http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/ Løbedagbog til Copenhagen Marathon maj 2005 http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 360 Fri, 27 May 2005 16:10:00 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/26-05-05--epilog-post21064 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/26-05-05--epilog-post21064 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/26-05-05--epilog-post21064#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Torsdag. I dag lukker loggen. Målet er nået, det lykkedes mig som begynder at gennemføre mit første maratonløb. Copenhagen Marathon d. 22. maj 2005. Alle træningspas blev beskrevet, glæder såvel som bekymringer. Nu skal jeg til at sætte nye mål for min løbetræning.
Det sidste jeg skriver er en slags status over hele træningsforløbet, der startede d. 10. november 2004.
Inden jeg startede træningsforløbet løb jeg mellem 20 og 25 k om ugen. En uge bestod typisk af tre træningspas på henholdsvis 5k, 5k og 10k eller 10k, 5k og 10k.
Det var anden gang jeg startede på træningsprogrammet. Første gang jeg prøvede det, blev jeg skadet og måtte stoppe forsøget. Programmet hedder "Run4fun marathonprogram nr 1" og kan findes på løbersitet DoUrun.dk på adressen: www.dourun.dk/mar1.asp
Beskrivelserne af træningsturene er skrevet hurtigt og jeg har prioriteret, at de blev skrevet frem for, at de var veldisponerede og fejlfri. Indlæggene er dog ikke altid skrevet lige efter jeg kom hjem fra turen. Ind imellem er de skrevet dagen efter, fordi de fleste af mine ture er løbet om aftenen. Ofte sent.
Min løbefilosofi har været at løbe stille og roligt, så jeg også havde lyst til at løbe den næste tur. Det betyder, at jeg som sagt ikke har presset mig selv voldsomt meget. Til gengæld er programmet næsten overholdt til punkt og prikke.
Når jeg læser om træningen dag for dag, ligner det ind imellem en mellemting mellem en sygejournal og "En hypokonders erindringer". Det er der ikke noget at gøre ved, for hele projektet har været præget at mange tanker og bekymringer om ondt det ene eller det andet sted. Det har simpelthen været et vilkår. En ringe trøst, er det vel, at jeg sagtens kunne have skrevet langt mere om skader og smerter end jeg rent faktisk skrev. Flere gange holdt jeg igen med at skrive om det, fordi jeg selv var så dødtræt af at høre på det.
Væsentlig indflydelse på, at det lykkedes mig at gennemføre løbeprogrammet og dermed selve løbet var, at jeg erkendte, at man ikke både kan øge distance og hastighed. Jeg havde læst denne "hovedregel" masser af gange, men tog det ikke alvorligt under første træningsforsøg, da formen blev bedre og jeg blev i stand til at løbe hurtigere. Men det skal man simpelthen overholde.
Hvad skal der så ske nu? De første par dage efter løbet var jeg meget i tvivl om hvordan jeg fremover vil gribe løbetræningen an. Havde jeg i det hele taget lyst til at løbe mere, tænkte jeg. Og hvad med flere maratonløb? Tirsdag aften, to dage efter løbet sad jeg og læste lidt i nogle løbeblade, jeg havde fået i forbindelse med maratonløbet. Benene var stadig godt ømme og jeg kunne kun gå op og ned af trapper, hvis jeg løftede mig selv v.hj.a. et gelænder. Det var ikke et kønt syn;-) Men jeg kunne mærke, at artiklerne i bladene inspirerede mig og at jeg fik lyst til at prøve endnu et maraton. I én af artiklerne skriver Allan Zahcariassen, at lige meget hvordan maratonløbet er gået, så har man lært noget. Det vil jeg gerne skrive under på. Jeg lærte rigtig meget den søndag og det kan være det ender med at jeg gør endnu et maratonforsøg.
En anden ting der fik mig til at genoverveje min "maratonkarriere" er den oplevelse det er at være ude på det totale overdrev. Selvom det ikke var ubetinget behageligt var det samtidig en overordentlig inspirerende oplevelse som er forskellig fra alt mulig andet jeg har oplevet. Det var på mange måder en mental rejse, hvor jeg var 100% tilstede. Fri for andre tanker.
Men lad os nu se hvad der sker. Det kræver meget tid at træne til et maratonløb. Måske vil jeg udnytte min form til endnu et maraton i september eller i november. I givet fald tror jeg dog jeg vil benytte et 12 ugers program med. Den næste uge vil jeg løbe når og hvor jeg har lyst. Herefter vil jeg igen systematisere træningen. I løbet af sommeren vil jeg måske løbe et halvmaraton.
I aften løb jeg den første tur siden maratonløbet. 10 kilometer. Jeg fornemmede at benene var blevet friske igen. Derfor stak jeg af sted i godt tempo og satte en fart, der var klart højere end under maratontræningen. Der var skud i benene, men efter 5k kunne jeg alligevel mærke, at der stadig var en regning der skulle betales. Det gør jeg så.....

]]> Mon, 23 May 2005 18:47:00 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/22-05-05--uge26--maraton-post20776 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/22-05-05--uge26--maraton-post20776 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/22-05-05--uge26--maraton-post20776#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Men lad mig starte med begyndelsen.
Lørdag aften kom jeg jo lidt sent i seng, men til gengæld faldt jeg i søvn lige med det samme. Da jeg jo havde fyldt mig med vand hele dagen, var jeg oppe og på toilet en enkelt gang. Men jeg sov faktisk rigtig godt og om morgenen kunne jeg mærke jeg var klar.
Til morgenmad lavede jeg en ordentlig skudefuld havregrød, med bananer og rosiner. Det er ærlig talt ikke særlig lækker morgenmad og jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg også ville have spist nogle franskbrødsmadder med pålægschokolade. Men det glemte jeg. Det kommer jeg i tanke om lige i dette øjeblik, mens jeg skriver.
Det var til gengæld rart at sidde i ro og fred og drikke en kop kaffe med min kone. Vi talte ikke så meget, men hun mindede mig om hvordan man spiser en elefant. I små bidder.
Faktisk var jeg en anelse forvirret. Det var som om jeg havde glemt et eller andet, det kunne ligne mig at køre ind til byen og finde ud af at jeg havde glemt skoene. Der skete nu ikke noget i den retning, men jeg kom en anelse for sent af sted, men det skulle nok gå tænkte jeg. Ved RUC stod en mand i træningsdragt og sportstaske han lignede én, der også skulle til CPHM. I radioen blev Lis Sørensen interviewet, hvorefter de spillede "Her er så stille nu" Det kunne jeg sku' ærlig talt ikke holde ud at høre på og slukkede. Jeg kunne mærke at jeg var ved at blive lidt spændt. Turen til København gik fint og jeg havde besluttet, at jeg ville parkere ved Fisketorvet, der skulle nok være en ledig plads, tænkte jeg. Da jeg drejede ind på parkeringspladsen, var der imidlertid bekymrende mange ledige pladser. Der var faktisk ikke andet! Der var tidsbestemt parkering overalt, så der kunne jeg ikke holde. "Ok", tænkte jeg, "Fisketorvet ligger jo også ret langt væk fra startstedet, så jeg finder en plads lidt tættere på" Det var jeg ret sikker på jeg skulle finde. Omkring Fisketorvet så jeg de første afspærringer til løbet, fortsatte forbi dem for at komme af med bilen. Men her stoppede trafikken og nu kunne jeg mærke at panikken lå latent. For satan hvis jeg kommer for sent til starten, jeg var jo lidt forsinket i forvejen. Jeg kørte lidt rundt i kvarteret ved politigården og her fandt jeg heldigvis en ledig plads relativt hurtigt. Men jeg havde lidt travlt og jeg havde aftalt med Filip at jeg skulle ringe til ham når jeg havde fået parkeret bilen. Men nu skulle jeg tisse og det skulle bare være nu. I forvirringen fik jeg ringet ham op inden jeg havde fået ladet vandet. Samtidig spænede jeg rundt og ledte efter et træ.  Men nu skulle det gå stærkt. Jeg afbrød telefonen og styrtede ind gennem en port for nu var det altså lige op over. Der holdt et par biler inde i gården så kunne jeg tisse bag én af dem. Men der hang også nogle skilte på væggen. Der stod: Politi. Nå, så kunne jeg godt lige finde et andet sted alligevel. Lidt længere nede af vejen stod der et nådigt træ.
Filip og hans familie fandt jeg med det samme, de stod ved starten og ved den fartholder jeg skulle følge. Kurt, svigerfaren, var der ikke. Han gik rundt for sig selv ét eller andet sted og koncentrerede sig. Sådan havde jeg det slet ikke, men måske burde jeg prøve at koncentrere mig tænkte jeg.
Det regnede lidt og det styrtregnede skiftevis. Det skal nok ændre sig tænkte jeg, så jeg skulle ikke nyde noget af paniktøjskifte i sidste øjeblik. Jeg havde besluttet mig for at løbe i en svedtrøje med den nye DoUrun løbetrøje udenpå og de 15 år gamle shorts som jeg er sikker på ikke gnaver, når blot jeg har underbukser på.
Nu var der kun 12 minutter tilbage og vi stod alle sammen ganske hyggeligt under Filips kones paraply. Kurt var kommet tilbage og han var også ved at være klar.
Fartholderne jeg skulle følge stod ganske tæt på. Det var to små, sporty kvinder lidt ældre end jeg selv. Jeg gik hen til dem for at spørge om de holdt pause ved vanddepoterne. Det gjorde fartholderen nemlig ved halvmaraton testen og da løb jeg med fartholdere, der var en anelse hurtigere. Inden jeg kunne nå at spørge, var en anden løber dog kommet mig i forkøbet og stillede det samme spørgsmål. Svaret var en anelse uvenligt tænkte jeg. "Nej det har vi sandelig ikke tid til, så kan vi ikke holde tiden" Det var ikke fordi jeg havde behov for at stå stille mens jeg drak vand, men jeg forstod det ikke rigtigt.
Jeg gik tilbage til de andre for at sige farvel. Kurt og jeg gav hinanden hånden og sagde "Viel Glück" og så bevægede jeg mig lige hen til målstregen.
Speakeren gav de sidste beskeder. Husk at drikke vædske ved de første depoter. Umiddelbart før start kom der et kæmpe tordenskrald og folk jokede nervøst med de fine forbindelser arrangørerne havde.
Kort efter kom så pistolskuddet, der skulle sætte de næste timers udfordring i gang.
Hele vejen opad Vester Voldgade stod der mennesker og klappede og smilede. Det var en rar fornemmelse, men jeg forsøgte at holde koncentrationen og holde mig tæt på fartholderne. Men det VAR rart med opbakningen.
For enden af Vester Voldgade og ned ad Nørre Voldgade fik jeg en lidt ubehagelig fornemmelse af tempoet. Det gik lidt for stærkt tænkte jeg og igen tænkte jeg på halvmaratontesten, da husker jeg at jeg tænkte på at det var et rigtig behageligt starttempo. Et tempo, jeg fornemmede jeg kunne holde lang tid. Det var som sagt blot en fornemmelse og jeg slog det ud af hovedet igen for alt var spændende og jeg var ovenpå. Åndedrættet var fint og jeg løb med gode kraftfulde skridt. Omkring hjørnet til Sct Hans Torv efter 5,5k, blev vi igen overvældet af masser af glade mennesker, der klappede og bakkede op. Det gav ekstra fart i benene. Ned langs Sortedams Søen og op mod Trianglen. Her blev vi mødt af dagens største mur af bifald og det gav endnu et ordentligt boost. På Trianglen spillede et sambaorkester og smukke piger dansede inciterende. Noget der fik ryggen til at rankes og skridtlængden til at øges.
På vejen ned ad Blegdamsvej fik jeg igen den der fornemmelse af at det godt nok gik hurtigt. Efter vanddepotet på Borgmester Jensens Alle, efter ca. 8k, var det imidlertid som om tempoet gik ned og jeg hørte to andre løbere tale om at de også fornemmede, at vi havde løbet lidt for hurtigt i starten. Et eller andet sted kunne jeg godt mærke en smule irritation, men det var sikkert fordi jeg begyndte at kunne mærke løbet og nu var vi efterhånden ved at runde de første 10k. Bare 3 "runder" mere af slagsen plus et lille nøk så ville den være der. Ved 10k skiltet løb vi på samme rute som jeg havde løbet sammen med drengene i går. Jeg tænkte på dem, smilede ved mig selv og fik ekstra kræfter.
Da tempoet blev sat ned var det som om mine ben var i fartoverskud og uden at ville det, var jeg kommet lidt foran fartholderne og det var faktisk rigtig rart for der var langt mere plads. Det er faktisk et mindre under, at man ikke kommer til at løbe hælen mere af hinanden end tilfældet er. Foran var der altså bedre plads og derfor tog jeg plads deroppe. Men jeg skulle ikke nyde noget af at løbe fra gruppen, jeg havde fuld focus på hvor den var. Det var som at blive skubbet i stedet for at blive trukket. Det virkede også som om jeg var blevet udstyret med et pulsur, der bippede hvis farten blev for lav. Dvs når fartholderne kom op på siden af mig satte jeg igen lidt tempo på. Det virkede rigtig godt.
Ved Nyhavn, 15k, stod Filip og hans familie. Filip nåede at stikke mig en gel og hans kone, Sabine forsøgte at tage et billede af mig.
Ved første sløjfes afslutning stod der igen et sambaorkester og de komplekse rytmer virker altså helt rigtig på mig.
Forbi startstedet, - vandoptankning. Videre, videre, videre. Det går en anelse opad ad Kalvebod Brygge, forbi Fisketorvet og op over Dybbølsbro. Pulsen begyndte at køre lidt op kunne jeg mærke, men jeg vidste fra mine træningsture, at den nok skulle gå ned igen. Det gjorden den dog ikke så hurtigt som jeg håbede og når jeg kikkede mig omkring kunne se andre løbere der også havde det varmt, som jeg selv. Der var heller ikke nogen der snakkede sammen mere. Jo det passer ikke, jeg hørte én, der alvorligt bemærkede at Ingerslevgade faktisk går lidt opad. Jeg lod mærke til at det nu var blevet solskin. Ned ad Enghave Vej og tæt på 20 kilometer. Så skulle vi opad Sjælør Boulevard og hvis der havde været en passage jeg havde frygtet lidt var det denne, fordi den virker så lang. Ved starten af Boulevarden krydsede vi 21,1. Samtidig kom der friske fartholdere. Halvvejs,- det hjalp lidt på moralen. Men nu startede stigningen. Den var nu ikke helt så slem som jeg havde frygtet. Til gengæld kom broen over til Ny Carlsbergvej umiddelbart herefter og hele dette område kender jeg faktisk ikke særlig godt. Umærkeligt tror jeg det var her det begyndte at blive hårdt. Sådan tænkte jeg ikke, men der skete et eller andet. Varmen, den lange stigning og det ukendte område. Jeg var irriteret, over at jeg ikke vidste hvor jeg var og hvornår jeg kom hen til Enghave Station igen. Ved vanddepotet på Ingerslevsgade hældte jeg to kopper kold vand i håret. Men jeg ved ikke rigtig hvor smart det egentlig var. Eller om jeg hældte vandet i håret fordi jeg var oppe i det røde felt. Det var ikke rart at løbe med det hår og jeg fornemmede igen en irritation.
Nu begyndte jeg at glæde mig til at løbe nedad Kalvebod Brygge. Samtidig begyndte jeg at tænke på, at det måske ville være rart at løbe efter fartholderne så jeg lod mig falde tilbage. Pludselig følte jeg at de løb hurtigt, men kunne det virkelig passe at jeg ikke kunne følge med dem længere? Nej og jeg ville da slet ikke smides af nu når vi løb ned forbi startstedet igen. Så jeg hang på. Opad Vester Voldgade og ind mod Chistiansborg og op mod Nørreport Station. Dette stykke husker jeg ikke meget fra, for her startede krisen rigtigt! Jeg tror det var omkring 28k, ved Nytorv, hvis jeg tænker mig rigtig godt om. Det var noget lort! Jeg kunne bare se gruppen med fartholderne fortone sig. Umiddelbart efter blev jeg råbt an af vores store pige som stod og vinkede og kaldte på mig. Det gav lidt ekstra kræfter, sådan skulle hun ikke se mig. Rundt om hjørnet, pyha det gik godt, men der stod Gud hjælpe mig, hendes kæreste og han skulle også helst se den pæne side af mig, så jeg kunne lige give den én tand ekstra. Men jeg var slidt kunne jeg mærke. Kort efter måtte jeg ned at gå, - og det havde jeg jo lovet mig selv ikke skulle ske. I hele træningsperioden har jeg aldrig gået. Faktisk er det vist kun sket een gang før. Benene sagde bare stop og det var uvirkeligt og tomt. Shit!
På mine træningsture spiser jeg altid en gel hver10. kilometer og husker altid at drikke rigeligt med vand til ellers virker det ikke. I dag ligger vanddepoterne med 4 kilometers intervaller og derfor var jeg startet tidligere med at spise det. Nu var jeg løbet fuldstændig sur i hvor meget jeg havde spist af stadset, men det var vidst rigeligt, for jeg fik helt kvalme af at tænke på at spise mere af det. Derfor drak jeg kun ulækkert, lunkent syntetisk vand ved depotet på Nørre-/Øster Farimagsgade. Men jeg havde det slemt og måtte igen ned at gå, men jeg var ikke den eneste der havde det sådan. Andre var også nede. En ringe trøst, men dog en trøst. Nu begyndte jeg at tænke på den næste fartholdergruppe, hvor Kurt sikkert sad i. Gad vide hvornår den kom. Hvis den kom ville jeg gøre alt for at hænge på den. Men jeg ville til gengæld også gøre alt for at holde mig foran den. Så meget var sikkert.
Lidt senere overvejede ganske kort om det her egentlig var umagen værd, at løbe så langt, men blev enig med mig selv om, at jeg aldrig ville kunne se nogen i øjnene mere, hvis jeg stod af. Så af sted igen. Omkring Sct Hans Torv og 32k, tog jeg mig voldsomt sammen og kom op i fart igen. Måske ikke rigtig fart, men jeg begyndte at løbe længere igen. Men jeg måtte alligevel ned at gå ind imellem. Langs søerne slæbte jeg og de andre løbere os af sted. Det var tydeligt at der var krise over hele linien og vi skiftedes til overhale hinanden. Totalt uorganiset. Det var ren overlevelse. Sambapigerne på Trianglen stod der stadig og de hjalp lidt på humøret, men de kunne dog ikke få mig rigtig op i omdrejninger. På Blegdamsvej stod 34k skiltet og et par meter efter stod en mand, der spurgte: "Hvor langt har I løbet, 35kilometer?" Og jeg og 2 andre løbere svarede som med én mund: "Nej 34". Måske var han læge i civil, der skulle checke om vi var ved vores fulde fem. Vi så sikkert forfærdelige ud.
På vej op ad Borgmester Jensens Alle lå det næste vanddepot og jeg tvang mig selv til at spise en gel for at få bare lidt energi. Samtidig drak jeg to krus vand. Efter vanddepotet havde vi i gruppetoen, som jeg deltog i, lidt svært ved at komme i gang igen. Vi gik lidt længere med vore vandkrus og kom forbi en official, der var i gang med at feje krus og bananskræller op. Han kikkede op og sagde: "Nå, jeg troede man skulle løbe" Jeg var rasende, men kom i gang igen. Om det var den kommentar eller den gel jeg spiste finder jeg aldrig ud af, men faktum er at det herefter gik lidt bedre. Faktisk kom der lidt væddeløb i gang. Ja vi løb lidt om kap. Jeg ved selvfølgelig ikke om de andre gjorde, men jeg gjorde i hvert fald. Vi skiftede til at overhale hinanden, så på den måde hjalp vi hinanden.
Efter på den måde at fået lidt kræfter igen, gik det nu ned mod Østerport. Faktisk begyndte jeg at tro på det igen og kilometermærket sagde 37k. Jeg var løbende igen! I min knæhasen begyndte jeg at mærke lidt til den lille dimmer som jeg har nævnt jeg havde på en træningstur. Blot kunne jeg nu pludselig mærke det meget mere. Der var ved at være lidt længere mellem tilskuerne nu. Faktisk stod folk med nogen afstand fra Trianglen og ned mod Østerport. Men nøjagtig ud for en lille familie, satte mit baglår sig fast i krampe. Jeg stønnede selvfølgelig, "Av!" og faren i familien så bekymret på mig og spurgte deltagende: "Det gjorde vist ondt?"
Ærgerligt, for jeg fornemmede faktisk at den værste krise var overstået og nu turde jeg så alligevel ikke rigtig løbe til igen af angst for at krampen skulle komme igen. Specielt når jeg løb hen over brosten kunne jeg mærke, at den lå på lur og nu var det begge ben. Jeg blev helt desperat over det. Tænk hvis jeg ville få så meget krampe at jeg ikke engang ville kunne gå i mål, med 5 kilometer tilbage! Men jeg kunne dog løbe og hvis bare jeg satte fødderne lige ned i asfalten gik det.
39k, Kastellet, Amalienborg 40k og 2,2k tilbage og jeg løb stadig. Nu løb jeg igen væddeløb, prøvede hele tiden lige at overhale én til.
Den sidste kilometer var lang og de sidste 200 meter var nærmest lige så lange. Men endelig var jeg der og der stod Filip, Sabine og Sabines mor. De vinkede og smilede. Jeg ved ikke om jeg var i stand til at smile. Fik en medalje om halsen og en official kom med et plastictæppe til mig. Men jeg kunne ikke finde ud af at tage det på, så hun hjalp mig det på skuldrene. Herefter gik jeg i gang med at fylde indenbords. Energibars, vand, yoghurt, boller. Jeg prøvede også energidrikken, men det kunne jeg ikke lide. Godt jeg ikke forsøgte mig med den under løbet.
Jeg gik blot rundt i området og turde ikke sætte mig ned fordi jeg var bange for at få krampe og derfor ikke kunne komme op at stå igen.
Da jeg havde sundet mig lidt kæmpede jeg mig hen til Filips familie og blev lykønsket.
Kurt var kommet ind 3 minutter efter mig, til trods for at han fulgte en fartholdergruppegruppe, der skulle være inde 30 minutter efter mig, Han var dog også løbet fra sin gruppe og var derfor inde nogle minutter før gruppen.
Filip var der ikke for han var gået for at lede efter mig. Kort efter kom han med et stort grin og gav mig et anerkendende dunk i ryggen. Nu sad jeg ned og nu kunne jeg begynde at nyde min præstation.
Jeg ringede hjem og fortalte, at alt var godt og fik endnu flere anerkendelser og rosende ord.
Efter en stund bevægede vi os over til Christiansborg og fik en omgang velsignet massage. DET var skønt. Jeg troede at massørerne kun kunne tilbyde en overfladisk omgang, når der var så mange deltagere, men det var det langt fra. Der blev taget grundigt fat og det var et af dagens højdepunkter at ligge der og bare lade sig forkæle, tænke dagens strabadser igennem og nyde sig selv.
Herefter kørte Filip mig hjem]]> Sat, 21 May 2005 15:35:57 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/21-05-05--uge26--tur3--1km-post20671 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/21-05-05--uge26--tur3--1km-post20671 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/21-05-05--uge26--tur3--1km-post20671#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) På udstillingen kunne man bl.a. købe forskelligt løbeudstyr, tale med fartholdere og spise pasta. Vi fik en god portion sammen med alle de andre løbere. Jeg tænkte på at tale lidt med fartholderne, men jeg vidste egentlig ikke hvad jeg skulle spørge dem om, for jeg har jo besluttet mig for hvilken af tidsholderne jeg vil følge.
Min meget korte tur løb jeg med årgang 6 år og kilometertiden blev næsten hurtigere end jeg plejer at løbe mine ture;-)
Benene blev selvfølgelig ikke varmet ordentlig op, så jeg har ikke rigtig noget indtryk af hvordan de har det.
På en måde har de sidste par uger været lidt rodet rent løbemæssigt. Sidste uge sprang jeg en 5k tur over og i denne uge sprang jeg en 3k tur over. Overspringene foretog jeg for at blive helt frisk i benene og jeg fornemmer at det var gode beslutninger. På den anden side har jeg haft det godt med at følge løbeprogrammet slavisk. Det har givet en sikkerhed, jeg håber jeg kan bruge i morgen. Derfor har jeg det lidt ambivalent med de sidste uger. Men for fanden. En droppet tur på 5k og en 3k tur der blev til en 1k tur, det kan jo ikke vælte noget;-)
Det virker også lidt som om der er et eller andet jeg har glemt at checke eller kontrollere. Men det er forhåbentlig indbildning. Jeg har købt vaseline til skridtet og brystvorterne. En ny negleklipper så neglene kan blive klippet ordentlig. Gel er på plads, jeg tager 5 små poser med.
Min kammerat, Filip, ringede i øvrigt i går og tilbød sin assistance, hvis han kunne hjælpe med noget. Han skal følge sin tyske svigerfar ind til løbet. Det var svigerfaren jeg talte med ved konfirmationen for nogle uger siden. Jeg har aftalt med Filip at han vil køre mig og min bil hjem, hvis jeg ikke selv kan.
På en måde er jeg ikke helt oppe på mærkerne endnu. Det er i morgen! Jeg er heller ikke rigtig nervøs endnu. Det er selvfølgelig godt, at jeg ikke er nervøs, men der skal jo også gerne være lidt ekstraordinært krudt i benene.
Gennem dagen er jeg blevet fyldt op med flere portioner pasta og jeg har drukket masser af vand, uden at overdrive. Hvis jeg drikker for meget vand skal jeg bare op flere gange i nat. Jeg håber selvfølgelig på en rolig nat og at jeg kan falde i søvn.
Nu mangler jeg blot at uploade denne log, lægge mit løbetøj frem og pakke min taske, så er jeg lige ved at være der.......!

]]> Thu, 19 May 2005 02:02:00 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/18-05-05--uge26--tur2--3km-post20498 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/18-05-05--uge26--tur2--3km-post20498 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/18-05-05--uge26--tur2--3km-post20498#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Da jeg så var kommet af sted fandt jeg næsten med det samme ud af hvad det drejer sig om, for det var en pragtfuld aften, uden vind. Det handler selvfølgelig om løbelyst. Det var ikke svært at komme af sted fordi turen var så kort og da jeg så var kommet af sted havde jeg bare lyst til at tage 5k mere. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men det var meget motiverende.
På turen mødte jeg ikke et øje og godt for det for det var vigtigt, at det blev en helt rolig joggetur. Det var godt jeg ikke mødte nogen, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være med at sætte farten lidt op når jeg møder nogen. Det er dog min hemmelighed og det er der aldrig nogen, der skal få mig til at indrømme;-)
Der var en anelse murren i benene på de første kilometer, men jeg tror det har noget at gøre med at benene knap nåede at blive varme.
Om eftermiddagen kørte min søn og jeg til Høje Tåstrup og købte gel til søndagens løb. I sportsbutikkerne i Roskilde havde de udsolgt i det mærke jeg hidtil har brugt og jeg ville ikke begynde at eksperimentere med andre fabrikater på søndag.

 

]]> Tue, 17 May 2005 14:32:00 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/16-05-05--uge26--tur1--10km-post20390 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/16-05-05--uge26--tur1--10km-post20390 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/16-05-05--uge26--tur1--10km-post20390#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Men eftermiddagens tur blev som sagt løbet i pænt tempo, som medførte en udmærket tid. Benene spænede endog helt uden mislyde. Med de resterende to ultrakorte 3k ture, tror jeg faktisk det ender med, at benene er helt i top på søndag.
Allerede da jeg løb hjemmefra havde jeg besluttet at lægge godt fra land i et nogenlunde højt tempo. Det gik fint og jeg løb og tænkte på nogle af mine oplevelser i starten af mine lange ture. På disse lange ture er jeg i sagens natur altid startet meget langsomt, men det er også på netop disse ture jeg har oplevet en følelse af at mine skinneben syrede til. Det lyder sindsygt, men sådan føltes det nogle gange;-) Måske det uvante, langsomme løb bruger musklerne på en anden måde end mit mere almindelige løb. Det er ikke til at vide, men sådan er én af teorierne der har kørt rundt i hovedet på mig. Sådan er det jo. Folk der har løber kender sikkert denne ekstremt høje intelligens man pludselig kan få mens man løber? ;-)
Snart skal jeg til at tænke på at få spist ordentligt. Jeg har hørt om folk der spekulerer i deres kulhydrat indtag og næsten ikke spiser kulhydrater de første dage af den sidste uge, for så at voldæde kulhydrater dagene op til løbet. Det har jeg nu ikke tænkt mig. Jeg spiser helt almindeligt de første dage, selvfølgelig uden at spise til jeg revner. De sidste par dage følger jeg så én eller anden spisevejledning jeg finder i en bog eller på nettet.
Som tidligere beskrevet kredser mine tanker om de praktiske forhold omkring løbet. Noget af det værste jeg kan forestille mig, der kan ske og som jeg virkelig kan blive helt svedt over at tænke på er, at jeg skal på lokum umiddelbart før løbet skydes af. Hvad gør jeg så? Under mine træningsture har jeg været af flere gange, med alvorlige ærinder. Men da har jeg heldigvis løbet på landet, hvor jeg altid har haft mulighed for at løbe ind i en skov eller ned i en grøft. Tænk hvis det sker på søndag! Før mit første halvmaraton, i sommer sad jeg formålsløst på tønden næsten en time. Der skete intet andet end at jeg efter løbet kom ud med en kodyl hæmoride.
Nej det er virkelig vigtig at toiletbesøget times perfekt på søndag. Hvis det lykkedes tror jeg til gengæld, at alt kan lade sig gøre ;-)]]> Sun, 15 May 2005 18:24:00 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/15-05-05--uge25--tur3--5km-post20284 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/15-05-05--uge25--tur3--5km-post20284 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/15-05-05--uge25--tur3--5km-post20284#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Benene var lidt friskere i dag, men jeg skal allerede i morgen ud at løbe 10k. Så er træningen imidlertid også så småt ved at være slut, for så resterer der blot to joggeture på hver 3k. Det er stort set det samme som at holde pause og jeg satser derfor på at være topfit til søndagens strabadser. Et sted læste jeg en træner sige, at det gælder om at have en hel juleaften i maven, når man begiver sig ud på en maraton. Den følelse tror jeg godt jeg kender og den satser jeg på at have på næste søndag.
Langtidsprognosen for vejret, er efterhånden nået frem til næste fredag. Den siger overskyet med nogen sol. Det lover godt, men jeg tør ikke rigtig tro på det endnu. Overskyet vil være super! På dagens tur var der masser af sol og jeg svedte igen som et svin. Ret tidlig i træningsforløbet, for flere måneder siden, spekulerede jeg i hvordan jeg skulle bære mig ad med at forberede mig på et maratonløb i høj solskin. Grunden til spekulationerne var at jeg jo på langt de fleste træningsture har løbet sent om aftenen, hvor det er køligt. Jeg bestemte mig på daværende tidspunkt for, at når jeg kom hen på foråret, ville jeg tvinge mig selv til at tage nogle træningsture i høj solskin og på den måde vænne mig til varmen. Det er dog blevet til alt alt for få "hedeture". Så hvis det er banke solskin den 22. maj, ja så har vi en ny situation, som jeg ikke rigtig ved hvordan jeg vil reagere på.

 

]]> Sun, 15 May 2005 18:23:33 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/13-05-05--uge25--tur2--15km-post20283 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/13-05-05--uge25--tur2--15km-post20283 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/13-05-05--uge25--tur2--15km-post20283#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Træningsturen i dag kom først i gang halv sent i aften, selvom jeg havde planlagt en løbetur på landet. Jeg havde imidlertid ikke tid før. Turen blev stykket sammen af 10k turen langs havnen og 5k aftenturen. Det gik fint.
Det er blevet rigtig dejligt løbevejr, også om aftenen. Der var mange feststemte mennesker på gaderne. For snart mange år siden var det mig selv, der gik der. Bytur stort set hver week-end, både fredag og lørdag. Nu foregår byturene iført korte bukser og løbetøj  og  det er også skønt, men på en helt anden måde;-)
Som det er fremgået har jeg de sidste dage tænkt lidt over hvordan jeg skulle gribe maratonløbet an rent hastighedsmæssigt og det skal ikke være en hemmelighed at jeg efter onsdagens succesfulde 10k tur, har flirtet lidt med tanken om at følge en "fartholderballon", der er 15 minutter hurtigere end den jeg oprindelig havde forestillet mig. Efter aftenens tur tror jeg nu nok, jeg alligevel holder mig til netop den oprindelige hastighed. Ikke fordi jeg i aften løb langsomt eller, at jeg var speciel træt, nej mere fordi aftenens hastighed på de 15k var passende og det indikerer altså et forsigtigt udlæg.]]> Thu, 12 May 2005 02:23:40 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/11-05-05--uge25--tur1--10km-post20077 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/11-05-05--uge25--tur1--10km-post20077 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/11-05-05--uge25--tur1--10km-post20077#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Nedtrapningen er i gang. Søndagsturen løb jeg søndag morgen, det betyder at jeg faktisk ikke har løbet i 2 ½ dag og det er næsten 2 måneder siden jeg har haft så lang en løbepause. Meningen med nedtrapningen er jo at kroppen skal hvile og reagere på de mange træningsture med en bedre form. Så jeg har altså haft 2 ½ dag til at kommen ovenpå. Motivationen i aften var imidlertid alligevel ikke overvældende, men jeg var dog ikke i tvivl om jeg nok skulle komme af sted.
Kl 22:00 kom jeg ud af startblokken og jeg havde ikke løbet mange skridt før jeg kunne mærke at der var sket noget. Jeg kunne med det samme mærke, at det ville blive en bemærkelsesværdig tur. Hvilepausen havde haft sin indflydelse og jeg havde masser af kraft. Jeg løb og tænkte på, at det virkede som om kroppen havde brugt hvilepausen til at gå i forsvarsposition til den næste tur. Som om den tænkte: "Gad vide hvornår og hvad han kan finde på at byde mig næste gang"
Det blev fantastiske 10 kilometer! Når jeg ind imellem blev lidt træt, satte jeg farten op, hvor jeg normalt , naturligt sætter farten ned for at holde hjem. Tiden blev ikke PR, men blandt de tre hurtigste 10k ture jeg nogensinde har løbet.
Det virker som perfekt timing, at formen er der 11 dage før løbet. ]]> Sun, 08 May 2005 14:31:58 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/080505-uge24-tur4--21-1km-post19844 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/080505-uge24-tur4--21-1km-post19844 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/080505-uge24-tur4--21-1km-post19844#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Desværre havde jeg glemt at købe gel til at spise, det var en klar fejl, for jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke energien når jeg har spist det. I stedet medbragte jeg en pære og det var ikke nogen ubetinget succes og jeg fik lidt ondt i maven af den.
Da jeg løb af sted hjemmefra, hørte jeg mig selv give følgende besked til familien: "Det er bare 21 kilometer" Det fortrød jeg efter få kilometer. Det er skrevet før i denne log. De første kilometer er ofte besværlige og stridsomme at komme igennem og det var de også i dag. På de første 5 kilometer løb jeg og spekulerede på hele projektet. Hvordan jeg dog kunne kaste mig ud i det, når det var SÅ hårdt bare at løbe 3, 4 og 5 kilometer. Så fik jeg en tår vand efter 5k og vips var de gode ben der. Det er utroligt. Herefter kunne jeg løbe til verdens ende. Selvfølgelig var jeg træt da jeg kom hjem, men slet ikke på nogen alarmerende måde.
Søndag, der er to uger tilbage! ;-)

 

]]> Sun, 08 May 2005 14:30:07 +0200 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/06-05-05--uge24--tur3--5km-post19843 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/06-05-05--uge24--tur3--5km-post19843 http://maraton-for-begyndere.smartlog.dk/06-05-05--uge24--tur3--5km-post19843#comments nobody@www.smartlog.dk (maraton-startlog) Turen gik godt, men jeg kan mærke jeg ser frem til nogle kortere uger, som forhåbentlig giver mig ro til at blive mere løbesulten. Som det er nu er jeg træt. Når jeg ser på alle fluebenene på mit udprintede løbeprogram, kan jeg næsten ikke fatte at jeg har løbet alle de lange ture. Specielt de sidste par stykker på 32k er helt uvirkelige. Tænk hvis jeg skulle til at løbe dem nu. Jeg orkede det næsten ikke! Derfor glæder jeg mig rigtig meget over at det er overstået og samtidig glæder jeg mig til at trappe ned. Det er jo også rigtig mange uger jeg har kørt på uden nogen form for restitutionsuge. Oven i købet lagde jeg jo en ekstra uge ind, hvor jeg løb Sparta halvmaratonløbet. Så der er ikke noget mærkeligt i at jeg er træt og jeg er samtidig fuld af fortrøstning over at løbene er vel overstået. Nu mangler jeg blot de 21,1k på søndag så kan jeg ikke gøre så meget mere.

]]>