på landet, hvor jeg kender tiderne ved hvert træ og færdselstavle. Men det var tungt. Jeg følte mig træt. På splittiderne kunne jeg se, at jeg lå langt tilbage og det går simpelthen ikke, at jeg bliver så langsom på de relativt korte ture. Meningen var nemlig at jeg skulle løbe 10k på dagens tur. Under løbet tog jeg derfor en hurtig beslutning, nemlig at løbe de 14k i dag. Vi skal have fødselsdagsfest på søndag med mange gode gæster. Derfor kan det godt blive svært at få indpasset en 14k tur og da det gik så langsomt på dagens tur tog jeg 4k ekstra efter de 10. Så fik jeg brændt noget mere fedt af.
Det var fint og jeg var godt tilfreds da jeg kom tilbage. Glæder mig til at sove længe i morgen lørdag. Det tror jeg, jeg trænger til.

Aftentur og det regner lidt.
Det er mange gange svært inden løbeturen at vide hvordan træningen vil spænde af. I aften kunne jeg mærke at jeg var stærk. Det var som om jeg var én stor løbende muskel;-) Ja det tænkte jeg faktisk;-)
500 meter senere måtte jeg dog lægge en dæmper på mig selv for den sidste 18k tur sad alle mulige steder i benene på mig. Anklen, knæ, skinneben var ømme. Men jeg var egentlig ikke så bekymret som jeg nogen gange har været, for denne gang havde jeg en klar fornemmelse af, at det var den lange tur der gjorde sig gældende.
I de sidste uger har jeg haft en del om ørerne og har derfor ikke kikket så meget på selve programmet og jeg har også haft svært ved at holde loggen ajour. Turene er løbet som de skal.
Men den manglende tid har gjort at jeg faktisk er kommet til at løbe forkert. Faktisk skulle jeg kun have løbet 14k ved det sidste træningspas, hvor jeg løb 18!
Forhåbentlig kommer det ikke til at betyde noget. Der er selvfølgelig øget en anelse for meget i kilometerantallet og bentøjet er lidt ømt, men jeg har en klar fornemmelse af at alt er i orden. Samtidig bliver det lidt lettere næste uge, for jeg har tænkt at løbe de 14 på næste uges lange tur.

Det begynder at blive lidt alvorligere nu. 18k blev det til i dag. Jeg tænkte på om det var lidt vovet at løbe så relativt langt i de nye sko, men der er gået 2 dage siden jeg brugte dem første gang og den lille irritation jeg mærkede blev aldrig til noget.
For et par år siden  eksperimenterede jeg lidt med snøringen på løbeskoene, med det resultat at jeg på den første tur fik min første og eneste vabel. Vablen var på størrelse med en 5 krone. Jeg gik tilbage til den oprindelige måde at snøre på;-)
Men jeg tror bare at de her sko bare sidder som de skal, de fik deres ilddåb på dagens tur og de bestod. Der var intet.
Det var tidlig søndag morgen og jeg kombinerede min 10k bytur med den ny 8k tur. Det øsregnede og på de første 10k var jeg underlig tung og uoplagt. Da jeg så havde løbet de første 10k og skulle til at begynde på de 8 næste som starter fra min hoveddør, orkede jeg næsten ikke at gå i gang så jeg tog en hurtig beslutning og løb de 8k den modsatte vej rundt. De 8k starter nemlig med en lang sej bakke. Det var en klog beslutning, jeg fik nemlig energien tilbage og farten gik væsentligt op. Det var en god fornemmelse at kunne skrue op for farten efter 10. Det endte med at jeg igen improviserede lidt med ruten som dog alligevel endte med at blive på 18k.
God tur, der oven i købet var veldisponeret. Først på den sidste kilometer følte jeg mig en anelse træt.

1150 kilometer blev det til i alt med mine "gamle" Asics Kayano X. I går var jeg nemlig igen i Esbjerg. Jeg skulle købe fødselsdagsgave til min søn hos Intersport. Da jeg betalte gaven hos ekspedienten spurgte han rutinepræget om der ikke var andet han kunne hjælpe med. "Nej tak" svarede jeg ligeså rutinepræget, men så tilføjede jeg "Det skulle da lige være et par Asics Kayano X, men jeg kan se de, ikke er med i "Tyvstartsudsalget"?" Nej det var de godt nok ikke, men det var ok, han ville godt sælge mig et par til 1100kr, normalpris 1500. Jeg havde håbet på 1000kr, men jeg slog alligevel til. Og det er jeg glad for. Først i bilen på parkeringspladsen kunne jeg se det idiotiske i, at jeg slet ikke prøvede skoene i butikken, men det gjorde jeg så da jeg sad på forsædet. Det kan godt være, at jeg har kviet mig lidt ved at skifte de gamle sko ud, for de så jo ganske pæne ud. Men de nye sko, de var blide og bløde og det føltes helt rigtigt at stikke i dem. Næsten som at komme hjem;-)
Ekspedienten var også ok, jeg ville imidlertid godt have ventet med at købe skoene til jeg kom tilbage til Sjælland. Her ville jeg have købt dem hos Kaiser Sport i København. Det kræver imidlertid en lidt længere forklaring.
I disse dage er det nemlig præcis 3 år siden jeg så småt begyndte at løbe. Jeg havde for første gang i flere år købt et par smarte gummisko, rigtige gummisko, Puma Oldschool. Ikke fordi jeg havde planer om at jeg ville til begynde at løbe, men fordi jeg manglede et par fritidssko. Af én eller anden grund fik jeg alligevel en dag i januar 2002 lyst til at løbe en lille tur på 3 -5 kilometer i skoene. Det gik sådan set udmærket, jeg var ikke smadret om end godt forpustet. Et par dage efter havde jeg fri tidligt og pludselig fandt jeg mig selv, siddende i min bil, på vej hjem for at løbe en tur! DET var en mærkelig fornemmelse. Egentlig ikke en bevidst beslutning, men en rigtig rigtig god én kunne jeg mærke. Mht at bruge skoene til at løbe i, havde jeg absolut ingen anelse om hvilken fadæse jeg var i gang med. Løbesko havde på det tidspunkt på intet tidspunkt været noget jeg overvejede.
På nettet fandt jeg en masse sites, omhandlende løb, træning osv og på Run4fun (doUrun) blev jeg belært om vigtigheden af et par gode løbesko. På det tidspunkt havde jeg løbet 3 - 4 måneder. Et par gange om ugen. Jeg sprang ud i det og investerede i et par Nike Air Kantara i den lokale sportsforretning. Mine fødder blev testet på en plade, der lå på gulvet. Pladen var forbundet til en computer og på computeren kunne man på en grafisk figur se, at jeg overpronerede, fortalte ekspedienten. "Det skal nok passe", tænkte jeg, men anede ikke hvad han talte om.
Herefter slæbte han forskellige løbesko frem som jeg prøvede. Jeg følte mig som salig Fru Marcos, for ingen passede mig, før jeg fik Air Kantaraen på. Alle de andre sko var byggede som torturinstrumenter, hvor "kantsyningen" nærmest sad inde midt under mine fodsåler. Fuldstændig "uløbelige". Men Air Kantaraen var en lise at få på fødderne. Jeg kunne næsten mærke, at jeg blev højere af at have dem på, fordi sålen var så usandsynlig blød. Det var næsten som at have  to luftmadrasser spændt under fødderne. På den første tur jeg løb i dem, var jeg helt salig hele den første kilometer, husker jeg.
Samtidig med skokøbet kunne jeg mærke, at jeg begyndte at føle mig lidt som en løber!
Et par uger efter tog vi på ferie i Andalusien og jeg tog selvfølgelig skoene med. Dem kunne jeg ikke undvære. Det var fuldstændig vildt og jeg var helt besat af at løbe. Dog havde jeg lært at holde fridage, men det var ikke med min gode vilje, jeg kunne sagtens have løbet hver dag, hvis det skulle være.
Det var pokkers varmt så jeg løb, tidlig morgen eller om aftenen. Den næstsidste aften startede balladen så. Jeg var løbet op i bjergene, lidt sent, og pludselig var det blevet meget mørkt. Det var svært at finde ned af bjerget igen og på et tidspunkt blev jeg omringet af en kæmpeflok får. Efter lidt bøvlen med fårene kom jeg fri af dem, men kun for at blive konfronteret af to Baskerville lignende hunde, der stod og gøede som afsindige af mig. I gården rundt i området blev der tændt lys og jeg så for mig at bønderne ville komme styrtende ud med geværer for at fange fåretyven.
Så slemt gik det dog ikke, i hvert tilfælde ikke i første omgang. For da jeg endelig kom ned til foden af bjerget var jeg efterhånden blevet så træt af det hele, at nu ville jeg bare hurtigst muligt hjem til vores telt. Derfor skød jeg en genvej, eller rettere jeg troede, at jeg tog en genvej for jeg røg ned i en grøft, gennem et krat og slot mit ben og min ryg og rev mig til blods over hele kroppen. Så var det nok! Nu skulle jeg bare hjem, jeg gad ikke engang fortælle nogen om det fordi jeg ikke oven i købet ville være til grin.
Næste dag gik det dog bedre med humøret og nu kunne jeg godt selv se komikken. Dvs lige indtil jeg sad i sandet og legede med min yngste søn. Slam sagde det i min ryg da jeg skulle fylde sand op i en rød plasticspand med en plasticstrandskovl. Jeg havde fået et kodyl hold i ryggen. Min søn, der på daværende tidspunkt var 3 år, måtte nærmest støtte mig hjem til campingpladsen.
Det var den sidste dag på ferien og jeg kunne hverken stå, gå eller lade være. Det sjove var ved at være gået fløjten og det var sådan set ok at komme hjem næste dag. Vi pakkede vore ting ned om aftenen fordi vi skulle tidligt af sted om morgenen. Nike Air Kantara løbeskoene pakkede jeg som noget af det sidste forsigtigt ned i min store blå kuffert. Sørgede selvfølgelig for at de ikke blev bøjede unødvendigt og at hælen heller ikke led unødvendig overlast. For selv om mit hold i ryggen sad godt og grundigt, ja så skulle jeg nok sørge for hurtigst mulig ud at komme ud at løbe når jeg kom hjem.
Vel ankommet til Kastrup Lufthavn stillede vi os op og ventede på vore kufferter, sagde farvel til nogen af de andre turister vi havde lært at kende. Lidt efter sagde vi farvel til nogen flere og til sidst stod der kun én familie, udover min egen. Den anden familie manglede også lige én kuffert mere. Vi havde efterhånden set det samme smadrede klapvognsstativ køre rundt på bagagekarrusellen de første 50 gange da vi indså at vi havde mistet en kuffert. Selvfølgelig den blå med løbeskoene. Hvorfor havde jeg ikke også taget dem med i håndbagagen?!
Kufferten dukkede aldrig op og vi måtte i gang med forsikringen for at få dækket vort tab. Det gik egentlig smertefrit, men det tog lang tid.
Mit hold i ryggen gik væk efter 2 uger og tre kiropraktorbesøg. Så var jeg klar til at løbe igen. Men jeg havde jo ingen sko. Pengene var ikke dukket op fra forsikringen og på det tidspunkt vidste vi ikke om der idet hele taget nogensinde ville komme nogen. Den finansielle situation stod samtidig sådan, at jeg ikke bare kunne gå ud at købe nye løbesko igen. Hvad gør man så? Ja, jeg hev de gamle Puma gummisko frem igen, de havde jo været gode nok i starten, så det gik nok at løbe lidt i dem igen. Siden jeg sidst havde løbet i Pumaskoene var jeg imidlertid begyndt at løbe 3 gange om ugen og distancerne var øget betydeligt. Reaktionen udeblev heller ikke. Efter nogle uger begyndte jeg at få ondt på ydersiden af det venstre knæ, og det blev værre og værre. Efter læsning på nettet fandt jeg ud af hvad jeg havde gjort. Man SKAL simpelthen have nogle ordentlige sko at løbe i når man løber regelmæssigt. Derfor bed jeg i det sure æble og tog ind til løbeforretningen Kaiser Sport i København for at købe et par nye Air Kantara. Kaiser Sport er løber forretninGEN. Her får man den udsøgte behandlingen og vejledning af rigtig dygtige folk. Jeg kom op på et løbebånd, benene blev videofilmet og ekspedienten kom frem med to typer sko til mig, et par New Balance og et par Asics Vlll. Men no way tænkte jeg da jeg fik dem på. Han havde fundet de samme torturinstrumenter frem som jeg nogle måneder tidligere var blevet præsenteret for. Så jeg sagde: "Nix, jeg skal bare have et par Nike Air Kantara, de passer perfekt til mig. Er det mon fordi I ikke fører den model, at du ikke viser mig sådan et par?". "Ork jo, dem har vi da også" svarede ekspedienten, du må da også gerne prøve dem, men jeg nægter at sælge sådan et par til dig, for de passer overhovedet ikke til din løbestil". Det sagde han sku' ! Og det med at kanten sad inden under mine fodsåler, det var altså ikke kanten, det var kilen, der holder foden på plads, så foden ikke vælter for meget indad når man løber.
Det blev derfor til et par Asics Kayano VIII og jeg glædede mig til at komme hjem for at prøve dem. Det blev dog ikke til ret mange ture for et par uger efter sagde mit knæ fuld stop. På en lille hurtig 5k tur gav det et jag gennem knæet, som blev der stukket en kniv ind i siden af det. Det var umuligt at løbe en kilometer længere. Jeg spadserede humpende hjem.
Først 7 uger efter kom jeg i så småt i gang igen og først nu begyndte jeg egentlig at interessere mig for de nye sko. Min opmærksomhed havde langt hen ad vejen været rettet mod det fordømte knæ. Men nu var det som sagt ved at være ok igen.
Distancerne blev langsomt øget og knæsmerterne var helt væk, men du godeste hvor var jeg træt af skoene! Der var forskel på hvor meget de irriterede, nogen gange var det kun en anelse, mens jeg andre gange i raseri var ved at hive dem af og kyle dem ind over markerne.
Det var som om der nedenunder sålen lå en sten og gnavede op i foden sålen på mig.
Men jeg syntes ikke rigtig jeg kunne købe nye sko igen. Derfor pinte jeg mig igennem 1000k med dem på ca. et år. Det passede fint med at det så var nytår og januarudsalget skulle begynde igen.
En rigtig dejlig dag kørte jeg så til København for investere i det nye par løbesko.
Jeg var helt åben for hvilken slags sko det skulle være, kun én ting var dog sikkert og det var aldrig mere Asics Kayano!
Først kørte jeg til Marathon Sport butik nummer 1. I butikken var der travlt for det var den første udsalgsdag. Jeg prøvede flere par sko, men de rigtige fandt jeg ikke. "Ok, jeg prøver blot deres anden butik"  tænkte jeg. Også her var det flinke ekspedienter, men der var også et virvar af mennesker. Jeg var på nippet af at købe et par Saucony sko, men ombestemte mig i sidste øjeblik for de var ikke HELT rigtige. I tankerne havde jeg stadig de dejlige Nike Air Kantara, og sådan var Sauconyskoene på ingen måde.
Det var ved at blive sent og jeg skulle til at hjem og jeg var godt skuffet. Men der var ikke rigtig noget at gøre, - og det var der så måske alligevel. Jeg kunne jo prøve at besøge Kaiser Sport, selv om de ikke havde skrevet noget om udsalg. Jeg kørte derud.
Det viste sig, at de faktisk også havde januarudsalg, så her kunne jeg måske også gøre mit skokup.
Der var ikke nær så mange kunder her og ekspedienten havde godt tid til at lytte til min lidelseshistorie om Kayano VIII'en. Herefter gik vi i gang med at prøve sko.
Efter flere forsøg med forskellige sko, løbebånd og video foreslog ekspedienten at jeg prøvede et par Kayano IX, som i øvrigt også var på udsalg. Spild af tid tænkte jeg, men ok jeg kan da godt prøve. De var nøjagtig lige så irriterende som VIII'eren.
Så vi gik videre med alle mulige andre mærker og prøvede sågar forskellige indlæg, men det gjorde blot irritationen under foden endnu værre.
Det skal samtidig siges at jeg følte mig som en rigtig tidsrøver, men jeg kunne jo lade mig selv lave det samme fejlkøb igen.
Efter en time med rigtig mange forskellige slags sko, på løbebånd, videofilm, vurdering og så forfra igen, kunne jeg se at ekspedienten var ved at være udtømt for ideer. Han var udfordret på sin professionelle kunnen sagde han, hvorefter han foreslog at vi jo kunne prøve den helt nye Kayano X, men den var godt nok ikke på tilbud.
Modstræbende indvilgede jeg, men egentlig mest for hans skyld for jeg kendte jo god resultatet.
Men det var en kæmpeoverraskelse, - det var som at stikke fødderne ned i to perfekte skåle som omsluttede fødderne.
Op på løbebåndet igen, filme benene og det var markant den bedste benstilling vi havde set.
Så summa summarum, det endte altså med at jeg gik ud af butikken med dagens dyreste sko som jeg oven i købet havde proklameret at jeg aldrig mere ville røre.
1150k løb jeg altså i dem og nu har jeg købt et par mere;-)
De skulle selvfølgelig have været købt ved Kaiser Sport, men mine ben kunne altså ikke vente så længe.
I dag skulle vi hjem fra Jylland så jeg kunne lige prøve en tur i skoene  gennem skoven og langs stranden. For at nå det måtte jeg imidlertid tidligt op, rigtig tidligt. Kl. 8:00 stak jeg af sted og det var godt nok mørkt! Faktisk var det så mørkt at jeg var betænkelig ved at løbe ind gennem skoven med de hullede grusveje og store sten. Måske var jeg også lidt bange for bussemændene;-)
Derfor besluttede jeg mig for at løbe ruten den anden vej rundt, altså stranden først og så skoven på tilbagevejen. På den måde fik jeg så godt nok modvind langs stranden, men det var ok. Faktisk er det en god fornemmelse med lidt modstand. Ofte oplever jeg turene bedst når der er lidt kamp.
I dag var der også regn og slud og det blæste godt til. Der var meldt kuling.
Men det var en skøn tur!
De nye sko sad perfekt, om end der var et lille skrabemærke under den ene fod bagefter. Men det var næsten ikke værd at tale om.
Blæsten ruskede mig godt igennem og jeg var helt gennemblødt da jeg kom tilbage. Rigtig, rigtig godt tur.
Da jeg så kom hjem kunne jeg oven i købet så lige nå at få en dejlig, stille og rolig morgenmad med mine forældre. Det var helt perfekt!

Regn, slud, blæst, men pragtfuldt løbevejr. Først på den sidste kilometer kunne jeg mærke elementerne. Nej det var ikke så slemt.
Jeg løb igen den gode tur ved Vesterhavet. Benene fungerede igen perfekt og jeg havde god fart.
Har været i Esbjerg for at se om udsalget var startet mht løbesko. Det var det med udvalgte modeller, dog ikke Kayano X som jeg skal have. Jeg håber jeg kan strække mine nuværende sko en anelse.
Det er stadig almindelig træning, Copenhagen Marathon ligger langt ude i fremtiden synes jeg. Da jeg startede løbeprogrammet kan jeg huske, at jeg var sikker på at alvoren ville begynde ved årsskiftet. Det er endnu ikke sket, men på den tredje tur i denne uge skal jeg dog til at løbe 18k. Det har jeg aldrig løbet som fornøjelsestur, kun i forbindelse med træning til halvmaraton og træning til det tidligere forliste maratonforsøg.
Men først skal jeg lige snuppe 10k i overmorgen. Efter dagens tur ser det lyst ud.

Godt at komme ud at løbe efter al den gode julemad. 10k, dels i skoven og dels langs fjord og hav. Flad rute, det er ren fornøjelse!
Jeg løb de 8 - 9 k af de 10k på grus og græs, hvor jeg normalt løber over 95% af mine ture på asfalt og fortove. Det var godt for knæet kunne jeg mærke.
I skoven mødte jeg en enkelt løber med hund og ved stranden masser af spadserende, der var ude at nyde det gode vejr.
Det er faktisk på denne 10k rute jeg har min personlige rekord. Jeg løb den i efterårsferien og det var selvfølgelig meget tilfredsstillende at komme ned på en tid man aldrig har været på før. Men faktisk er jeg ikke helt sikker på at tiden ville "blive godkendt" hvis ret skal være ret. Den pågældende løbedag blæste det nemlig rigtig godt til, ikke orkan men alligevel. På de første 4 - 5 kilometer, hvor der var modvind, løb jeg i læ i skoven. Herefter kom jeg ud på det lange flade stykke friland langs havet. I medvind. Og jeg fløj af sted. Ja det var godt nok mig der flyttede benene under mig, men det var vinden der bar mig af sted.
Tiden var som sagt rigtig ok, men jeg glæder mig til jeg kan slå den på nogle andre vilkår.

De "gode ben" jeg har været udstyret med de sidste 8 - 10 dage er forsvundet ligeså pludselig som de kom. Morgenens tur foregik uendelig langsomt og trægt. Mærkeligt, men måske skal forklaringen findes i den mad jeg fik i går. Normalt fylder jeg mig nemlig til aftensmaden med bjerge af kulhydrater, - ris, pasta og hvidt brød. I går spiste vi imidlertid mexicanske Toca-skaller, som i øvrigt smagte dejligt.  I Toca-skallerne er der ikke den samme energi som i de kulhydratbunker jeg plejer at køre ned. Jeg ved det ikke, måske er det derfor det ikke gik hurtigere i dag.
Turen var sådan set ok. Det var den gode tur på landet og jeg troede faktisk de første 4 - 5 kilometer at jeg igen havde taget alt for meget tøj på. Da jeg begyndte at løbe hjemad igen var jeg dog godt tilfreds med huen og den ekstra t-shirt, for det blæste faktisk helt pænt.
Knæet var en anelse ømt, men dog mindre end på sidste tur. Jeg har fået talt kilometerne på mine sko. 1120k står den på, så måske er det min egen skyld at det begynder at værke lidt i knæene. 1000k er jo anbefalet skiftetidspunkt.
Nu kommer julen og jeg skal til Vestjylland. Her har jeg altid nogle gode ture i den friske luft på flade ruter. Det glæder jeg mig til.

God fart i skoene igen, og det er vel at mærke uden jeg egentlig har besluttet mig for at løbe hurtigere. En kort 8k tur og helt ubesværet. Det eneste lille minus ved turen var at jeg fik en anelse ondt i knæet. Jeg blev lidt forskrækket, men et par kilometer senere var det væk igen. Sådan går det ofte. Småsmerter kommer og går, det er sikkert fordi benene udvikler sig og vænner sig til den større belastning. Teksten her skriver jeg dagen efter jeg løb og i nat var jeg på toilettet og der var knæsmerten igen, men i dag onsdag er den væk. Godt det er restitutionsuge. Måske jeg skulle holde lidt igen med farten alligevel, eller måske skulle jeg gøre det modsatte, - løbe lidt kortere ture endnu hurtigere. Det sidste synspunkt læste jeg i dag i Gyldendals løbebog. Ved løberknæ anbefaler de at man nedsætter kilometerantallet, fordi løberknæet kommer ved at senen på ydersiden af knæet irriteres mod knoglen i knæet, hver gang knæet bliver bøjet.
Men måske -forhåbentlig, er smerten væk i morgen.
Jeg er dødtræt af at skrive om alle de småskavanker, fordi jeg kan mærke formen bliver bedre og bedre. Når jeg løber kan jeg mærke at musklerne er blevet stærkere. F.eks. når jeg løber ned ad stejle bakker. Tidligere skulle jeg virkelig være koncentreret når jeg løb nedad. Passe på ikke at gungre af sted så mine knæ hoppede op og ned. Nu kan jeg mærke at benene styrer nedad og at musklerne holder knæene fast på plads. God fornemmelse.

Igen en tidlig morgentur. Det er sjovt at læse tilbage i loggen og se beskrivelsen af mine besværligheder med morgenture. Ganske stille er jeg begyndt at bruge morgenerne til turene. Bl.a. beskrev jeg overvejelserne om hvad jeg skal spise om morgenen. Hertil har jeg fundet ud af at jeg blot skal spise minimalt. I morges spiste jeg eksempelvis en clementin og en pære, det virkede fint. En anden ting jeg tidligere besværede mig over var stivheden om morgen. Løsningen på dette er blot at starte roligt ud, så ruller det kort tid efter.
Morgenturene er kommet på programmet for at få tid til at løbe og jeg tror faktisk de, ihverttilfælde i weekenden, fungerer bedre end de afsindige aftenture jeg har været ude på. Nogen gange efter midnat!Turen i morges blev løbet samtidig med at solen stod op. Dejlig fornemmelse. Jeg har en 16k rute og den havde jeg egentlig planlagt at løbe. Men da jeg blev nødt til at starte løbeturen mens det var mørkt, måtte jeg sammenstykke turen af min 6k-rute og min 10k-rute. 16k-ruten løber nemlig et godt stykke ud på landet uden gadelys.
Der var sne på vejene og det blæste en anelse. Det havde jeg dog ikke rigtig nogen fornemmelse for, turen var mild og behagelig. Indtil jeg på de sidste 6 k vendte ude på landet og skulle til at vende næsen hjemad. Så kunne jeg pludselig mærke den kolde modvind. Og konsekvensen udeblev ikke. Maven blev kold og jeg måtte stå af og forrette min nødtørft.
Tempoet var igen fint og det samme var mine achillesener, så jeg tør næsten ikke tro at alt igen er ved at være godt. Næste uge er samtidig restitutionsuge, så alt tegner lyst!

En anelse mere tempo. I aften løb jeg på en tid der svarer til en almindelig løbetid inden tempoet gik ned ad bakke. Det var opløftende. En anden god ting var achillessenerne. Jeg mærkede næsten ingenting, først på den sidste kilometer var der en signal fra dem, men ingen smerter.
Skal jeg karakterisere turen kort, bliver det med betegnelsen: overskud.

Æres den som æres bør. I den første log jeg skrev for 5 uger siden, fortalte jeg bl.a. noget om hvorfor jeg vil have en log. I den forbindelse glemte jeg noget.
Da jeg sidste år forsøgte mig med maratonprogrammet læste jeg nemlig om en anden maratonaspirants tanker og overvejelser til Copenhagen Marathon 2003.
Det var elementært spændende ;-) Hans beskrivelser omhandlede nøjagtig de tanker jeg selv rumsterede med. Jeg blev først opmærksom på teksterne da jeg var godt i gang med mit eget opstartsprogram og jeg kan huske at jeg tænkte at sådan et website ville jeg også gerne have haft. Men da var løbet kørt mente jeg, for jeg var jo allerede flere uger inde i mit forløb og derfor syntes jeg ikke der var nogen grund til at gå i gang. Men så blev jeg skadet og måtte derfor udskyde min maratondebut. Med udskydelsen fik jeg imidlertid samtidig også muligheden for at lave min egen log. Jeg håber andre nybegyndere engang også vil kikke i min log og nikke genkendende til nogen af de tanker jeg gør mig.
Løberen jeg refererer til hedder Ole Thorning Jacobsen og hans websted hedder www.oleweb.dk.
Dagens tur på 8k løb jeg tidligt i morges, kl 6:45. Jeg mødte to andre løbere, skraldemanden og så var jeg ved at blive kørt ned af en ældre dame på cykel. Hun blev helt chokeret, men grinede da jeg igen tog afsked med hende.
Vejret er stadig behagelig at løbe i, selvom det blæste en anelse mere i dag.
Motivationen er stadig i top og jeg har nemt ved at komme af sted på turene. Det er ikke rigtig begyndt at blive hårdt endnu, men de efter mine begreber, lidt hårdere ture lurer lige om hjørnet. Jeg føler mig klar til dem. Måske er jeg blevet lidt mere træt. Når jeg kommer hjem fra arbejde har jeg indimellem lyst til et lille nap på øjet. Som oftest er der ikke tid til det, men når det lykkedes er det rigtig godt. Bare 15 minutter. Trætheden kan skyldes at jeg på ugebasis løber længere, men det hænger selvfølgelig også sammen med de temmelig sene løbeture jeg ind imellem er ude på.

I dag søndag var jeg oppe kl 6:30 for at løbe mine 14 k. Behagelig tur. Dårlig tid;-)
På turen spekulerede jeg på mine dårlige tider.
Overtræning? Nej overhovedet ikke, de distancer jeg løber i øjeblikket har jeg løbet i lange tid.
Overbekymring for at lægge for hårdt ud? Nej, det er snarere den gamle sang om at jeg hellere vil løbe i et behageligt tempo, som gør at jeg også har lyst til næste tur.
Dovenskab? Ja måske. At løbe alene kræver, at man kan give sig selv et los bagi. Jeg er god til at komme af sted på turene. Faktisk har jeg sjældent problemer med at komme af sted, ja det er vel nærmest lystbetonet. Til gengæld presser jeg ikke mig selv særlig hårdt. Faktisk kan det være terrænet der er den største udfordring som beskrevet på den forrige løbetur, eller en kraftig modvind, eller hvis der kommer en anden løber som jeg i al venskabelighed prøver at løbe lidt om kap med. Og når jeg er kommet op i fart passer det mig faktisk rigtig godt og jeg fornemmer at jeg egentlig godt kan løbe hurtigere.
Alligevel foretrækker jeg at løbe alene, fordi jeg tror jeg bedst kan indpasse turene alene. Det skal være når jeg har tid og dermed også lyst.
Ovenstående fik mig til at tænke på Marathonmann som er en løber, der huserer på det løberforum, der hedder DoUrun, . Marathonman har sit eget website der bl.a. indeholder løbeprogrammer og disse programmer  tager udgangspunkt I at løbe på tid og ikke på kilometerantal. Det kan være jeg helt ubevidst er begyndt at løbe eftr hans anvisninger;-) Nej det er jeg ikke, på den anden side supplerer hans tilgang meget godt den måde jeg selv ser på træningen.
På dagens tur glemte jeg at få vand med. Jeg plejer at have en lille flaske med når jeg løber over 12k. Det gjorde ikke noget ved løbeturen, men jeg bliver nødt til at huske vandet, så jeg kan vænne mig til at drikke på turene.
Der var rigtig mange løbere på gaden. Jeg tro jeg havde mødt de første 5 inden kl var 8:00. På turen mødte jeg også flere der var på vej hjem fra byen og jeg tænkte: "Gad vide hvad de tænker?" ;-)

I dag kunne jeg løbe en morgentur og da det var lyst kunne jeg løbe ude på landet. Det er den tur jeg har løbet allerflest gange, men jeg kan se i mine noter, at det er over en måned siden jeg sidst har løbet den.
Som sædvanlig lagde jeg stille og roligt ud, men jeg kunne se at roligt tempo efterhånden er blevet MEGET roligt, for jeg er blevet ufattelig meget langsommere. Det var sådan set lidt skræmmende at mit tempo er faldet så meget. Der er selvfølgelig en grund til at jeg har sat tempoet ned, nemlig at jeg ville passe på mine achillessener og faktisk virker det som om de har fået det lidt bedre. Men på de første kilometer løb jeg i dag ret umotiveret og havde svært ved at finde glæden ved at være af sted. Men som det ofte er sket før vågnede jeg lidt op da ruten blev lidt mere besværlig. Efter 5 kilometer kommer der nemlig en lang bakke. Ikke specielt stejl, men lang. Når jeg skal til at kæmpe lidt for sagen og åndedrættet kommer lidt op, plejer jeg at vågne op. Og det skete også i dag. Efter bakken gik det igen rigtig fint og jeg kunne holde kadencen hjem.

Hidtil har jeg fulgt løbeprogrammet til punkt og prikke, selvom jeg ved starten for fire uger siden havde besluttet, at det var mig der skulle styre løbedistancerne og ikke programmet.
For et år siden da jeg sidst forsøgte mig med programmet var jeg fuldstændig stålsat på at følge programmet på kilometeren, fordi jeg på selve maratondagen mentalt ville være sikker på at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne.
Sådan har jeg det som sagt ikke denne gang, selvom jeg altså hidtil rent faktisk har fulgt programmet.
Af forskellige årsager er dagens løbetur nemlig blevet sindsyg sent og er nærmest blevet et natløb. Derfor tog jeg mig den frihed at tage ugens korteste tur nemlig 8k.
Turen var stille og rolig og tidspunktet taget i betragtning ok.

Når jeg prøver at huske tilbage på de første gange jeg løb 10k for nogle år siden, ja så er der sket en del med formen. Jeg var helt mast og kunne næsten ikke få vejret flere minutter efter løbeturen var slut. Senere løb jeg rigtig mange 5k ture og indimellem nogle 10k ture. De dage jeg skulle ud at løbe 10k var jeg altid lidt mere spændt end ellers, fordi det trods alt var en pæn distance, syntes jeg. Sådan er det ikke mere. Nu glæder jeg mig til de 10 k. Jeg ved præcist hvordan det er, hvornår jeg kan give den gas, hvor meget jeg kan give den i starten hvis jeg skal holde hjem osv. Når jeg løber 10k i et jævnt tempo er jeg ikke særlig forpustet når jeg kommer hjem og jeg finder hurtigt en normal vejrtrækning igen. Hvis jeg hver gang pressede mig som jeg gjorde de første gange ville mine tider og min form garanteret blive væsentlig bedre, men jeg er jo ikke i gang med at forsøge at blive hurtigere, jeg er i gang med at lære at kunne løbe længere.
På aftenens tur fornemmede jeg rigtig ovenstående. Det var godt at mærke, at jeg bare kunne blive ved med at løbe hvis jeg skulle. Jeg er ved at vænne mig til at løbe på fedt i længere tid, så jeg kan spare på kulhydraterne så lang tid som muligt.
På nuværende tidspunkt tror jeg godt jeg kunne løbe en halvmaraton.
På bloggen har der allerede været gæster med gode kommentarer, så måske det vil være på sin plads at jeg præsenterede mig. Eller skrev nogle "specifikationer" så eventuelle læsere bedre kan følge med.
Jeg er 44 år og har løbet i omkring 3 år. De sidste 2 år har jeg løbet 3 gange om ugen, bortset fra nogle perioder, hvor jeg var skadet.
Nogle måneder efter jeg var startet fik jeg løberknæ (klassisk fejl: forkerte sko) Det tog et par måneder inden skaden var helt væk. Derudover har jeg haft vrøvl med min lysken, det tog 3 -4 uger før den var væk. Jeg tror jeg fik skaden, fordi jeg løb hurtigere end det var godt for mig.
Jeg har hold i ryggen to gange, som jeg måtte have kiropraktoren til at løsne.
Endelig har jeg haft ondt i min achillessene. Det døjer jeg stadig lidt med og jeg går og håber på et mirakel.
Det lyder måske som om der altid er et eller andet galt, men sådan fornemmer jeg det egentlig ikke.
Jeg er 1,85m høj.
Da jeg startede på dette maraton-for-begyndere-projekt vejede jeg 85k om aftenen og 84k om morgenen. Det er ikke så tit jeg kommer på vægten og jeg tror ikke rigtig vægten har ændret sig. Mit løbeprojekt har sådan set heller ikke noget at gøre med min vægt. Den kunne godt være lidt mindre. Jeg spiser hvad jeg har lyst til og på den bagvendte måde kan man måske alligevel godt sige at mit løb har indflydelse på min vægt. For at kunne spise hvad jeg har lyst til er det godt jeg løber.... Måske hænger det sådan sammen og hvis jeg smider nogle kilo under træningen vil det selvfølgelig være en ekstra bonus. Som sagt tror jeg ikke jeg har smidt nogen kilo, på den anden side kan jeg se på maven og ansigtet at det er sket et eller andet.
Jeg har været med nogle småløb. 3 Hellas træningsløb, 2 gadeløb i Roskilde (hvor jeg udgik af det første) og et halvmaraton (NorthSea Beach Marathon, hårdt, langsomt, men jeg gennemførte)

Listede en 10k tur ind på regnskabskontoen. Jeg ved ikke hvor meget det giver rent konditionsmæssigt, turen var langsom, men ok.
Næste tur bliver søndag, for jeg skal til julefrokost i aften. Jeg er ret sikker på at jeg ikke har så meget lyst til at løbe i morgen lørdag.
På turen i går aftes rundede skoene de 1000k og jeg må se at få fat på nogle nye.
På turen prøvede jeg i øvrigt at snøre skoene en anelse hårdere og det virkede rigtig godt. Jeg har en høj svang og hvis skoene bliver snøret forkert, irriterer de svangen. I aftes var det perfekt og jeg kom til at tænke på Billy Cross der engang fortalte at lykken var en velstemt Fenderguitar og så bare komme derudaf. Sådan havde jeg det med skoene.
Muhammed Ali har lige hamret George Foreman ned og er blevet verdensmester igen. Bogen var ok selvom det tog lidt tid at komme frem til kampen.
Det var jo kampen hvor Ali i lange perioder af kampen lå ud over tovene og lod Foreman tæske løs på sig indtil han havde slået sig træt. Herefter var det en smal sag for Ali at slå Foreman ud.
Hvad jeg ikke vidste var at Alis Maneger Angelo Dundee før kampen havde taget en skruetrækker med hjemme fra hotellet og med op i ringen. Mens Ali gik rundt i ringen og ventede på at Foreman skulle dukke op, gik Dundee rundt i ringens hjørner og løsnede alle tovene en anelse så de blev slappere. På den måde kunne Ali nærmest ligge ud over tovene og lade tovene tage noget af stødet de gange han blev ramt hårdt på kroppen. Ingen officials tog sig af Dundees lille forberedelse.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se den igen. Gad vide om det kan lade sig gøre?
Hvorfor nu pludselig al den boksning? Jeg ved det faktisk ikke, måske fordi jeg føler mig som en bokser når jeg løber. Ikke som en elegant løber, men som en bokser der joller af sted i grimt løbetøj;-)

Ok nu skrev jeg godt nok efter sidste tur at jeg havde 12  ruter, jeg måtte imidlertid til aftenens tur hurtigt finde en ny 6 k rute for den rute jeg allerede havde på den distance ligger ude på landet uden gadelys.
Turen jeg fandt frem til blev hurtigt lavet på den nemme måde 3 k ud, vende og så hjem igen.
Jeg bevægede mig ud i den nordlige ende af byen og jeg tror jeg vil prøve at finde et par nye ture derude. Hvis man fortsætter kommer man nemlig ud til en lille havn som kunne være et fint vendepunkt.
På turen var der fart, kraft og overskud. Rigtig god tur.
Loggen jeg sidder og skriver er skrevet dagen efter og jeg kan mærke at den korte, men hurtige tur sidder i achillessenerne. Det er altså vigtigt at jeg bliver ved med at løbe langsomt. En anden ting jeg spekulerer på er restitutionsdagene. I de år jeg har løbet har jeg næsten altid løbet tre dage om ugen. Det betyder normalt at jeg har haft mindst én restitutionsdag mellem hver tur. Nogen gange to dage. Det tror jeg er vigtigt for mig, men programmet jeg er i gang med bliver senere til 4 løbedage om ugen og det ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene om. Jeg bliver nødt til nogle dage at løbe to dage i træk. Det er ikke fordi jeg ikke tror jeg kan, men mine ben har godt af en dags pause. Specielt når jeg løb lidt for hurtigt som i aftes.
Måske jeg skulle lægge de to ture der ville ligge lige efter hinanden sammen til ét langt løb i stedet for to kortere. Det kunne jeg godt have lyst til. På den anden side skal jeg nok bare sørge for ikke at løbe for hurtigt, som jeg jo allerede har skrevet mange gange og mindet mig selv om.
På turen i aftes slog det mig hvor katastrofalt det ville være hvis jeg igen skulle få en skade. Det er virkelig rart at løbe når formen er ved at være der og det ikke er specielt anstrengende. Det er banalt men jeg føler jeg bare kan blive ved og ved.
Jeg læste om en undersøgelse der var blevet lavet om løbere og hvilke  fysiske konsekvenser det havde for dem hvis de pludselig stopper træningen. Der blev undersøgt løbere på forskellige niveauer. Motionister og eliteløbere og dem indimellem. Jeg husker ikke helt konklusionen på undersøgelsen, eller rettere, - undersøgelsen blev vist aldrig færdiggjort, fordi man ikke kunne få folk der var i rigtig god form til at stoppe. Heller ikke hvis man tilbød dem penge for det;-)
Jeg forstår dem godt.
Videre - nu med 13 ruter;-)

Når jeg tæller mine ruter sammen har 12  ruter.
3 ruter på 5 kilometer. 1 på 6k. 2 ture på 8 kilometer(!). 3 ture på 10 kilometer, hvoraf kun den ene kan løbes om aftenen (de to andre ligger på landet, uden gadelys) 1 rute på 16k. 1 rute på 18k og endelig én på ca 20.
Alle turene starter og slutter hjemme hvor jeg bor og jeg kan derfor kombinere dem på mange forskellige distancer.
Det betyder at jeg løber de samme ture igen og igen, med det resultat at jeg kan disponere mit løb temmelig præcist. Jeg ved hvor på ruterne jeg skal være for at opnå en bestemt tid.
På de ture jeg sjældent løber er det derfor ikke altid jeg kan holde mig indenfor den tidsramme jeg har besluttet mig for. Typisk fordi jeg lægger for svagt ud. F.eks på 16 kilometer turen. Den løber jeg ret sjældent og jeg har med netop den haft svært ved at opnå en rimelig tid. Hvorimod når jeg løber en kendt 10 + 5 tur, så er der overhovedet ingen problemer med at få en god tid.
Det er både godt og skidt. Godt for den gode tid, men skidt fordi jeg skal blive bedre til at kaste mig ud på en "ukendt" rute, vel at mærke uden at lave den klassiske fejl med at lægge for hårdt ud.
Mine 14k ture har jeg altid, uden undtagelse, løbet som en 10 + 4 k tur. Iaften prøvede jeg derfor at vende den om og løb i stedet 4 + 10 k. Og det blev en anderledes tur. Sjov men anderledes for jeg var jo træt på en anden måde på kendte steder, måske det kan hjælpe med at lære at disponere bedre.
Det var i øvrigt også en sjov tur fordi jeg på et tidspunkt fik selskab af en anden løber. Ok selskab og selskab, pludselig var han lige bag mig i prof løberudstyr og løbende helt afslappet men alligevel havde han ubemærket indhentet mig. Og jeg kan simpelthen ikke lade være med at begynde at løbe om kap. Jeg havde løbet omkring 9k og var godt gennemvarm og kunne godt give den en smule gas uden at løbe for stærkt. Det var ihvertilfælde ikke ret meget for hurtigt. Han så som sagt helt afslappet ud, det kan man selvfølgelig aldrig vide om han var, mens jeg kunne mærke at jeg måtte op i en lidt uvant kadence.
Det der var rigtig sjovt var at jeg kunne mærke at han to gange, tror jeg, satte farten en anelse op for at gå forbi. Men jeg satte farten tilsvarende op og holdt mig stadig lidt foran ham. Det gik nedad bakke så anstrengelsen var ikke så slem, men jeg kunne godt mærke at det var uvant samtidig med at det føltes ok. Da vi på den måde kom til et lyskryds hvor der var rødt lys og flere biler, der skulle dreje den ene og den anden vej blev jeg i tvivl og stoppede op. Men han fortsatte over og jeg blev sat. Og godt for det, jeg kunne overhovedet ikke være fulgt med. Men sjovt var det, det minut det varede;-).
Kort tid efter måtte jeg træde af på naturens vegne måske betaling for den ekstra anstrengelse.
Men rigtig god tid for løbet da jeg kom hjem.
Tredje uge er gået programmet kører. Jeg har gennem mange uger haft travlt på mit arbejde og har derfor måttet løbe mange aftenture. Nu håber jeg det lysner lidt så jeg kan komme af sted lidt tidligere på eftermiddagen.
Næste uge er ifølge programmet restitutionsuge (6k, 10k og 10k), ikke fordi jeg synes jeg trænger. På den anden side er det ok fordi jeg tror motivationen næste uge igen, vil skærpes

Nogle ture er lettere end andre og det var sådan én i aften.
Det er svært at sige hvad der gør forskellen, det er vel ligesom cykelrytterne, der kan have "gode ben". Det var sådan en aften i aften.
Måske det var fordi jeg holdt lidt igen med aftensmaden? Måske fordi vi fik fisk og pasta? Måske fordi jeg havde et perfekt timet toiletbesøg lige inden løbet ;-) Det er svært at sige. Sikkert er, at jeg følte mig fuldstændig let til bens og det var virkelig svært ikke bare at lægge fra land og løbe til. Det gjorde jeg nu ikke, men alligevel fik jeg en advarsel på den sidste kilometer fra achillessenen. Ikke alvorlig, men den var der. Det er rigtig, rigtig irriterende.
Mine Asics Kayano X runder snart 1000 kilometer og jeg er begyndt at holde øje med om der snart viser sig et par på udsalg.
Når jeg ser på min manuelle løbedagbog kan jeg se at jeg faktisk fik en løbeskade ved ca. 1000 kilometer i januar i år. I achillessenen. Jeg holdt pause i over 4 uger! Det skulle nødig ske igen. Da var jeg også i gang med løbeprogrammet til Copenhagen Marathon. Men som jeg havde det den gang, er det slet ikke fat på nuværende tidspunkt. Jeg synes bare at 1000 kilometer måske lige er i underkanten af holdbarhed selvom jeg godt er klar over, at det netop er ved dette kilometertal eksperterne sætter grænsen. De har sikkert ret. Det er svært at vurdere. Skoene ser fine ud, men derfor kan "affjedringen" selvfølgelig godt være røget. Når man kikker bagpå dem er de faktisk mest slidte på ydersiderne, selvom jeg overpronerer. Men det er vistnok også helt normalt, fordi foden altid ruller fra ydersiden og indefter.

Aftentur på 8k. Turene er meget afslappede, det er godt. Nu og da tænker jeg, at jeg dårlig nok for sved på panden. Det er selvfølgelig en forbandet løgn, men jeg er ihvertilfælde ikke helt udaset når jeg kommer hjem. Holdningen gør det nemmere at komme afsted, men jeg bliver jo ikke hurtigere af det. Jeg må hele tiden minde mig selv om at det jo handler om et maratonløb langt ude i fremtiden.
Faktisk ville jeg rigtig gerne have været til Hellas månedlige løb i søndags. 3 gange har jeg løbet det og det er rigtig hyggeligt at møde andre løbere. Unplugged.
Der er 5 og 10 kilometerløb og jeg kan godt følge ham der skrev et indlæg på Run4fun.dk om at han havde opnået de største fartforbedringer da han startede i en løbeklub.
De tre gange jeg har løbet har jeg løbet som om det onde var i hælene på mig. Det betyder noget når der ligger én og puster og tramper lige bagved én. Hver gang vandt jeg heldigvis. Men det beviser at jeg sagtens kan løbe hurtigere. Hvis jeg på den anden side løb på den måde hver gang, er jeg ikke sikker på at jeg ville have så relativt nemt ved at komme af sted på mine ture.
I Hellas' klubhus er der i øvrigt rigtig fine forhold og jeg glæder mig til at komme derud og løbe igen. Som programmet ser ud i øjeblikket, må jeg imidlertid hellere holde mig væk. Jeg har lovet mig selv at løbe langt og langsomt.

Rigtig tidligt op for at løbe, mens det stadig var mørkt. Faktisk nåede jeg lige at stille mig selv spørgsmålet: "Hvad har du egentlig gang i, søndag morgen?"
Men som så mange andre gange før kom jeg fint afsted. Efter to kilometer var alt glemt, jeg havde fået varmen og nød turen.
Det bedste råd jeg har fåët mod uoplagthed er vist også det simpleste. Jeg læste det i een af bøgerne fra biblioteket og det går ud på følgende: Når man mærker at man af den ene eller anden grund har svært ved at komme afsted, undskyldningerne kan være mange, så går man hen til sine sko, finder sit løbetøj, tager det på og løber afsted. Man skal så at sige lade være med at tænke og bare komme ud af vagten. Jeg har aldrig fortrudt at jeg har løbet en tur. Tværtimod.
Sådan gik det også med denne tur.
Det gik lidt langsomt, men mest fordi det var hamrende glat og jeg løb meget forsigtig. Men mon ikke jeg bliver lidt mere sikker på benene som vinteren går. Jeg var ihverttilfælde allerede markant mere stabil på slutningen af turen end i starten. Men langsomt gik det, det kunne jeg også se på tiden. Men pyt med det.

Nåede i aften at løbe tidligt, det var rigtig godt.
Det var meningen jeg skulle løbe den "nye" 8 k tur, men jeg kom til at løbe til højre, hvor jeg skulle have løbet ligeud. Ligesom en gammel cirkushest. Det må simpelthen have ligget i rygraden på mig.
Først en kilometer senere fandt jeg ud af det. Det var både lidt sjovt og skide irriterende, men jeg var jo nødt til at finde ud af et eller andet hurtig. Jeg kom i tanke om at jeg efter et par kilometer ville ramme den rigtige rute igen og så måtte jeg prøve at måle når jeg kom hjem, hvor galt det var gået. Det har jeg så netop gjort. Og turen ramte faktisk 8,100km så det var faktisk ikke så galt. Tiden var også fin.
Var på biblioteket i dag hvor jeg genlånte 4 løbebøger, jeg har læst alle de bøger de har. Nogle flere gange. Det er meget inspirerende at læse løbebøgerne, også selvom de til forveksling ofte fortæller det samme. Men der er altid et eller andet nyt at hente. Og som med så meget andet bliver oplevelsen og forståelsen altid lidt anderledes, med større og flere erfaringer. Både praktiske og teoretiske oplevelser.
Ved siden af løbebøgerne stod Norman Mailers bog om boksekampen mellem Muhammed Ali og George Foreman. Jeg har aldrig læst en boksebog før, men jeg fik lyst til at læse den. Måske inspireret af Kesslerkampen for en uge siden eller måske fordi jeg forleden fortalte mine drenge om hvordan jeg sammen med min far og storebror som dreng var oppe kl 2 om natten for at se den kamp.
Jeg er begyndt at lave lidt "gymnastik" med mine achillessene. Excentriske øvelser som det hedder. Jeg fik et papir med øvelserne, hos Kaisersport da jeg købte mine sidste løbesko. De går ud på at strække senerne godt ud flere gange om dagen. Stå på f.eks. et trappetrin med tæerne på trappen og herefter strække hælen langsomt ned. Ikke løfte med achillessenen,- kun strække den. Jeg håber det kan holde en skade i ave. Når jeg løber kan jeg stadig ind imellem mærke achillessenen, men jeg har ikke ondt.
Krydser derfor alt hvad der kan krydses for at det skal gå godt.
Farten på turen holder jeg stadig nede, som det hele tiden har været min plan.
I ovennævnte løbelitteratur har jeg gang på gang læst at man ikke skal øge både distance og hastighed.  Men det har nærmest været som om informationen ikke ville trænge ind, for når jeg i tidligere løbeprogrammer begyndte at komme op i distancen, 15 - 18 k så kunne jeg mærke at jeg var ved at komme i rigtig god form. En dejlig overraskelse at mærke sin egen krop, der pludselig kunne løbe på en helt anden måde. Og hurtigere kunne den sku også løbe. Så var det at jeg glemte alt om "ikke øge både hastighed og distance" med det resultat at jeg røg ned med en skade. For sandheden er jo at det er tredje gang jeg går i gang med det her maratonprogram. Det er også derfor jeg denne gang vil forsøge virkelig at holde den hastighed jeg løber med nu. Flere gange har jeg allerede været fristet til at prøve at tage en hurtig tur, men jeg vil prøve at lade være.
Klokken er mange og jeg vil gå til køjs. Det var allerede i går jeg løb forkert.

Det var en mørk og stormfuld nat,- det troede jeg ihverttilfælde.
Normalt plejer jeg at være ret god til tøjdoseringen. Hvor meget eller hvor lidt jeg skal tage på. I aften var det imidlertid helt galt. I vejrudsigten stod skrevet at det ville blive stormvejr i aften, derfor havde jeg klædt mig på derefter. Svedtrøje, sweatshirt, vindjakke og gudhjælpemig også strikket hue. For første gang i år. Mens jeg løb blev den i øvrigt revet af mig. Den hang i en rosenbusk over fortovet.
Vejret var imidlertid behageligt så jeg fik en ordentlig svedetur.
Når sådan noget sker, at jeg har fået for meget tøj på, trøster jeg mig med at det er god tilvænning for mig. Jeg er nemlig rigtig dårlig til at løbe i varme. Et par gange er jeg gået helt ned på grund af for meget varme. Da jeg var yngre var jeg rigtig god til at svede,- jo varmere jo bedre. Og det kan måske blive et problem til Copenhagen Marathon, hvis jeg ikke får vænnet mig til varmen. Mange af mine ture bliver løbet om aftenen, fordi det er nemmest at finde tiden til det her.
Derfor gør det ikke så meget hvis jeg indimelem bliver varmet godt igennem. Selvom jeg godt er klar over at det ikke er den samme varme, der er tale om.
Turen var lidt hårdere end den plejer, kunne jeg mærke. Jeg spekulerede lidt på om der pludselig var var ved at være noget galt med formen. Da jeg kom hjem var tiden imidlertid over to minutter hurtigere end sidste gang jeg løb samme tur. Så alt er i orden.
Mens jeg skriver vælter regnen ned.

Iler med at få skrevet et par ord til loggen inden søndag bliver til mandag.
Det blev igen en alt for sen tur. Var ude af døren kl. 22:15. 10 km. 
Den største dreng og jeg har været til den sene Superligakamp og derfor kom vi sent hjem. Herefter fik jeg et par mandshøje portioner oksekød med ris som ellers nok plejer at kunne sætte systemet i swing. Jeg plejer at vente 2 ½ - 3 timer inden jeg løber. Iaften gik der kun 1 time. Turen gik imidlertid fint uden mislyde af nogen art. Lidt langsom, men ellers ok.
Den første skive af programmet er skåret.
Kom så!

Turen i dag blev en morgentur. Jeg var nødt til at stå tidlig op for at løbe for at få familens program til at hænge sammen. Op Kl 6:45. Jeg var ude af døren præcis kl 7:00.
Det plejer ellers ikke at være min kop te at løbe om morgenen. Jeg plejer at være stiv de første mange kilometer og tit har jeg svært ved at finde ud af morgenmaden. Sulten er stor når jeg står op og på den anden side duer det ikke at spise for så får jeg sidesting.
I morges snuppede jeg en tør, halv bagel og et par glas vand. Det viste sig at være helt i orden.
For det var en rigtig fin tur. Vejret var koldt og klart og nærmest ideelt til at løbe i.
Den nye rute på 8 km var egentlig også ok.
Flere af mine ruter er jeg kommet til at måle op på den måde, at jeg for at få afstanden til at passe, har måttet tilføje en ekstra sløjfe. Det bevirker, at jeg når jeg næsten er hjemme, så er der faktisk lige endnu et ekstra irriterende nøk der skal overståees. Den nye 8 km rute fungerer derimod lidt anderledes. Her løber jeg nemlig ca. 3 km ud, hvorefter jeg ad en anden rute begynder at løbe hjemad. Det virker som sagt fint.
Egentlig skulle jeg have løbet i går fredag. Torsdag ringede en god ven imidlertid og spurgte om jeg kunne spille badminton. Jeg er stand-inn for ham og en anden ven, på den måde at når én af de to ikke kan spille, så træder jeg til. I går fredag havde jeg det derfor som om jeg havde fået bøllebank over hele kroppen. Men det var dejlig og sjovt at spille badminton. Faktisk kunne jeg mærke at min form er ok og at jeg var rigtig kvik på fødderne. Min badmintonteknik er dog ikke værd at skrive hjem om og jeg tabte begge kampe.
Imorges var jeg stadig lidt øm, men løbeturen fik de sidste rester ud af kroppen.
På løbeturen kom jeg forbi en spiseseddel hvorpå der stod: "Verdens bedste Kessler" Så vandt han! Mens jeg løb, kunne mærke at jeg blev rigtig glad på hans vegne. Han virker som en glad og sympatisk ung mand, Mikkel Kessler. Og sjovt nok tænkte jeg på Rocky da jeg vågnede og skulle ud at løbe i morges. Uden anden sammenligning iøvrigt! I den første film står han tidligt op drikker et krus fyldt med rå æggeblommer og tager af sted på sin løbetur.
Nej jeg foretrækker en bagel.

Det er den første dag I løbeprogrammet.
Det løbeprogram jeg har fundet på webportalen, www.dourun.dk.
Programmet henvender sig til løbere som planlægger at gennemføre deres første maratonløb.
Og det er hvad jeg agter at gøre.
Samtidig vil jeg føre dagbog over min træning, så jeg dels kan huske mine ture og dels følge med i hvor og hvornår ændringer indfandt sig.
Interesserede er naturligvis velkomne til at følge med.

Engang læste jeg Erik Wedersøes bog om sejlskibet "Gitte Gry".
Han fortæller i bogen om et møde i en fjern havn med en fremmed sejler. Den anden sejler fortalte at han havde sat sig for at være den første, der sejlede alene jorden rundt, - uden at skrive en bog om det.
Der er sikkert mange der har skrevet blogs om deres maratondebut før mig. Men min er aldrig skrevet før og jeg vil ikke kunne skrive den igen når jeg engang til maj, forhåbentlig, har gennemført mit løb. Derfor skal den startes idag.

Den 1. tur løb jeg i aften og den var på 8 km. Jeg havde ikke nogen 8 km rute opmålt så jeg måtte hurtigt finde en. Det gjorde jeg v.hj.a. websitet www.map24.com hvor man hurtigt og nemt kan se vejnavne og km og meter indikationer på ruter man selv opmåler.
Turen var lidt kold og våd til at begynde med, men efter kort tid betød det ikke noget.
Jeg mødte et par andre løbere og en vred dame. Der sker næsten altid et eller andet.
Min achillessene driller en smule, men jeg forsøger at sætte farten lidt ned for at passe på den. Selvom der faktisk ikke er voldsomt meget fart at tage af ;-)